Noter : I folketællingen 1787 er han og familien opført som 39. familie. Han var da husmand. I husstanden var foruden ham selv, konen Karen Hansdatter og datteren Maren på 1 år tjenestepigen Kirsten Corneliusdatter (28947). Kirsten Corneliusdatter var datter af Cornelius Svendsen i Ny Torkildstrup. Dennes kone var i 1789 gudmor til datteren Ellen.
I 1788 var han forlover i Såby kirke for ungkarl Daniel Kuk, "Konst-Støber ved Fabriken i K: Saaby". Daniel Kuk blev gift med Margrete Nielsdatter fra Sandvedhuset - hun datter af Niels Jacobsen samme sted. Ved den lejlighed underskrev han sig egenhændigt "Johannes Christiansen". Side 485 - opslag 228 på Arkivalieronline.
Ved datteren Ellens dåb i 1789 var flere af fadderne "Svenne ved Fabriken", om han arbejdede der i 1789, ved jeg ikke.
Ved sønnen Christians dåb i 1791 var hans søster Birte Kirstine gudmor.
Ved datteren Ane Maries vielse i 1827 var han indsidder i Kirke Såby.
I folketællingen 1801 er han opført som "Messingstøber ved fabrikken, med Jord".
I folketællingen 1801 for Såby sogn er han den eneste, der er nævnt som messingstøber; der er en enkelt, der er nævnt som "pletter og messingarbejder".
Der var en Plet- og knapfabrik i Kirke Såby i ca. 20 år omkring den tid. Denne fabrik er beskrevet i Årbog for historisk samfund, Københavns amt 1943.
Johannes Christiansen er omtalt i den føgende artikel:
Fra Årbog for Historisk Samfund for Københavns Amt 1943, side 77-86
PLET- OG KNAPFABRIKKEN I KIRKE SAABY
AF A. STRANGE NIELSEN
Inde midt i Kirke Saaby By ligger et karakteristisk, gammelt sjællandsk Hus, der tilsyneladende ikke adskiller sig fra andre lignende, og dog har det sin særegne Historie. De gamle, skæve Vægge og lave Lofter har været Vidne til en industriel Virksomhed af Format, maalt med den Tids Alen.
I Aarene 1774-1819 var Thomas Severin Heiberg Sognepræst for Kirke Saaby og Kidserup Menigheder og i de senere Aar tillige Provst for Voldborg Herred. Han var en meget virksom Mand, der forstod sig paa mere end sit Fadervor. I hans Person og Virke finder man et Eksempel paa noget af det bedste af det, der rørte sig i Tiden.
Fabrikken i Kirke Saaby er et karakteristisk Barn af sin Tid - den oplyste Enevældes og Rationalismens Tid -, da man her i Landet søgte at reformere og ophjælpe de forskellige Grene af Statens Funktioner til Gavn for Folket. Der blev især gjort meget for Næringslivets forskellige Former. Paa Prædikestolen moraliserede og belærte Præsterne, med Udgangspunkt i Biblen, Menigheden om praktiske og nyttige Ting som Staldfodring, Dyrkning af Kartofler, Renlighed, Sparsommelighed o. s. v. Samtidig blev der fra Regeringens Side givet alle mulige Privilegier og Beskyttelser til nye Virksomheder, der kunde oplære Ungdommen og særlig den uvidende Bondeungdom til at fremstille Varer, som man derefter kunde undgaa at importere.
Det kan synes mærkeligt, at Kirke Saaby valgtes til at give Plads for et betydeligt Industrianlæg; men det har sine Aarsager. I København boede paa denne Tid den kendte Hof juvelerer og Stads-Guardein Frederik Fabritius (1740--1829), som var en fremragende Haandværker og foretagsom Forretningsmand. Pastor Heiberg var gift med Friderica Christina Fabritius, Søster til Juvelereren, og Heiberg havde tidligere med Held været Sjælen i Anlægget af en anden Fabrik paa Egnen, nemlig Floret-Spinderierne i Blæsenborg. For sine Fortjenester i det hele taget modtog han i 1784 gennem Oeconomie- og Commerce Collegiet den store Guldmedaille "pro meritis" for industriel Virksomhed og 1786 Landhusholdningsselskabets tredie Guldmedailie.
Fabritius indsendte i 1786 til Commerce Collegiet en "Allerunderdanigst Forestilling", som Collegiet den 6. Juni samme Aar indstillede til Kongens Resolution, hvorefter dennes Approbation forelaa 8 Dage senere. I Forestillingen ansøgte Fabritius om at faa kongeligt Privilegium paa Oprettelsen af en Fabrik i Kirke. Saaby til Fremstilling af alle Slags Galanterivarer at ægte og uægte Metaller. Der nævnes eksempelvis de saa kaldede Mannheimer-Daaser, Stokkeknapper, Urkæder og Pladespænder. Fabritius fremhævede, at saadanne Varer her i Landet hidtil var fremstillet paa haandværksmæssig Maade, men at han kunde faa sat Priserne betydeligt ned ved at fremstille dem paa fabriksmæssig Maade og samtidig gøre Importen af de nævnte Varer overflødig. Videre understregede han, at han blandt Almuen i Kirke Saaby havde til Hensigt at opelske gode, ordentlige og ikke kostbare Arbejdere til dette Formaal. Han oplyste, at han allerede havde gjort en Begyndelse ved at sende en Mester til Kirke Saaby, hvor 4 Bønderdrenge nu blev oplært og allerede lovede god Fremgang. Anlægget havde han stillet under Inspektion af sin kyndige Svoger, Sognepræst Heiberg, og Foretagendet havde hidtil kostet ham 700 Rdl. og vilde koste meget mere, hvorimod det endnu intet Udbytte havde givet.
Fabritius anmodede om, at Privilegiet maatte indeholde Bestemmelser om, at intet lignende Anlæg maatte etableres i en Strækning af 2 Mile omkring Kirke Saaby, og at han maatte holde et Oplag i København til Udsalg af de fremstillede Varer. Københavns Magistrat fik Sagen til Erklæring og havde adskillige Indvendinger. Saaledes kunde den, vel af Hensyn til Stadens Haandværkere, ikke anbefale at indrette Oplag, og den henstillede, at alle Varer skulde forsynes med Fabrikantens Stempel.
Ved Privilegiets Udstedelse imødekom man imidlertid alle Hofjuvelererens Ønsker; dog begrænsedes det til at gælde i 20 Aar. Han fik altsaa Lov til at holde Oplag, men skulde stemple Varerne og under Transporten til Staden, hvor de skulde gennem Tolden, lade dem ledsage af redelige Passersedler til Bevis paa, at de var fremstillet her i Landet.
Det var i Aaret 1784, at Fabritius udsendte en Mester til Oplæring af 4-6 Bønderdrenge. I den Anledning blev en 3 Fag stor Tilbygning til en Bondegaard udvidet til 4 Fag og indrettet med en lille Stue og Køkken til Bolig for Mesteren samt en Arbejdsstue med en Smelteovn. Naar Bønderdrengenes Forældre saa villigt overlod dem til dette Arbejde, var det med den Bagtanke, at Drengenes forventede store Fortjeneste kunde skaffe dem et mageligt Udkomme. Da Virkeligheden ikke svarede til Forventningerne, blev 3 af Drengene sat til andet Arbejde, efter at der var kostet over, 150 Rdl. paa hver.
Efter at Privilegiet var blevet udstedt i 1786, kunde man tage fat paa selve Fabrikkens Opførelse og Indretning. Pastor Heiberg, som forhen havde fundet stor Støtte hos Ledreborg Grevskabs tidligere Besidder, Statsminister Johan Ludvig Holstein, fandt nu den samme beredvillige Hjælpsomhed hos hans Søn, Christian Holstein, som i Mellemtiden havde succederet. Greven stillede en Byggegrund til Raadighed og til skød endvidere Bygningsmaterialer og anden Hjælp til en Værdi af 200 Rdl., hvorefter juvelerer Fabritius lod Bygningerne opføre. De kom til at begynde med til at bestaa af 12 Fag Stuehus og 10 Fag Udhus; senere udvidede han Udhuset med 8 Fag. I Udhuset indrettedes et Smedeværksted med dobbelt Esse. I det hele taget skulde Hofjuvelereren selv sørge for den indvendige Indretning af Huset med Bræddeskillerum, Kakkelovne, Skabe, Bænke o. s, v., da disse Ting var Fabrikantens Ejendom, hvorimod Huset skulde tilhøre Ledreborg Grevskab. Der blev derfor den 23. November 1786 udstedt et Fæstebrev paa Huset, og heri ansattes den aarlige Afgift til det beskedne Beløb af 10 Rdl. Af Fæstebrevets andre Bestemmelser er der Grund til at fremhæve, at Fabritius havde Vedligeholdelsespligten, og at han havde Ret til selv at bestemme, hvem han vilde lade bo i Huset, blot han sørgede for, at det var Folk af "skellige Forhold", Grevskabet paa sin Side tilsikrede Fabrikkens Arbejdere Frihed for enhver Hæftelse til Godset, Greven forsikrede iøvrigt Fabritius om, at det vilde være ham en Fornøjelse at gavne Fabriksanlægget, hvis Lejlighed gaves, ligesom han gerne paa samme Vilkaar fornyede Fæstebrevet, hvis Virksomheden før eller efter juvelererens Død skulde føres videre af Arvinger eller andre, Endelig blev Etablissementet assureret i Købstædernes Brandkasse.
Fabrikken stod klar til Indflytning og Montering til Mikkelsdag 1786, og den blev straks befolket med en talrig Arbejderstab; til Leder og Fabriksmester blev antaget Niels Jensen Munk, der var gift, og hvis Hustru vel sagtens havde hele Mandskabet paa Kost. Dette bestod iøvrigt af Smededrengene Hans Kristensen og Carl Frieborg, Smedesvendene Niels Jensen Arp og Ole Mortensen, Kunststøberen Daniel Kuk og Schwertfegersvenden Johan Velsing, Det ser saaledes ud til, at Fabrikken havde et velkvalificeret Personale.
Det lader til, at Foretagendet snart kom i god Trivsel, saa at det allerede 1790 blev nødvendigt at foretage den tidligere omtalte Udvidelse. Da Tilbygningen ligesom det øvrige skulde brandforsikres, blev der afholdt Taksationsforretning den 19. Januar 1791, og det nyopførte forsikredes for 700 Rdl., hvorefter hele Virksomheden i alt var assureret for 3000 Rdl. Tilbygningen var af Ege-Bindingsværk med Mur og forsynedes dels med blyindfattede Ruder og dels med Vinduer med engelske Rammer. Skullerupholm Teglværk leverede Murmaterialerne. I denne Vurderingsforretning nævnes, at der ved Fabrikken fandtes 1 Brandsprøjte, 1 Brandstige, 2 Brandhager og 6 Læderspande.
Sidst paa Aaret 1794 kom to Englændere til København for ar begynde paa en lignende Virksomhed. De fik straks Støtte af herværende Kredse, hvorfor Fabritius indgav en Ansøgning til Oeconomie Collegiet om, at der ikke maatte gives dem nogen Hjælp, som kunde skade hans Fabrik, da kun een af den Slags kunde bestaa. Virkningen heraf blev, at en af de Deputerede fra Collegiet sammen med de to Englændere sidst paa Aaret 1794 kom ud til Kirke Saaby for at bese Fabrikkens Arbejde og Maskiner, hvilket beredvilligt blev forevist af Fabritius. Gæsterne udtalte sig anerkendende om Bedriften. Nogen Tid efter foregav Englænderne for Collegiet, at det foreviste Arbejde var indført fra England og ikke fremstillet i Kirke Saaby. For at overbevise om det modsatte tilbød Fabritius at efterlave en hvilken som helst Model ved sine Bondearbejderes Hjælp. Han fik tilsendt en Model paa en Kørestang (noget skæv), og et Par Medlemmer af Collegiet kom til Stede for at følge Arbejdets Gang. Efter faa Dages Forløb kunde Bondearbejderne forevise det færdige Produkt, og Engelskmændene, som ogsaa var til Stede, maatte erkende, at det ikke kunde være bedre. De tilbød da at gaa i Kompagni med Fabritius, hvilket denne straks afslog.
Ved en Vurdering den 11. December 1794 af Fabrikken med Maskiner, Værktøj, Materialer m. m. faar man et levende Indtryk af, at den Tids nyeste og mest moderne Hjælpemidler stod til Raadighed for Fabrikken; der nævnes saaledes:
En stor Præge 300 Rdl.
En ditto 250 "
3 Slibemaskiner à 150 Rdl. 450 "
3 Valser à 150 Rdl. 450 "
6 Drejebænke à 30 Rdl. 180 "
4 Slibemøller til Stem à 20 Rdl. 80 "
Desuden fandtes mangfoldigt mere Værktøj bestaaende af Metal og jern, Trække-Bænke, Ambolte, Smede-, Gørtler-, "Plait"- og Guldsmedeværktøj med Blæsebælge og andet smaat Værktøj, som tilsammen blev vurderet til over 500 Rdl. Det nævnes endvidere, at der til Stadighed fandtes Materialer i Guld, Sølv, Messing, Tombak, Kobber, "plaitainet og uplaitainet" jern og Staal til en Værdi af mindst 2000 Rdl. Desuden beløb Fabrikkens Lager af færdige Varer sig til 400 Rdl. Den samlede Vurderingssum androg 7140 Rdl.
Stillet overfor disse Tal er det let at se, at Fabrikken slugte store Summer, saa store, at Fabritius maatte laane sig frem. Han henvendte sig til sin Svoger, Justitsraad Faith, og laante 4000 Rdl. af ham, og den før omtalte Vurdering blev foretaget i Anledning af, at der blev udstedt en Panteobligation paa de 4000 Rdl. til Justitsraaden med 1. Prioritet i Fabrikken med Tilbehør og Oplag. Som Vitterlighedsvidner underskrev Pastor Heiberg og Mesteren ved Fabrikken, J. C. Micheelsen. Foruden denne Obligation maatte Hofjuvelereren udstede endnu to Pantebreve til Justitsraad Faith, saa han i alt kom til at skylde denne ca. 6200 Rdl., og efter 1801 formaaede han ikke at betale Renter og Afdrag. Endelig laante han 10.000 Rdl. af Kongen til Fabrikken.
Af Pantebrevet fremgaar, at der allerede i 1794 var kommet en ny Fabriksmester. Da Støbningen af det meget Messingarbejde gik for langsomt, søgtes en professionel Støber; men ingen vilde tage ud paa Landet. Endelig fandt man en Mand, der var paa Hjemrejse til Tyskland; han var Kunststøber og formodentlig identisk med den før omtalte Daniel Kuk. Han fik Støberiet i Gang efter rigtige Regler; men da han havde overvundet sin første Armod og var blevet gift, blev han lad og ligegyldig, og Fabrikkens Nabo, Husmand Johannes Christiansen, blev sammen med sin lille Søn antaget til Støberens Tjeneste. Resultatet heraf blev, at Husmanden maatte gøre alt Arbejde i Fagmandens Navn. Kunststøberen blev kort Tid efter saa utilfreds, at han rejste, hvorefter Johs. Christiansen paatog sig at forestaa Støberiet, idet han i Tidens Løb var blevet saa dygtig, at han kunde præstere fuldt saa godt Arbejde som Læremesteren og for en ringere Betaling. Det ser ud til, at Fabrikkens Personale ofte skiftede og omkring 1800 indskrænkedes noget, maaske paa Grund af Fabrikkens ringere Rentabilitet. I 1801 nævnes ingen Mester, men følgende Arbejdere, hvoraf ingen var gift: Gørtlersvendene Frideric Christian Løeberg og Niels Holberg samt Arbejderne Niels Hansen og Søren Iversen. Det er muligt, at Messingstøber Johs. Christiansen havde Folkene paa Kost. Det vides endelig, at Skaaningen Peder Olsen paa et senere Tidspunkt var Arbejder ved Fabrikken. Sammenlignes dette Personale med det, der virkede ved Starten, er det klart, at der er sket en mærkbar Tilbagegang.
Da de 20 Aar var gaaet, og Privilegiet udløb, var Fabrikken blevet saa urentabel, at Hofjuvelerer Fabritius antagelig ikke engang ansøgte om at faa sit Privilegium fornyet, men i Stedet indstillede Virksomheden. De sidste Varer er da fremstillet i 1806; og det ser ud til, at det tog seks Aar, før det hele var afviklet og afmonteret. I hvert Fald opsagde Fabritius først Fæstemaalet til Ophør den 15. Oktober 1810. Afviklingen af Gælden til Familien Faith foregik den 30. December 1812; forinden var Fabriksbygningen realiseret for godt 2200 Rdl., og juvelereren betalte desuden 800 Rdl. kontant, hvorefter Resten af Gælden blev eftergivet.
Fabrikkens bedste Aar var sikkert i 1790'erne, og naar der dengang til Stadighed var færdige Varer til Stede til en Værdi af 400 Rdl., viser det, at den samlede Produktion gennem de 20 Aar maa have været ret betydelig. Foruden de tidligere nævnte Artikler fremstilledes en Del Smykker, Spænde-Hjerter og mange forskellige Slags Knapper af diverse Metaller. De Sporemagerarbejder, man begyndte paa, lykkedes saa godt, at Fabritius kunde paatage sig Leverancen af Stænger, Stigbøjler og Sporer til de kongelige Husarregimenter til Modtagerens Tilfredshed. Aarlig leveredes ogsaa nogle Tusinde Dusin Knapper til Uniformer til Kongens Sø- og Landfolk. At der kunde beskæftiges en Schwertfegersvend, kunde tyde paa, at Fabrikken ogsaa gav sig af med Udsmykning og Polering af Sværdklinger og Hæfter og andre Vaaben. De forfærdigede Varer skulde forsynes med Fabritius' kendte Mærke, og mange af dem, særlig Smykker og Spænder, eksisterer maaske den Dag i Dag som skønne og højt betalte Genstande i Fabritius Sølv.
Ved Fabrikkens Nedlæggelse i 1806 blev der ikke længere Brug for de to førnævnte Mænd. Messingstøber Johs. Christiansen havde imidlertid sit Husmandsbrug at falde tilbage paa, og Peder Olsen vidste ogsaa Raad; han giftede sig med en Gaardmandsdatter der i Byen og overtog hendes Hjem i Fæste. Ved Brylluppet var Juvelerer Fabritius Forlover for ham. Efterkommere af disse to Mænd lever stadig i Kirke Saaby og Omegn. Fra Peder Olsen nedstammede nu afdøde Snedkermester og Sogneraadsformand Niels Nielsen, Aavang, Lejre, medens hans Hustru, Karen Marie Nielsen, stadig boende i Aavang, nedstammer fra Johs. Christiansen. Baade i Niels Nielsens og hans Hustrus Slægt kendes Sølvsmykker, Spænder og Knapper, som er gaaet i Arv fra Generation til Generation, og som menes at være forarbejdet paa Fabrikken. Fru Nielsen fortæller, at hun som Barn arvede en Del Sølvspænder og Knapper efter sin Moder, men disse Sager blev i 1878 hos en Guldsmed givet i Bytte for et Guldsmykke.
Da Fabritius fratraadte Fæstemaalet, blev Fabrikken eller Fabrikshuset, som det en lang Tid kaldtes, bortfæstet af Ledreborg Grevskab som Husmandssted, og det har siden da og indtil for faa Aar siden været i samme Slægts Besiddelse. Husets nuværende Ejer og Beboer er Niels Johansen; i den sydlige Ende af det bor Enkefru Marie Christensen, som er Stedmoder til Sadelmager Jens Christensen, Aavang, der er født i Fabrikshuset. Han fortæller, at de i hans Barndom fandt adskillige Ting i Haven, stammende fra Fabrikken; de vidste dog ikke noget om nogen Fabrik. Ved Midten af forrige Aarhundrede fandtes saaledes et smukt Sølvbæger, som blev solgt til den daværende Beboer paa Klarskovgaarden i Kirke Saaby. Videre fandtes i Tidens Løb en Mængde Mønter i Sølv og Kobber; de fleste er nu gaaet tabt; men endnu findes bevaret en 2 Skilling med Aarstallet 1664 og en ditto fra 1694 samt en 24 Skilling fra 1754, alle i Sølv. Desuden fandtes en Mængde Skaar af Digler og enkelte hele. Sadelmager Christensen mener, at de var af Grafit og anslaar deres Tykkelse til 2 cm., Højden til ca. 8 cm og Diameteren til ca. 18 cm. I hans Hjem knuste man Skaarene til et fint Pulver, som blev rørt op i Vand og derefter brugt som Skosværte. Videre beretter han, at Huset oprindelig havde klinede Vægge mellem Egetømmeret; men hans Fader, Skrædder Hans Christensen, indsatte Murværk, ligesom han nedrev de tre nordligste Fag og i Stedet byggede det nuværende Udhus. Skrædderens Fader, Christen Jensen, tilbyggede Luden ved Sydgavlen og anvendte hertil nogle Egestolper, han fandt i en Mose; Stolperne blev blot flækket, men ikke høvlet. Det er muligt, at man i den sydlige Naboejendom har Rester af den gamle Værkstedsbygning, idet der var et vist Samhørighedsforhold mellem Ejendommene. Hans Christensen betalte saaledes Kirketiende af det hele. Den nordlige Ende af Nabohuset er ogsaa nedrevet; før dette skete, var der mellem de to Huse en smal Gang, som kaldtes Brøndstræde, fordi Byens Brønd laa for Enden heraf. I Naboejendommen var der i forrige Aarhundrede gennem flere Generationer en Vævestue med to store Væve, og Stuen, der optog en meget stor Del af Bygningen og havde stampet Lergulv, bar Præg af oprindelig at være indrettet til Værksted. Den havde blyindfattede Ruder.
Bortset fra forskellige uvæsentlige Forandringer har Fabrikshuset stadig sit gamle Udseende, selv den aabne Skorsten i Køkkenet er bevaret, og det vilde være glædeligt, om Huset kan faa Lov til at bevare sit oprindelige Præg. Ligesaa vilde det være en god Skik igen at tage det gamle Navn frem og kalde det Fabrikshuset, saa at man derigennem kan blive mindet om den gamle Plet- og Knapfabrik, der engang paa sin særlige Maade var med til at præge Livet i Kirke Saaby By.
(Illustrationer udeladt. Af et matrikelkort fremgår det at Johannes Christiansens fæstehus havde matr.nr. 42. Et fotografi af fabrikshuset som det fremstod i 1909). |