Noter : Ved vielsen i 1821 var han ungkarl af Everdrup sogn. Den ene af forloverne var en Niels Olsen, indsidder i Lestrup. Denne kan navnemæssigt være hans far; ses muligvis som 66-årig aftægtsmand i Lestrup ved folketællingen 1834 - og er muligvis nr. (64126).
11. juni 1834 flyttede han og familien til Everdrup sogn. Kongsted kirkebogs afgangsliste, AO, ops. 115.
I Everdrup kirkebog er der ved hans død følgende anmærkning: "Befandtes myrdet uden for sit Huus". Dette er ikke undersøgt nærmere; men hans enke ses ved de følgende tre folketællinger som fange i tugthuset på Christianshavn.
Erik Thorsø Sørensen, Snekkersten - 2014:
Jeg har undersøgt mordet på Ole Nielsen, der er en fjern slægtning, og gennemgået relevante protokoller og dokumenter i forbindelse med politiforhør og retssager. Barbara Hansdatter blev i øvrigt dømt for at have forledt sin søn, Jens Ulriksen, til at slå Ole Nielsen ihjel og både hun og sønnen blev idømt livsstraf.
Hun fik dog sin dom ændret til livsvarigt fængsel og døde 8.11.1850. (KB Christianshavns Fængsel 1831-1891 opslag 139).
Sønnens død står i KB Everdrup på siden efter Ole Nielsens død, hvortil der er henvisning.
(I AO skal du se i den gamle KB og ikke i den nye, der er en afskrift uden alt det spændende).
Niels Olsen, der var forlover ved vielsen, var ikke ON's far men hans stedfader.
Jeg mangler imidlertid at finde placering af det hus de boede i. Politiforhørene oplyser Engelstrup mark og afstanden til naboer og forskellige bysamfund, men disse oplysninger giver mig ikke en placering. Deres hus er et fæstehus under Bækkeskov gods, men Ole Nielsen har selv bygget det (måske kun værksted?).
- - -
Beretning om et mord i Engelstrup
Om mordet på Ole Nielsen Væver alm. Bededag 1836
Historie baseret på arkivstudier - Erik Thorsø Sørensen, 2014
(Illustrationer, fodnoter og kildehenvisninger er udeladt her)
Indledning
Om morgenen den 30. april 1836 blev væver Ole Nielsen fundet død på marken uden for sit hus på Engelstrup Mark og det viste sig, at han var blevet slået ihjel. Landsbyen Engelstrup ligger ved landevejen mellem Køge og Vordingborg i Everdrup sogn.
Den politimæssige efterforskning viste allerede ved første retsmøde, at der var tale om et familieopgør, hvor de skyldige var Ole Nielsens stedsøn, kone og stedsønnens farbroder. Her er historien om Ole Nielsens liv og specielt hans død.
Ole Nielsens blev født den 27. september 1793 i Leestrup by i Kongsted sogn, der som de øvrige lokaliteter, der omtales i denne beretning, ligger i Præstø amt. Hans forældre var fæstegårdmand Niels Pedersen og hans kone Sidse Nielsdatter, der begge havde været gift tidligere. Niels Pedersen havde tre børn fra sit første ægteskab og Sidse Nielsdatter én søn, Christopher Christiansen.
Da Ole Nielsen blev voksen kan hans færden rundt i de sydsjællandske sogne følges i lægdsrullen. Han var hjemme i Leestrup til han 1817 flyttede til Snesere sogn, derfra til Skovmøllen i Vester Egesborg sogn, tilbage til Leestrup, til Tågeskov i Everdrup sogn og 1821 til Svennerup i Kongsted sogn, hvor han boede, da han 28 år gammel blev gift.
Vielsen fandt sted 7. oktober 1821 i Kongsted kirke og hans kone, Barbara Hansdatter, var blevet enke efter sin anden mand Ulrik Jensen, der var død 1. maj 1821.
Barbara Hansdatter, der var født 1777 i Tystrup i Fakse sogn, havde været gift to gange tidligere. Hendes første ægteskab var med sadelmager Bendix Frederik Larsen (1774-1831) og fra dette ægteskab havde hun en datter. Ægteskabet blev imidlertid ophævet 1811 og hun blev derefter i 1812 gift med væver Ulrich Jensen, der boede i Svennerup i Kongsted sogn. I dette ægteskab er der to børn, Jens Ulriksen, født 1813 og en datter født 1818.
Ved hendes tredje ægteskab med Ole Nielsen bosatte de sig i Svennerup, formodentlig i det samme hus som hun havde beboet i ægteskabet med Ulrich Jensen. Har arbejdede Ole Nielsen som væver og ved folketællingen i 1834 bestod familien af de to ægtefolk samt en stedsøn, Barbara Hansdatters søn Jens Ulriksen og et plejebarn, den 8 årige Hendrik Frederik Ferdinand, der var født 17.6.1827 på Den kgl. Fødselsstiftelse og udleveret til husmand og væver Ole Nielsen og Barbara Hansdatter 2.7.1827.
Hvor boede Ole Nielsen
Familien meldte flytning fra Kongsted sogn til Engelstrup i Everdrup sogn 11.7.1834 og Ole Nielsen fik fæstekontrakt på det "den fra Stenagergaard under Engelstrup Bye udlagte Huuslod, som jeg [Mikkel Leigh Smith] ved Acution d. 14 Sept. 1831 har tilkjøbt mig, med derpaa opført Huus". Jordstykket er med stor sandsynlighed matr. nr. 10 af Engelstrup, idet areal for denne matrikel er ens i fæstebrev og i hartkorns-specifikation fra ca. 1840.
Ole Nielsen har selv måttet bekostet opførelse af huset, som blev færdig Mikkelsdag 1835. Ejendommen bestod iflg. brandtaksationsprotokollen af to huse, et stuehus på 8 fag beliggende mod nord og et værksted på 6 fag mod øst. En ikke usædvanlig byggeskik var, at et fag var 5 fod lang (ca. 1,5 m) og husbredden 15 fod (ca. 4,5 m), hvilket giver et hus på ca. 12 x 4,5 m, dvs. ca. 54 m2. Væverhuset vil tilsvarende være på 9 x 4,5 m, dvs. ca. 40 m2. Husene er i taksationsprotokollen ansat til i alt 350 rigsdaler, hvilket sikkert har svaret til det beløb som Ole Nielsen har skyldsat sig for.
Da han angiveligt var fattig ved ankomsten til Engelstrup, medførte opførelsen af huset, at ham kom i stor gæld, så selv om han havde rigeligt med væverarbejde til sig selv, en væverlærling og stedsønnen Jens Ulriksen, der var svend hos ham, har de angiveligt altid manglet rede penge.
Opdagelse af mordet
Den 29. april 1836 var almindelig Bededag, det vi i dag kalder Store Bededag. Dagen var en helligdag og mange benyttede lejligheden til at tage på familiebesøg, således også Ole Nielsens "dreng", den 22 årige andenårs lærling Jens Nielsen. Han havde bedt sig fri for at gå til sin svoger og søster i Nyeprøve, der ligger i relativ kort afstand og nord for Ole Nielsens hus. Her skulle han have sin søster til at reparere nogle klæder og besluttede at overnattede hos dem.
Næste morgen, lørdag den 30. april, gik han hjem mod væverhuser, hvortil han kom ved 5-tiden og han så da Ole Nielsen liggende død på marken uden for sit hus og "blev yderlig forskrækket ved at see sin Husbonde død og tilsyneladende dræbt; han løb strax til Huset, hvis dør var løselig lukket indvendig med en Krog som han ved at putte Fingeren ind imellem dørren og Stelgen løftede af, da han kom ind i Stuen stod hans Madmoder ud af Sengen, han fortalte hende hvad han havde seet, hvorpaa hun slog Hænderne sammen og gav sit stærkt til at græde, men yttrede ikke noget om hvorledes dog den Ulykke kunne være kommen eller hvem der dog kunne have dræbt hendes Mand."
De fulgtes ud til liget og Barbara Hansdatter bad Jens Nielsen løbe til sognefoged Jens Larsen i Engelstrup for at fortælle om det passerede. Fra Ole Nielsens hus til sognefogeden er det oplyst at være knap 1/8 mil, dvs. omkring 900 meter.
Sognefogeden fik fat i hjælpesognefoged, gårdmand Jens Andersen og gårdmand Hans Rasmussen - kaldet unge Hans Rasmussen og sammen tog de ud til Ole Nielsens hus. Her konstaterede de, at Ole Nielsen rigtignok var død og de bar liget ind i væverstuen. Sognefogeden skrev derefter et brev til sin foresatte, birkedommeren i Vordingborg nordre Birk, kancelliråd Møller i Præstø, hvori der berettes om det passerede og han sendte en vogn af sted med brevet.
Birkedommeren handlede hurtigt. Han fik fat i den konstituerede distriktslæge, bataljonskirurg Frost i Præstø, og de tog ud til den dræbtes hus. Her kunne de allerede samme formiddag kl. 10 begynde med ligsyn og det første retsmøde. Tilstede ved dette var gårdmand Niels Aimo, tjenestekarl Hans Nielsen samt sognefoged Jens Larsen og hjælpesognefoged Jens Andersen, alle af Engelstrup.
Ved ligsynet konstaterede Frost 12 forskellige sår på baghovedet, i nakken, i ansigtet og oven på hovedet og sårene skønnedes at være tilført med en "prygel" (en svær stok) eller et stumt instrument. I nakken var der et temmelig dybt sår på 3 tommers længde og 2 mindre sår på venstre side af hovedet.
En legal syns- og obduktionsforretning blev foretaget 4.5.1836 kl. 11 om formiddagen ved Landfysikus Leth i overværelse af bataljonskirurg Frost i Præstø og krigsråd og bataljonskirurg Schmiegelow i Vordingborg og deres rapportering sluttede med en erklæring, at Ole Nielsen var død en voldsom død, og navnlig som følge af de ved obduktionen forefundne beskadigelser og mishandlinger. "De forefundne Læsioner ere saadanne at de ubetinget, og under alle Omstændigheder, i den Afdødes Alder, i og for sig allene maatte have Døden til Følge".
Herefter blev liget frigivet til begravelse, der fandt sted samme dag på Everdrup kirkegård.
Tiden før mordet
Det er oplyst af såvel væverlærlingen Jens Nielsen som af det 8 årige plejebarn Frederik Ferdinand, at Ole Nielsen og Barbara Hansdatter havde levet i god forståelse i flere år, men som det er formuleret i justitsprotokollen fra 15.9.1836, "som dog mere beroede paa en fredsommelig og eftergivende Mand end paa gode Egenskaber hos Konen".
Denne fred ophørte dog sidst på året 1835, hvor Ole Nielsen blev udlagt som far til et barn, som pigen Lisbeth Nielsdatter ventede. Lisbeth Nielsdatter var ca. 30 år gamle og næsten blind og boede med sin 67 årige mor, der var aftægtskone, i et af nabohusene. Barnet blev født 3.1.1836 og blev døbt Karen Marie Olesdatter. Ole Nielsen blev af øvrigheden forpligtet til at betale 10 Rd. til barnet om året, hvilket yderligere har påvirket familiens stramme økonomi.
Barbara Hansdatter begyndte straks at bebrejde sin mand det ægteskabsbrud, han havde begået. Bebrejdelserne skete tit og ofte og i hårde vendinger og hun mente, at Ole Nielsen stadig kom til Lisbeth Nielsdatter. Dette var formodentlig rigtigt, selv om det af den senere dom fremgår, at denne påstand ikke er bevist. Væverlærlingen Jens Nielsen fortalte, at Ole Nielsen sjældent eller aldrig svarede sin kone igen, men lod hende skænde og var selv fredelig og eftergivende.
Barbara Hansdatter blev under sagen bl.a. spurgt om deres samliv og oplyser i ekstraretten 23.8.1836, at hun efter faderskabssagen ofte havde skænderier med sin mand og at de havde talt om skilsmisse, men på et direkte spørgsmål oplyste hun, at Ole Nielsen stadig søgte seng med hende.
Stedsønnen Jens Ulriksen var oplært som væver hos Ole Nielsen, der iflg. Jens Ulriksens egen forklaring altid havde behandlet ham godt. Jens Ulriksen havde dog, formodentlig efter påvirkning fra sin mor, ligeledes bebrejdet stedfaderen dennes forhold til Lisbeth Nielsdatter og et ubetydelig strid mellem jul og nytår 1835 om lyset på værkstedet, udviklede sig til et heftigt skænderi mellem de to og det endte med, at Jens Ulriksen blev opsagt som væversvend og bortvist fra huset. Han måtte rejse uden at få afregning for en manglende løn, der efter hans mening udgjorde omtrent 20 rigsdaler, et beløb som Ole Nielsen enten ikke kunne eller ikke ville betale. Jens Ulriksen tog derefter ophold hos gårdmand Ole Christiansen i Tågeskov og ernærede sig som daglejer, indtil han ved næste skiftedag skulle tiltræde fast arbejde hos denne.
Barbara Hansdatter besluttede, at hendes mand skulle have en lærestreg og begyndte derfor at bearbejde sin søn med henblik på at få Ole Nielsen afbanket. Hun mente, at Jens Ulriksen skulle have hjælp af sin farbroder Lars Jensen Hammer, men hun blev efterhånden overbevist om, at den eneste mulighed hun havde for at få Ole Nielsens forhold til Lisbeth Nielsdatter til at ophøre, var at få sin mand dræbt. Hun talte med sin søn herom, men han var i begyndelsen modvillig.
Efter at Jens Ulriksen var flyttet hjemmefra kom han stadigvæk i hjemmet på helligdage og iflg. hans egne forklaringer, var stedfaderen altid venlig mod ham. Aftenen før den almindelig Bededag, kom Jens Ulriksen hjem til moderen og stedfaderen og overnattede hos dem. Han havde om formiddagen den 29. april været dem behjælpelig med havearbejde, men Mor og søn førte nogle samtaler i enrum og har formodentlig her aftalt de sidste detaljer omkring overfaldet på Ole Nielsen.
Sidst på eftermiddagen samme dag tog Jens Ulriksen til Tågeskov for at tale med Lars Jensen Hammer og få ham med til at overfaldet, hvilket de tidligere havde talt om. Lars havde dog været sløj og ligget i sengen og ville først ikke med, men lod sig overtale. Han mente, at han ved samme lejlighed kunne kræve Ole Nielsen 5 skilling for en hue, han havde syet til ham.
Ole Nielsen var taget til Staunstrup for at aflevere et færdigt stykke vævet lærred og aftalen mellem Barbara Hansdatter og Jens Ulriksen var, at Ole Nielsen skulle slås ihjel når han kom hjem om aftenen. Han kom imidlertid tidligere hjem end forventet, hvorfor Barbara Hansdatter, efter han havde spist aftensmad, fik ham overtalt eller tilskyndet til at gå til gårdmand unge Hans Rasmussen i Engelstrup for at hente 2 pund kløverfrø, han var blevet lovet. Han ankom der ved 7-8 tiden om aftenen og opholdt sig omkring en time, hvorefter han gik hjemad. Hos Hans Rasmussen var der udover dennes kone og to tjenestefolk også en anden gårdmand fra Engelstrup, men alle fortalte senere i retten, at Ole Nielsen var godt tilpas og at der ikke var noget der tydede på, at han frygtede, at nogen ville gøre ham ondt.
Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer var i mellemtiden kommet til et krat nær ved Ole Nielsens hus og her ventede de på, at Ole Nielsen skal komme tilbage.
Der var imidlertid også andre, der benyttede den almindelig Bededag til familiebesøg. Indsidder Peder Nielsen Aimo var forholdsvis nygift og hans kone var taget på familiebesøg i Tågeskov og ventedes tilbage om aftenen. Hendes mand ville gå hende i møde og ved vejen hen imod Ole Nielsen Vævers hus, langs med en jordvold imellem gårdmand unge Hans Rasmussens kratskov og Ole Nielsens hus, " Omtrent 80 Skridt fra Huset saa han 2 Mandfolk staa ca. 10 a 12 Skridt fra Jordvolden inde imellem Buskene, Kl: kunde da være oven 8te og det forekom ham som om de ikke ønskede at lade dem see og da de paa det Sted de stod ikke er vei eller sti, gik han over Hegnsvolden og ind til dem og kjendte dem at være den dræbte Ole Nielsens Stedsøn Jens Ulriksen og dennes Farbroder Lars Jensen Hammer af Taageskov; han hilste dem "god Aften" og spurgte dem om de ikke havde seet noget til hans Kone som han ventede fra Taageskov, de svarede dertil Nei og han forlod dem derpaa og fortsatte sin vej".3 Peder Nielsen Aimo gik en anden vej hjem og så ikke mere til de to.
Mordet og politiets efterforskning
Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer havde aftalt, at når Ole Nielsen kom, skulle Jens Ulriksen gå frem og indlede en samtale med ham. Lars Jensen Hammer havde opfordret Jens Ulriksen til at skære sig en kraftig stok idet han stadig troede, at det drejede sig om at give Ole Nielsen en "afprygling". Det trak imidlertid ud med Ole Nielsens ankomst, og Jens Ulriksen gik ind til sin mor, der da allerede var gået i seng, for at høre, om stedfaderen var hjemme eller, hvornår han ventedes hjem og for at få noget tobak, han havde i en kiste hos forældrene. Moderen fortalte ham, at stedfaderen havde været hjemme, men var gået til Engelstrup, hvorfor de to mænd fortsatte deres venten.
Efter solens nedgang var det stadig ret lyst, da det var måneskin. Da Ole Nielsen kom gående, gik Jens Ulriksen som planlagt ud til ham og spurgte først, om han i nogle dage mere måtte have sit får stående hos stedfaderen, men dette fik han nej til. Derefter spurgte han til sine penge, men fik også her afslag, også efter at han havde indskrænket sit ønske til 1-2 rigsdaler. Ole Nielsen ville nu gå og slog ud efter Jens Ulriksen med sin stok mod, dog uden at ramme.
Jens Ulriksen fortalte under afhøringerne, at han havde været uvillig til at efterkomme sin mors anmodning om at slå sin stedfader ihjel, men da stedfaderen dels gav ham afslag på sine rimelige forlangender og dels "løftede stok" mod ham, slog han efter stedfaderen med sin kraftige kæp og ramte ham i nakken eller baghovedet, hvorved hans kasket faldt af. Ole Nielsen fik et slag mere over hovedet, hvorved han skrigende faldt til jorden. Jens Ulriksen har forklaret, at han nu holdt inde og at Lars Jensen Hammer tog over. Efter egen forklaring slog Lars Jensen Hammer dog kun to små slag på benene, for at få Ole Nielsen til at rejse sig eller sætte sig op. Denne forklaring blev dog bestridt af Jens Ulriksen, der "vedblev, at Lars Hammer ..., gav ham flere end de af ham omforklarede 2 Slag over Benene, men slog kraftige og stærke Slag enten paa Hoved, Krop eller Been, hvor det kunde Træffe dog kan han ikke angive hvor mange Slag han slog, og Lars Jensen Hammer, at denne Jens Ulriksens Forklaringer er urigtig, ... hvorimod han vedblev, at han ikkuns gav ham 2 Slag over Benene i den af ham omforklarede Hensigt". Da Ole Nielsen kun bevægede det ene ben, blev Lars Jensen Hammer efter eget udsagn så "altereret", at han løb fra stedet. Jens Ulriksen gav nu Ole Nielsen, der under slagene havde vredet sig om på jorden, endnu et kraftigt sidste slag, hvorved at stykke sprang af kæppen.
Barbara Hansdatter havde indbildt sin søn, at gerningens straf kunne forebygges, hvis ham efter at have slået stedfaderen ihjel, rørte ved liget i Fandens navn. Efter at have foretaget denne handling forlod Jens Ulriksen gerningsstedet og indhentede sin farbroder og fortalt ham, at Ole Nielsen var slået ihjel eller ikke kunne leve. Hertil skal Lars Hammer have svaret, at han selv var uskyldig og udtalt, at det ville koste Jens Ulriksen Livet. Derefter gik de hver til sit efter at have aftalt at tie stille med det gjorte.
Barbara Hansdatter har naturligvis ikke undrede sig over, at hendes mand ikke kom hjem. Derimod var hun gået tidlig i seng og påstår, at hun intet havde hørt. Under forhørene måtte hun dog, stærkt presset, indrømme, at hun havde hørt skrigene fra sin mand. Også det 9 årige plejebarn var vågnet ved skrigene og var blevet forskrækket, men hun havde beroliget ham ved at sige, at det var en kat, der havde fanget en mus. Da drengen igen sov, listede hun ud til gerningsstedet, og blev iflg. egen forklaring i retten, der så forfærdet over hvad hun så, at hun faldt om på liget.
Da Ole Nielsen blev fundet lå liget med hovedet nedtrykket i jorden i en blodfyldt fordybning, så at næsen var fladtrykket og læberne stærkt beskadigede, men Barbara Hansdatter forklarede, at hun ikke var faldet over hovedet. Ved synsforretningen og den senere obduktion konstateredes det, at han var død af slag på issen og tindingerne og at det farligste sår i baghovedet var tilføjet ham efter at han var faldet til jorden. Man fandt ellebark og splinter i sårene, ligesom der også blev fundet splinter af kæppen på gerningsstedet.
Ellekæppen med blod på blev ved en ransagning af væverhuset fundet under gruekedlen og dette i tillæg til, hvad retten i øvrigt havde erfaret førte til, at der ved afslutning af forhøret den 30. april, hvor Barbara Hansdatter var den sidst afhørte, stod klart, at hun sammen med Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer stod bag mordet. Politiprotokollen for denne dag slutter således: "Forhørsdommeren fandt sig paa Grund af det Oplyste beføiet til at [beordre] saavel den Myrdedes Hustru Barbara Hansdatter som de 2de i Skovkrattet samme Aften, som Mordet blev begaaet, seete 2de Personer, Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer i Arrest og beordrede Sognefoged Jens Larsen Engelstrup til at anholde og føre de 2de Sidstnævnte til Arresten i Præstøe".
Politiet fortsatte afhøringerne på tingstedet i Præstø med to afstikkere til den dræbtes bopæl, dels den tidligere nævnte obduktionsforretningen 4.5.1836 og dels en påvisning på gerningsstedet 11.5.1836.
En af de afhørte, gårdmand Jørgen Nielsen Smed i Engelstrup, havde kendt samtlige implicerede gennem flere år og hans beretning lyder med rettens ord således:
Deponenten [vidnet] har kjendt ham [Jens Ulriksen] i de sidste 2 Aar, da hans Fader har boet i sit Huus paa Engelstrup han har arbeidet hjemme hos Faderen paa Væver professionen, indtil sidst afvigte Juul, da der skal være opkommen Uenighed imellem dem, og Sønnen derpaa tog op til Ole Christensen Taageskov. - Han, Deponenten antager, at Uenigheden er kommen i Anledning af, at Stedfaderen den myrdede Ole Nielsen havde besvangret Fruentimmeret Lisbeth Nielsdatter i Everdrup, og at Ole Nielsens Kone Barbara Hansdatter, paa Grund heraf har ophidset Sønnen Jens Ulriksen mod hans Stedfader, thi ellers var Sønnen, hans Stedfader meget hengiven og stræbte for ham ved deres Fælleds Arbeide som for sig selv. - Ole Nielsen Vævers Hustru Barbara Hansdatter, har Deponenten kjendt i flere Aar som et ondt og slet Fruentimmer. - Hun levede i ond Forstaaelse med sin 1ste Mand Bendix Sadelmager fra hvem hun blev separeret, fordi hun efter Rygtet skal have lagt i med andet Mandfolk. - Med hendes anden Mand Ulrik Jensen levede hun ej heller godt, men han var stor og stærk og kunne holde hende til Lydighed, og skal endog saa have anvendt sine [stærke] Kræfter i saa Henseende imod hende. - Om hendes ægteskabelige Forhold med hendes 3. Mand den myrdede Ole Nielsen, veed Deponenten ej videre at forklare, end hun skal have været meget ond imod ham, siden det kom op, at han havde besvangret Lisbeth Nielsdatter, hvorimod Ole Nielsen Væver der var en skikkelig og fredsommelig Mand, stedse skal have givet efter, og ikke svaret hende Noget igjen. - Lars Jensen Hammer har Deponenten kjendt i flere Aar, han har arbeidet for ham som Huusmand i 6 á 7 Aar, imod Dagløn om Sommeren, men om Vinteren ved at tærske til Punds [akkordarbejde], hans Opførsel imod Deponenten og Familie og i hans Arbeide var god. - Hvorledes han har været imod andre veed Deponenten ikke af egen Erfaring, men hans Rygte er ikke godt, og han skal især være hengiven til Drik og Slagsmaal.
Generelt var det dog sådant, at vidnerne oplyste, at "Rygtet sagde ...", men at de ikke selv havde oplevet ubehageligheder med de pågældende. I forbindelse med Ole Nielsens påståede dårlige behandling af Barbara Hansdatter, blev det noteret i sidste retsmøde umiddelbart før dommen, at "Vidner har aldrig set den Dræbte slaa sin Hustru".
Jens Ulriksens søster, Ane Cathrine Ulriksdatter, der fra 1.5.1836 tjente i Thestrup, blev afhørt ved Gisselfeld Kloster Birks Politiret 9.6.1836. Afhøringen foregik ved at hun svarede på spørgsmål, som Vordingborg nordre Birkeret havde tilsendt retten. Hun blev eksempelvis spurgt om, hvad hun havde hørt og oplevet i hjemmet hos moderen og stedfaderen og om hendes syn på stedfaderen.7 Om et besøg på den almindelige Bededag i hjemmet fortælte hun, at medens hun var alene i Stuen med sin Moder og Broder, sagde Barbara Hansdatter, at hendes Stedfader Ole Nielsen var slem mod hende /: Barbara Hansdatter /:, og at han ikke var bedre Mand, end at han skulle bankes, hvorpaa Komparentinden [den afhørte] ytrede, at det var ikke værdt at gjøre sligt. Herefter fortalte Moderen og hendes broder Jens Ulriksen, at Jens Ulriksen og Lars Hammer skulle passe Ole Nielsen op, og banke ham, saa at han kunde have nok af det. Men de talte ikke om naar det skulle ske, ei heller, at de vilde slaae Ole Nielsen ihjel.
På spørgsmål om hun havde besøgt sin søster, Ane Magrethe Bendixdatter, fortalte hun, at Hun var hos sin søster Christian Hansens Kone Ane Margrethe Bendixdatter i Everdrup søndagen den første dennes, og Søsteren fortalte hende da, at broderen Jens Ulriksen havde været Storebededags Eftermiddag hos Lars Hammer i Taageskov, og derefter hos hende, og at han havde fortalt til hende, at Moderen Barbara Hansdatter havde fristet ham til, at han tilligemed Lars Hammer skulle slaae Stedfaderen Ole Nielsen ihjel, hvorpaa Søsteren havde sagt til Jens Ulriksen, at det maatte de ikke; hvorpaa han svarede, at Moderen vedblev at sige til ham, at de skulde gjøre det.
Ane Cathrine Ulriksdatter blev ligeledes spurgt, hvornår hun fik at vide, at hendes stedfader Ole Nielsen var slået ihjel og her oplyste hun, at hun fik dette af vide af nogle skolebørn, der kom fra skole i Engelstrup om eftermiddagen dagen efter Store Bededag.
Slutteligen tilføjer hun, at der i flere Aar ikke har været nogen god Forstaaelse imellem hendes Moder og Stedfader, og at det uforligelige Forhold imellem dem især har tiltaget i det sidste Aar, paa Grund af hendes Stedfader i afvigte Aar besvangrede Pigen Lisbeth i et Huus paa Engelstrup Mark og avlet et uægte Barn med hende. Ole Nielsen var iøvrigt ingenlunde god imod sin Hustru Barbara Hansdatter, og Komparentinden har flere Gange hørt at han udskjældte hende, ligesom hun og, imedens hun var hjemme, hvilket nu er 4 Aar siden, har hørt adskillige Gange at Ole Nielsen slog hendes 11
Moder. Iøvrigt maa hun bekjende, at hendes Moder heller ikke behandlede Ole Nielsen vel, og at det slette Forhold imellem dem tildels hidrørte fra Skyld paa Moderens Side
Ane Margrethe Bendixdatter oplyste under afhøringen 3.5.1836:
Der var Uenighed imellem hendes Moder Barbara Hansdatter og hendes ihjelslagne Stedfader fordi denne havde besvangret et Fruentimmer ved Navn Lisbeth Nielsdatter. Hun og Mand har flere Gange søgt at overtale hendes Moder til at glemme og tilgive og bære det med Taalmodighed, da han jo ikke var den første der saaledes havde feilet, men da deres Overtalelser og Formaninger ikke kunne hjelpe, og hendes Moders Sind var for Hæftig til at kunne følge samme, uagtet hendes Stedfader ere fredelig og eftergivende, saa besluttede Deponentindens Mand Christian Hansen, at de ville holde dem fra Huset, og siden har Deponentinden ikke været der, eller havt synderlig Omgang med hendes Familie. Deponentindens Broder Jens Ulriksen er af et blidt Gemyt, og har han begaaet dette skrækkelige Mord, troer hun sikkert, at han er forført dertil, dog uden at hun kan navngive af hvem, men hans Farbroder Lars Jensen Hammer er almindelig bekjendt for at besidde en slet Caraqteer.
Det ser altså ud til, at politiet undersøgte, om Barbara Hansdatters to døtre havde været inddraget i eller været vidende om planerne for at myrde Ole Nielsen, ligesom også Lars Jensen Hammers hustru og børn blev afhørt. Der er dog ingen af dem, der blev involveret yderligere i sagen.
Under politiforhøret 17.5.1836 var det i øvrigt kommet frem, at Barbara Hansdatter og Jens Ulriksen én gang tidligere havde lavet en aftale om at få Ole Nielsen ihjel. Han havde nogen tid før alm. Bededag været i Næstved, og her skulle han have været slået ihjel på hjemvejen, men Jens Ulriksen kunne da ikke gennemføre handlingen.
Flere udtalelser fra politirapporten, bl.a. om de anholdtes karakter, er beskrevet senere under ekstrarettens behandling, hvor vidnerne fik lejlighed til at bekræfte deres vidneudsagn.
De anklagede havde vidtløftige forklaringer, hvormed de søgte at bevise deres uskyld og der måtte i alt 13 retsdage til, lørdag og søndag ikke undtaget, hvor en lang række vidner blev afhørt, før de anholdtes forklaringer var modbevist ved genafhøringer og konfrontationer mellem sigtede og vidner og tilståelserne faldt.
Anklagerne.
Da politiets afhøringer var afsluttet blev udskrift af sagen sendt til amtet, der bestemte, at sagen skulle behandles ved justitsvæsenet, hvorfor en ekstraret (underret) blev nedsat ved Vordingborg nordre Birk på tingstedet i Præstø købstad. Amtmanden udpegede forvalter Voss på Bækkeskov som Actor (anklager) og som Defensor (forsvarer) for alle tre blev udpeget prokurator Arentzen i Vordingborg.
Actor blev pålagt at rejse sag mod de tre. Som dommer virkede byfoged og skriver i Præstø købstad og birkedommer og skriver ved Vordingborg nordre Birk, kancelliråd Møller, den samme som ledede politiforhørerne. Han blev bistået af 4 lægdommere og ved retten var endvidere to vidner tilstede.
Retssagen indledes ved at Actor rejser tiltale mod:
1. Jens Ulriksen for, efter sin mor Barbara Hansdatters tillokkelse om at han kunne overtage fæstehuset efter sin stedfader, med bestemt hensigt at dræbe ham, har ligget i skjul for at oppasse Ole Nielsen, givet sig i ordveksling med ham og uden forudgående slagsmål at give ham såvel det første som det sidste dræbende slag og derefter "med vanhelliget og overtroisk Middel har søgt at fordølge Misgjerningen".
2. Lars Jensen Hammer for, efter tidligere tilskyndelse af sin svigerinde, den myrdedes kone, og efter umiddelbar foregående opfordring af sin brodersøn, den myrdedes stedsøn, hvilke begge har lovet ham penge for at være behjælpelig med at overfalde Ole Nielsen, som begge havde givet anledning til had og fjendskab, samt at han efter at den overfaldne var slået til jorden, at have deltaget i mishandlingen af ham. Det er dog bevist, at han ikke har haft til hensigt at dræbe Ole Nielsen.
3. Barbara Hansdatter for, af skinsyge gentagne gange har søgt at overtale sin forrige mands bror og sin egen søn til at prygle hendes mand og derpå lovet svogeren penge og sønnen at overtage huset, samt for at have givet sønnen "ondt Raad om hvorledes Mordgjerningens Opdagelse kunde forebygges". Endvidere for, trods det at hun havde hørt mandens skrig, ikke var kommet ham til hjælp.
Underretten.
Underretten, generelle forhold.
Når et strafbart forhold blev konstateret, blev forundersøgelsforhør sat i gang. Referat fra disse forundersøgelsesforhør findes i politiprotokollen. Forundersøgelsen skulle oplyse alle sagens fakta, og de kan derfor være meget omfattende og langvarig. Når forhørene var slut, blev en udskrift af sagen sendt til amtmanden, der afgjorde, om der skulle rejses tiltale. Hvis svaret var ja, blev sagen anlagt som justitssag og førtes ved ekstraretten. Referat findes i justitsprotokoller eller specielle ekstraretsprotokoller.
Når sagen blev til en justitssag, blev der udpeget en anklager (actor) og den tiltalte fik en forsvarer (defensor). Embedet som offentlig anklager fandtes ikke, så en sagfører, der havde været anklager i den ene sag, kunne være forsvarer i den næste.
Normalt var selve justitssagen kortvarig, netop pga. forundersøgelsens grundighed. Actor afleverede et indlæg, hvori han skulle give en nøjagtig og fuldstændig fremstilling af sagens fakta på grundlag af de foreliggende oplysninger og forhør. Derefter fik defensor udleveret dokumenterne og udarbejdede derefter et indlæg, der som regel nøjedes med at behandle de punkter, der talte til gunst for tiltalte. Begge parter sluttede ofte deres indlæg med forslag til straffens størrelse.
Efter at defensors indlæg var oplæst, blev den tiltalte spurgt, om han/hun havde noget at tilføje til sit forsvar, hvad der som regel ikke var tilfældet. Derefter blev dommen afsagt.
Sagførerne afleverede kun ét indlæg hver, og selv om defensor skulle have tid til at læse actors indlæg og imødegå det, og dommeren have tid til at læse begge, var der alligevel tale om en hurtig sagsbehandling.
Dette var den normale procedure, men der kunne forekomme vidneafhøring under retssagen. Det skete især, fordi dommeren blev opmærksom på, at man havde glemt at 13
afhøre vidner til be- eller afkræftelse af en bestemt oplysning, eller i forbindelse med oplysninger, der indløb fra andre retskredse.
Den aktuelle sag.
Der afholdes møder i ekstraretten den 10., 20., 29. juni og 25. juli 1836, hvortil der blev indstævnet de vidner, der tidligere havde afgivet udtalelser til politiretten. De fik hver især deres tidligere vidneudsagn oplæst, spurgt om de havde yderligere eller afvigende forklaringer at give, for derefter at afgive ed på det sandfærdige i deres forklaringer.
Der blev endvidere indhentet udtalelser om de sigtede karakterer m.m. og fx. fremsendte sognepræsten i Everdrup en udtalelse, der blev fremlagt i ekstraretten 20.6.1836. Denne udtalelse sammenholdt med oplysninger (ad generalia) i politiprotokollen, giver et billede af de anklagede og den dræbte.
Jens Ulriksen var vel afholdt af de folk, der kendte ham, var flink til sit arbejde og tillige ærlig og ordentlig i sin adfærd, uden at være tilbøjelig til trætte med de øvrige folk, med hvem han tjente. Derimod lever han i et ufordrageligt forhold til stedfaderen, hvortil dennes strenghed og uvillighed til at betale hvad stedsønnen formeente at have tilgode.
Politiprotokollen side 191 har flg. signalement: 63 1/4 Tomme høi, [165 cm] stærk af Bygning, rund af Ansigt, aaben af Udseende, blaae af Øine og blond af Haar, uden Særkjende paa Legemet. Hans Klædedragt er en blaae kort Trøie, en bruunstribet Undertrøje med blanke Knapper i den blaae Trøie, med Beenknapper i Undertrøien, en bruunstribet Vest med blanke Knapper, et pr blaae lange Vadmeels Buxer, hvide Uldstrømper, en blaarlærreds Skiorte, og Træskoe, Hat paa Hovedet, og et rødt hiemmegiort uldent Halstørklæde.
Barbara Hansdatter var bekjendt for at være en duelig Huusmoder, stod ogsaa i Orde for at kunne kurere syge Kreaturer, hvorved hun undertiden var tilbøielig til at forbinde nogen Overtro. - Ellers viste hun et hæftigt lidenskabeligt Gemyt især imod sin Mand.
Politiprotokollen side 99 har flg. signalement: velvoxet, føer [kraftig] af Lemmer, blaa Øine, blond graaagtig Haar, skummel og skjulende Øiesyn. - Hun er iklædt en ulden grøn stribet Trøie, et grønt Vadmels Skørt med grønne Baand, et rødt Do. Underskjort, at rød og grønstribet Høergarns Livstykke, et bruunt og grønt stribet Høergarns Forklæde, et blaae Kattuns Tørklæde, en grøn Kattuns Hue med grønne Berettes(?) Baand, et rødt og bruun kantet Silketørklæde om Hovedet, sorte Uldstrømper og Træske paa Benene.
Lars Jensen Hammer var bekjendt for at være meget trættekjær og hengiven til Slagsmaal, især naar han var i beruset Tilstand. - Han søgte at tage frygtelig Hævn over dem, af hvem han troede sig fornærmet.
Politiprotokollen side 192 har flg. signalement: 61 Tommer høi [160 cm] stærk af Bygning, blaae Øine, blond krøllet Haar, rødagtig Skiæg, skarp af Ansigt, en stor skarp Næse og skummelt Udseende. - Han har ingen Særkjende paa Legemet. - Han er iklædt en blaae Langtrøie med blanke Metalknapper, en rød og grønstribet hjemmegiort Vest med blanke Knapper, et rød og guult Kattuus Halstrøklæde, hvide Lærreds Buxer, og en Hørlærreds Skiorte.
Sognepræstens oplysninger om Lars Jensen Hammer fik birkefogeden til at skrive tilbage:
"maae jeg bede Dem nærmere at opgive ved hvilke Leiligheder, bemeldte Lars Jensen Hammer søgte at tage den anførte frygtelige Hævn, over hvem han har taget saadan, og hvilke Personer der i saa Henseende kan afgive Vidnesbyrd og Forklaring".
Denne anmodning fik sognepræsten til at fremsende en supplerende udtalelse, der fremlægges i retten 29.6.1836:
"... tillader ieg mig at meddele, at min Erklæring er bygget paa den almindelige Rygte, at Arrestanten L. Jensen Hammer skal være et slet Menneske hengivent til Drik og Slagsmaal og tillige være hævngjærig, naar Nogen fornærmer ham. Om han har været fornærmet af den dræbte Ole Nielsen Væver og har udøvet Hævn over ham vs. Andre, er mig ei personlig bekjendt".
Ole Nielsen var en meget vindskibelig [foretagsom, arbejdsom]og ædruelig Mand, viste sig meget redelig imod alle de Folk, som betroede ham Tøi at bearbeide, hvorfor han ogsaa havde meget Arbeide og fandt sit gode Udkomme. Derimod var han utro imod sin Hustru, søgte undertiden utilbørlig Omgang med andre Fruentimmer, hvorfor hs Fortjeneste ei ganske kom Familien tilgode. Saaledes tilpligtedes han i Begyndelsen af Aaret at erlægge 10 Rbd i Alimentationsbidrag til et uægte barn, hvormed en næsten blind Pige heraf Sognet var nedkommen og hvortil hun udtages ham som Barnefader. En saadan Forbrydelse og Udgift maatte endmere opægge Hustruens og Stedsønnens Sind og give disse trætte med ham forøget Næring.
Ole Nielsen blev i øvrigt af vidnerne betegnet som en fredsommelig og ordentlig mand, lille af vækst og mellem 40 og 50 år gammel. Han var iflg. lægdsrullen ca. 158 cm høj.
Der blev endvidere indhentet udtalelser fra såvel personer fra Engelstrup og Everdrup som fra personer bosat i de sogne, hvor de sigtede tidligere havde tjent eller boet. Dette skete ved at de pågældende blev indstævnet til at møde ved den lokale politiret, der i de aktuelle tilfælde var retten ved Vordingborg søndre Birk, Gisselfeld Kloster Birk og Stevns-Fakse Herred. Alle retskredsene har meddelt, at de arresterede ikke er opført i deres strafferegister.
Barbara Hansdatter betegnes som ufredelig, trættekær og der var rygter om egentlige slagsmål mellem hende og såvel Ole Nielsen som hendes forrige mand, Ulrik Jensen.
Af sognepræsten i Kongsteds udtalelse om Jens Ulriksen af 11.3.1836 til Faxe-Stevns Herreders politiret fremgår, at Jens Ulriksen havde gode vidnesbyrd fra de steder, hvor han havde tjent, men blev anset "for et eenfoldigt, men derhos [samtidig] godmodigt og skikkeligt Menneske".
Efter at de indledende retsmøder var ovre, begyndte de egentlige retsmøder 9.8.1836. Her fremlagde anklageren, forvalter Voss, sit anklageskrift der slutter med at indlade sagen for retten med ordene, at "min ærbødigste Paastand [er], at Jens Ulriksen, Barbara Hansdatter og Lars Jensen Hammer bør have forbrudt deres Liv samt udrede Actionens Omkostninger".
Forsvareren for de tre arresterede, prokurator Arentzen, fik derefter sagens dokumenter udleverede og fik udsættelse af retsmødet i 8 dage, så han kunne sætte sig i sagen. Det blev dog nødvendigt med yderligere 8 dages udsættelse inden Arentzen ved retsmøde den 23.8.1836 fremlagde sit Defentions Indlæg, hvori han argumenterede for, at det var den dræbtes eget liv og levned, der havde været årsag til drabet. Han omtaler Ole Nielsen meget lidt sympatisk og skriver således, at " Den Dræbte var en fræk Hoerkarl, der levede et aabenbart, løsagtigt, syndigt Levnet med et næsten blindt Fruentimmer der ved ham har født et Barn, og hvem han endnu stundom besøgte". Endvidere, at han bortødslede sine penge og var i dyb gæld, trods at han havde meget arbejde. Arentzen bragte også religionen ind i sagen, idet han mente, at Ole Nielsen "paa det skammeligske aabenbar har trodset Guds hellige Lov, der nævner Hoer ved Siden af Mord. - Det nye Testamente nævner endog Hoer, stedse forud for Mord; og hvem der har noget Kiendskab til criminal-Historien, vil vist sande at Hoer var ofte Anledning til Mord".11
Til afslutning af sit defensionsindlæg plæderede Arentzen for en arbitrær straf til Jens Ulriksen på nogle års fæstningsarbejde, til Lars Jensen Hammer en straf på højst 4 års fæstningsarbejde og Rettens mildeste dom til Barbara Hansdatter.
Dom ved underretten.
Det lykkedes dog ikke forsvareren at få flyttet fokus mod Ole Nielsen, da lovens bogstav er klar med hensyn til mord. Den dom som Vordingborg nordre Birkedistrikts ekstraret afsiger den 15.9.1836 lyder derfor således:
· Jens Ulriksen dømmes for begået mord, til at have sit liv forbrudt til stejle og hjul.
· Barbara Hansdatter dømmes for at have købt og tilskyndet Jens Ulriksen til mordet, til at have sit liv forbrudt til stejle og hjul.
· Lars Jensen Hammer dømmes, for mod løfte om betaling at have stået Jens Ulriksen bi, til fæstningsarbejde i 6 år ved Københavns fæstning.
Ankemulighederne var på den tid således, at en dom afsagt af en underret kunne eller skulle ankes til en af de to landsoverretter, her Landsover- samt Hof- og Stadsretten i København, og en dom herfra kunne eller skulle ankes til Højesteret, ligeledes i København. Det kunne være den dømte, der søgte appel, det kunne være Amtmanden, der indstævnede sagen for en højere domstol og det kunne være "nødvendig appel", hvis lovgivningen krævede, at sagen skulle behandles ved en højere ret. Der er nogen usikkerhed om, hvornår "nødvendig appel" trådte i kraft, men i 1840 fastslog en forordning, at dødsdomme - ligesom det længe havde været praksis - skulle indankes for både landsoverretten og Højesteret samt forelægges Kongen inden de kunne eksekveres.
I forbindelse med sagens forelæggelse for kongen, skulle sagen indsendes til Danske Kancelli, hvor kongen efter indstilling fra kancelli udstedte en kongelig resolution, der fastslog om henrettelsen skulle finde sted.
Livsdommene over Jens Ulriksen og Barbara Hansdatter blev givet efter Kong Christian den Femtes Danske Lov afsnit 6-9-22 sammenholdt med Forordningen af 24.9.1824 § 1 og Forordningen af 4.10.1833 §10, tredje afsnit, samt efter sidstnævnte forordnings § 26 sammenholdt med § 25, der skærper Danske Lovs afsnit 6-6-12 og 6-6-22.
Birkerettens dom havde følgende bemærkninger: "Førstnævnte Forbrydelse har alle de Kjendemærker som udkræves for at anvende Lovens 6-9-12, sammenholdt med Forordningen af 24de September1824 § 1, og 4de October 1833 § 10, 3die Mentrum, og eftersom sidstnævnte Forordnings §26 sammenholdt med §25 har skjærper Lovens 6-6-12 og 22 derpaa at enhver der har ved Løvter eller under Forestillinger forledt nogen til saadan Forbrydelse, uden at en Misgjerning der er forøvet, [...]. skal straffes ligesom Gjerningsmanden."
Den alvorligste paragraf er 6-9-12 der siger, at "Ligger Stiemand paa Skov, eller i Skjuel, eller paa farende Veje, [...]og myrder noget Menniske, da, om hand vorder taget ved Gierningen, haver hand forbrut sit Liv, og bør at leggis paa Stægle og Hiul, [...].
Dommen over Lars Jensen Hammer blev givet efter Forordningen af 4.10.1833 § 25, sidste afsnit, sammenholdt med § 2.
Lovteksterne fremgår sidst i denne beretning.
Appel til landsoverretten.
Den aktuelle dom blev appelleres til Landsover- samt Hof- og Stadsretten i København. Her blev retten sat 17.10.1836 med Prokurator Bang som actor og Secretair og Procurator Stahlfest som defensor.14
Actors indlæg er langt og noget ustruktureret som anklageskrift. Det var en nøje beskrivelse af sagen iht. politiforhørene og sluttede med konklusionen, at Forsaavidt den ærede Ret ikke maatte finde, at Arrestanten Lars Jensen Hammer bør idømmes en høiere Straf end ved Underretsdommen er skeet, paastaaer jeg: At Birketingsdommen bør ved Magt at stande og at mig tillægges Salarium.
Herefter var det defensors tur til at fremlægge sit defensionsindlæg. Det var dog ikke prokurator Stahlfest, men fuldmægtig Hornbek, der skal fremlægge det skriftlige indlæg, men han måtte bede retten om udsættelse i 8 dage for at kunne sætte sig ind i sagen og måtte senere bede om yderligere en dag. Ved fremlæggelsen 25.10.1836 skriver han i indledningen: Saa stolt en Følelse det end er, at vide sig betroet Forsvaret for tvende Mennesker, der tiltales paa Livet, og saameget jeg kunde ønske at være i Besiddelse af alle de Argumenter der kunde tale i Tiltaltes Forsvar, saa vanskeligt føler jeg at Forsvaret in casu vil være med særdeles Hensyn paa at deres Forklaringer ikke i alt harmoneret, men tværtimod kunne bringes som Argumenter imod hinanden til Beviis for deres Strafskyld.
Herefter gennemgår han for hver enkelt af de tiltalte de argumenterer, der mistænker og de der frikender dem. Til slut bemærker han, at han mener at have opfyldt sin pligt som defensor og har til slut to kritiske bemærkninger: Derimod har jeg ikke kunnet imødegaae Actors Indlæg her for Retten; thi næst at paastaae Underretsdommen stadfæstet, ialt Fald med Skiærpelse for Lars Hammers Vedkommende, indeholder hans Indlæg alene en Extract, uden Citater, af Forhørene i chronologist Orden. -
Sluttelig maa jeg bede den ærede Ret undskylde, at dette Indlæg ikke er, som jeg kunde ønske det, men da jeg først Løverdagaften den 22de dennes erholdt alle Documenterne fra Actor, har Tidens Korthed ei tilladt mig, at udarbeide et bedre. - Næst at fremstille om flere Defensorers Beskikkelse, paastaaer jeg, at Tiltalte i det høieste ansees efter de af mig antydede Lovsteder og iøvrigt indstiller jeg den til Rettens mildeste Dom, og saaledes indlader jeg Sagen til Doms under Reservation af yderligere Tilsvar, om fornødent giøres.
Dvs. at i en sag, der, som han selv indleder med at påpege, drejer sig om to personers liv, har han kun haft forberedelsestid fra lørdag aften den 22. oktober til tirsdag den 25. oktober, hvor han skal fremlægge et skriftligt forsvar!
Efter at retten var hævet, gik sagen efter tur til behandling hos de 5 dommere. Dette skete fra 25.10 til 12.12.1836, og der afsiges dom den 13. december.15 Dommen lyder, at Birketingsdommen bør uefterrettelig at være, og hiemvises Sagen til ny Behandling og Paakiendelse, efterat en særskilt Defensor er bevirket udnævnet for Arrestanten Lars Jensen Hammer, og de forommeldte Oplysninger ere erhvervede. De foromtalte oplysninger er nogle få spørgsmål, som Landsoverretten ønsker at de tre sigtede besvarer i forbindelse med en ny underretsdom.
Dommen sendtes, som altid, via Amtet til Birkeretten, hvor der blev afholdt nye extraretsmøder 28.12.1836 og 13.1.1837, hvor de arresterede blev genafhørte for besvarelse af Landsoverrettens stillede spørgsmål.
Ny sag ved underretten.
Ved den nye straffesag deltes forsvaret, så Arentzen nu kun var forsvarer for Jens Ulriksen og Barbara Hansdatter, medens prokurator Henriksen i Næstved blev ny forsvarer for Lars Jensen Hammer.
Actor, forvalter Voss, skrev i sit indlæg ved sagens genoptagelse 13.1.1837: Da ved at optagne yderligere Forhører og ved den derunder stedfundne Confrontation, ingen nye Oplysninger ere tilveiebragte, som kan have nogen Indflydelse paa Sagen eller efter min individuelle Anskuelse i fierneste Maade indlevere til Doms Skjærpelse eller Formildelse, saa kan jeg ikke andet end i Eet og Alt at henholde mig til min i Retten d: 9 August f:A: nedlagte Paastand, nemlig:
at Jens Ulriksen, Barbara Hansdatter og Lars Jensen Hammer tilkjendes at have deres Liv forbrudt, samt udrede de af Actionen lovlig flydende Omkostninger, hvorfor jeg gientagende henstiller at en qvalificeret Dødsstraf [skærpet dødsstraf, fx. stejle og hjul] maatte blive at anvende paa Førstnævnte.
Defensor, Procurator Arentzen, var blevet syg og ved retsmødet 17.1.1837 mødte for ham Veiopsynsfører Lund af Nyraad, der dels afleverede et brev til dommeren om Arentzens sygdomsforfald og dels oplæste Arentzens Continuations Indlæg. Heri forsøges der at lægge noget af skylden på Lars Jensen Hammer og skriver "at han [Jens Ulriksen], hvis Forklaring vist fortjener fuld Troeværdighed, stadig har vedblevet sin Deposition om at den Dræbte paa de nærmere i Forhøret opgivne Maader har irriteret ham, endogsaa i selve Ulykkens Stund. - Ligeledes viiser Jens Ulrichsen faste og ofte gjentagen Forklaring, at han ej har Bibragt Dræbte mere end 3 Slag; og i den Anledning, maa jeg atter Bemærke at det er tvivlsomt om han eller Lars Jensen Hammer er Dræbtes Banemand. - Brødefri er Jens Ulrichsen ikke, men overvejer man ikke Sagens Omstændigheder og in specie [i særdeleshed] de af mig ved Underretten og af Defensor ved Overretten paapegede Data, da tror jeg at deraf kan uddrages den Dom at næsten Alt har sammenkjædet sig for at inddrage Jens Ulrichsen i den Afgrund hvor han er styrtet.
Og videre: Da jeg ej Længer er Lars Jensen Hammers Defensor, saa bør jeg nu her bemærke at Jens Ulrichsens Udsagn til Forhøret No 3 p. 188 og fl:s om at Lars Jensen Hammer raadede ham til at skjære sig en sværere Stok og i det hele taget var den nærmeste Aarsag til Ole Nielsens Død, fortjener saa meget mere Tillid som Lars Jensen Hammer har det usleste Rygte paa sig. - Og endnu maatte det være mig tilladt at bemærke at dersom Lars Jensen Hammer havde opfyldt en Farbroders Pligt, nemlig den at fraraade hans Brodersøn den ulovlige Handling at lægge Haand paa sin Stedfader, som jo rigtig nok ingen Ære eller Agtelse længere kunde tilkomme af Sønnen, da var Ulykken sikkerlig udebleven".
Af forhør i ekstraretten 28.12.1836 forklarede Barbara Hansdatter om sine bevæggrunde til at ville have sin mand myrdet. Hun forklarer, at de hendes bevæggrunde var de samme, som hun oprindelig havde til at få ham afbanket, nemlig at "hans Ægteskabsbrud eller hans utilladelige Forbindelse med Fruentimmeret Lisbeth Nielsdatter, bevirkede ogsaa hos hende den samme opstaaende Attraae efter at faae ham ryddet af Veien, da hun følte sig i den Grad krænket ved Ægteskabsbruddet og ved hans Ord til hende naar hun foreholdt ham dette i at han aldrig ville eller kunde forlade Lisbeth Nielsdatter, i at hendes Sind blev herover mere og mere oprørt og opbragt mod hendes Mand og bevirkede den Troe hos hende, at Forbindelsen først vilde ophøre ved hans Død."
Tilsvarende forklarede Jens Ulriksen ved samme forhør, "at da han almindelig Bededag forlod sin Moder og havde givet hende Løvte om, at slaae sin Stedfader ihjel, var det hans Tanke og Beslutning at fuldføre dette Løvte. - Han havde fremdeles denne Beslutning, efterat han almindelig Bededag aften havde været inde hos sin Moder for at hente Tobak af sin Kiste og var igien kommet til Lars Jensen Hammer for at vente paa Stedfaderen, ligesom han forhen under Moderens Anmodninger havde følt noget røre sig i ham mod Udførelsen af den med hans Moder sluttede Aftale, og tror næppe, at han havde overfaldet hans Fader eller givet ham de omforklarede Slag, saafremt at denne havde givet godt for, da han krævede ham sine Penge og bad ham om at beholde sit Faar og ikke havde løftet Stok mod ham, men da blev han vred og gav de omforklarede 2 Slag ved hvilken han styrtede imod Jorden, siden var hans Sind i saadan Bevægelse, at han ikke vidste eller gjorde sig nogen Betænkning om, hvorfor han gav ham det tredie Slag efterat Lars Jensen Hammer havde ophørt at give ham de mange og stærke Slag, som Inqvisitten [den der udspørger] har omtalt under Sagen."
Lars Jensen Hammers forklaring blev hørt ved retsmødet 29.12.1836 og han fastholdt, at han intet kendte til mordplanen mod Ole Nielsen og kun var gået med for at afprygle denne. Dette blev bekræftet af både Barbara Hansdatter og Jens Ulriksen. Lars Jensen Hammer benægtede ligeledes Jens Ulriksens forklaring om, at han havde givet Ole Nielsen mange og stærke slag. Jens Ulriksen blev konfronteret med Lars Jensen Hammer, men fastholdt sit udsagn om at denne havde givet de mange og stærke slag.
Der blev ved afhøringerne ofte stillet spørgsmål om det antal slag, der blev tildelt den dræbte. Jens Ulriksen havde indrømmet, at han havde givet 3 stærke slag og Lars Jensen Hammer, at han havde givet to små slag på benene, hvilket var i modstrid med Jens Ulriksens forklaring om de mange og stærke slag. Politidommeren kunne ikke få disse oplysninger til at stemme med de kvæstelser, den dræbte havde iflg. syns- og obduktionsforretningen. Dertil kom uklarhed omkring det faktum, at den dræbte havde ansigtet nedtrykket i jorden med kvæstelsen på næse og læber. Barbara Hansdatter benægtede, som de to andre, at hun skulle have tilføjet sin dræbte mand kvæstelser ved sit besøg på mordstedet. Dette spørgsmål ses ikke at være blevet besvaret.
Det lykkedes imidlertid ikke for Arentzen, at få Lars Jensen Hammer inddraget yderligere i mordet. Procurator Henriksen, påpegede, at Lars Jensen Hammer hverken deltog i eller var vidende om hensigten med at overfalde Ole Nielsen.
Dom blev afsagt 27.1.1837 af de samme dommere og med samme ordlyd som den første dom. De dømte blev endvidere dømt til at betale salær til procurator Arentzen 10 rbd sølv og til procurator Henriksen 4 rbd sølv.
Appel til Landsoverretten.
Dommen blev appelleret til Landsover- samt Hof- og Stadsretten, der 20.2.1837 blev sat med prokurator Bang som actor og prokurator Stahlfest og prokurator Skeel som defensorer.
Actor ser ikke noget nyt i sagen og hans påstand er, at underrettens dom bør stadfæstes.
For prokurator Stahlfest mødte igen fuldmægtig Hornbek, der i det store og hele holdt sig til det ved sidste behandling fremførte. Dog mente han, at Jens Ulriksens gerning kunne forklares med stedfaderens afvisning af hans berettige krav og at han vedblevet sin Forklaring at Lars Hammer, der gav den dræbte de mange og stærke Slag, maa ansees for Drabsmanden, og jeg maa derfor i Henhold til mit Forrige gientagende paastaae, at Jens Ulriksens Forklaring i det Hele maa tages som den er, og skal Nogen fældes som Drabsmand efter de Oplysninger, som hidtil ere erhvervede, da maa det snarere være Lars Hammer end Jens Ulriksen.
Dette synspunkt var Lars Jensen Hammers forsvarer, fuldmægtig Maag, der mødte for prokurator Skeel, ikke overraskende uenig i. Han påpegede, at Lars Hammer kun havde erkendt at have givet den dræbte to små slag og hans påstand var, at underrettens dom skulle underkendes og tilsidesættes og Lars Jensen Hammer frikendes.
Landsoverretten voterede fra 20.2. til 4.4.1837 og afsagde dom 7.4.1837. Denne blev en stadfæstede underrettens dom.
Appel til Højesteret.
Sagen blev appelleret til Højesteret. Højesteret blev oprettet 1661 og fra 1794 indtil 1854 blev retsmøderne afholdt i Prinsens Palæ (nu Nationalmuseum). Højesteret bestod fra 1690 af en fast kerne på 11 dommere, senere 13, kaldet assessorer, der skulle være "velerfarne i Lov og Ret". Mindstetallet af deltagende dommere i den enkelte sag blev fastsat til 9, og dette forblev uændret indtil 1953. Voteringen er siden 1677 begyndt nedefra med den i anciennitet yngste dommer og med retsformanden som sidstvoterende. I den aktuelle votering deltog følgende højesteretsassessorer: Rottbøll, Eberlin, Moltke, Rothe, Nielsen, Stellwagen, Schiønning, Lassen og Bornemann. Sidstnævnte har underskrevet Domprotokol.
Høiesterets Advocat Auditour Carl Lieberberg efter Kongelig Befaling, som aktor, påankede 16.5.1837 landsoverrettens dom med krav om, at birketingsdommen bør stå ved magt,
Og som ved den under Wordingborg nordre Birkedistrikts Extraret under 27de Januar 1837 afsagte Dom er Kjendt for det: Tiltalte Ungkarl Jens Ulrichsen af Taageskov og Tiltalte Barbara Hansdatter af Engelstrup bør have forbrudt deres Liv og lægges paa Steile og Hjul. Tiltalte Lars Jensen Hammer af Taageskov bør arbeide i Kjøbenhavns Fæstning i sex Aar. Saa bør og samtlige de Tiltalte, een for alle og alle for een, udrede de da af Actionen saavelsom af deres Arrest lovlig aflydende omkostninger, som under 10 rbd Sølv i Salarium til Defensor Procurator Arentzen og 4 rbd Sølv ligeledes Salarium til Defensor Procurator Henrichsen, Hvorimod Executionen af den Jens Ulrichsen og Barbara Hansdatter idømte Livsstraf bør udredes in solidum af deres Efterladenskaber, saavidt disse kunne tilstrække; hvad der maatte mangle saa, hvad til Actions som Executionens Omkostningers Erstatning af de Tiltaltes Eiendele udredes af det Offentlige.
Saa indstævnes Overrettens Dom deels til Skærpelse deels til Stadfæstelse og yderligere Paakjendelse.
Derefter kom defensors indlæg
Hvorimod og hertil at svare paa de Tiltalte Jens Ulriksens og Barbara Hansdatters Vegne for Os i Retten fremstod deres af Os allernaadigst beskikkede Defensor Advocat Os elskelig Justitsraad Ove Emmerik Høegh-Guldberg, som excizere og allerunder-danigst indstillede Arrestanten og Arrestantinden til Vor Naade.
Videre og herimod at svare paa Tiltalte Lars Jensen Hammers Vegne for Os i Retten fremstod hans af Os allernaadigst beskikkede Defensor Advocat Os elskelig Justitsraad Peter Salicath, som excizere og allerunderdanigst indstillede Denne Tiltalte til Vor Naade.
Med flere ord og Tale, Parterne imellem faldt, hvorefter de allerunderdanigst vare Dom begjærende.
Da efter Tiltale, Gjensvar og denne Sags forefundne Beskaffenhed blev Onsdagen den 14de Juni fornævnte Aar 1837 saaledes herom af Os for Ret Kjendt og Afsagt Lands-Over-samt Hof- og Stadsretens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Straffetiden for Lars Jensen Hammer bestemmes til tre Aar.
Udover at Højesteret stadfæstede de to livsdomme og nedsatte Lars Jensen Hammers dom til 3 år, blev de dømte pålagt at betale salær til actor ved overretten procurator Bang 12 rbd sølv og ved Højesteret auditør Lieberberg 30 rbd sølv. Alle salær betales efter princippet én for alle og alle for én.
Eksekusionen af Jens Ulriksen og Barbara Hansdatter skal udredes af deres efterladenskaber og hvis dette ikke er tilstrækkelig, betales resten af det offentlige.
Højesteret votering.
Højesterets dommen blev ikke afsagt efter ensstemmende vota, hvilket fremgår af Højesterets Voteringsprotokol. Da denne er svært læseligt, hvilket også er tilfældet med den udskrift, der ligger i Danske Kancelli, er her anvendt et resume, der er hentet fra Danske Kancellis forestillinger til Kongen, se senere.
Et argument ved voteringen var, at Jens Ulriksen burde have sin straf ændret til simpel livsstraf eller til en livstidsdom ved offentligt arbejde - hvilket formodentlig ville betyde fæstningsarbejde. Dette var bl.a. motiveredes med, at han ikke tidligere havde været straffet, at han havde ytret uvilje imod at myrde stedfaderen og kun havde gjort dette på moderens gentagne og indtrængende opfordringer, at han var kendt som et godmodigt menneske, der dog var anset for at være enfoldig og at han var ung og derfor var modtagelig for moderens pres, der skyldes hendes mands fornærmelse ved åbenlyst at besøge et fremmed Fruentimmer.
Ligeledes argumenteres for nedsættelse af straffen for Barbara Hansdatter til en livstidsdom ved offentligt arbejde [Rast og Forbedringshus], hvilket bl.a. var motiveredes med, at hun ikke tidligere havde været straffet, at hun ikke personligt havde deltaget i selve gerningen og derfor måtte kunne håbe på samme nåde som Jens Ulriksen, hvis han blev benådet, at hun efter mordet har ladet til at være angerfuld, at hendes mands adfærd havde været krænkende ved hans samliv med et andet Fruentimmer, at han havde været ond mod hende og endog slået hende, og at hun daglig var vidne til krænkelse, pga. mandens besøg i nabohuset.
En enkelt mente, at "de Betænkeligheder, der i Almindelighed synes at maatte finde Sted i Henseende til Livsstraffe og gjøre det tvivlsomt, om disse burde anvendes, i Særdeleshed den, at det ikke kan vides med Vished, hvad Indflydelse et lastefuldt Menneskes pludselige Bortrykkelse fra verden, hvorved Leilighed til i Fremtiden at forbedre sig bliver det afskjaaren, kan have paa dets Skjæbne i Evigheden. Vel kan det ikke være skjult for den Alvidende, om dette Menneske, hvis det havde levet længere, ville komme til at afhænge af den Forbedring, som vilde hos det have indtraadt, hvis det havde levet længere, saa synes det ogsaa at maatte sluttes, at det kunde blive den, hvis Sindelag og Vanden havde været god, og som tilfældigvis tidligere kom ud af Verden, til Skade med hensyn til hans Skjæbne efter Døden, hvis hans Sindelag og Vandel, dersom han havde levet længere, vilde have forandret sig til det Værre. Men i de nævnte Henseender kan ikke Noget med Vished vides og den ovenommeldte Uvished bliver saaledes dog formentligen tilbage." Det lyder som en meget indviklet filosofisk argumentation.
Der var endvidere overvejelser om evt. at benåde den ene og i så fald hvem. Der blev spekuleret i, om en henrettelse af begge ville medføre, at befolkningen fik medlidenhed med de dømte og at dommen dermed fik den modsatte virkning af den tilsigtede, nemlig afskrækkelse.
Andre havde overvejelser, der var mere uforsonlige og gik ud på, at Jens Ulriksen burde have sin straf fuldbyrdet, da han ikke angrede sin gerning, da han mente sig forledt til mordet af sin mor. Han havde endvidere været behjælpelig ved obduktionen uden at vise anger og han havde først erkendt mordet efter fire dage og efter at Lars Jensen Hammer havde erkendt. Endvidere var han den, der havde gavn af at stedfaderen blev fjernet, da han så kunne overtage dennes hus.
Barbara Hansdatter var også i denne overvejelse strafskyldig, da hun bl.a. ikke havde reageret på sin mands skrig ved mordet, hvorved en sidste mulighed for at gribe ind mod dette blev forspildt.
Til slut indstiller en enkelt "sig for det Tilfælde, at Deres Majestæt maatte finde Dem bevæget til at benaade een af de Tiltalte, allerunderdanigst at tilføie, at det forekommer mig, at der vilde være mere Grund til at benaade Barbara Hansdatter end til at vise saadan Naade mod Jens Ulrichsen, da Mandens Utroskab dog kan tale noget til hendes Undskyldning og hun ikke har været med i selve Gjerningen, dog vilde hun i saa Fald næppe egne sig til en mildere Straf end Kagstrygning og Tugthuusarbeide paa Livstid".
Man kan funderes over, hvorledes højesterets-assessorerne har fået disse voteringer samlet til en stadfæstelse af Landsoverrettens dom.
Kongen og Danske Kancelli.
Højesterets dom blev sendt til Danske Kancelli, for at blive forelagt Kongen inden eksekveringen af livsstraffene. Kancelliet udarbejdede en såkaldt Forestilling og fremlagde derefter sagen til endelig afgørelse hos kongen.
Dette dokument findes under Kancelliets Forestillinger og kongelige Resolutioner sag nr. 12a-1837 af 19. juli 1837. Forestillingen giver dels et resume af de enkelte højesterets-assessorers argumentationer for deres votering og dels Kancelliets indstilling til kongen.
Efter at have gennemgået disse voteringer, indstiller et flertal af Kancelliet til Majestæten allerunderdanigst:
"At den Arrestanten Jens Ulrichsen og Arrestantinden Barbara Hansdatter ved Deres Majestæts Høiesterets Dom af 14de f.M. idømte Straf at have deres Liv forbrudt og lægges paa Steile og Hjul matte befales fuldbyrdet, dog at deres Legemer efter 3 Gange 24 Timer nedtages af Steilen.
Det Kongelige Danske Cancellie den 19de Julii 1837.
Den kongelige resolution af samme dato indeholder dog kun stadfæstelse af livsstraffen over Jens Ulriksen. "Forsaavidt Jens Ulrichsen angaaer skal det ham sit Forblivende ved Vor Høiesterets Dom af 14de forrige Maaned, derimod ville Vi allernaadigst have denne Dom med Hensyn til Barbara Hansdatter saaledes formildet, at hun, i Stedet for at lide efter samme, Kagstryges og hensættes til Arbeide i Kjøbenhavns Tugthuus for Livstid under streng Bevogtning".
Kjøbenhavn den 19de Juli 1837. Frederik R [Frederik den VI]
Der måtte dog en resolution mere til, før formalier var i orden. Kancelliet havde nemlig kun mandat til at meddele tilladelse til at forbryderes hoveder, der var sat på stage, måtte nedtages efter 3 gange 24 timer, medens forbryderes kroppe, der var lagt på steile, ikke var omfattet af denne tilladelse. "Da Deres Majestæt imidlertid ved tidligere Leiligheder har tilladt, at ogsaa disse efter 3 Gange 24 Timers Forløb maae nedtages fra Steilen, har Collegiet, i Forventning om tilføiet Expeditionen for Arrestanten Jens Ulriksens Vedkommende det Formodne og tillader sig saaledes i dybeste underdanighed at forelægge samme til allerhøieste Underskrift".
Kongens tilladelse blev givet 27. juli 1837.
Dommenes følger.
Dommen over Jens Ulrichsen og Barbara Hansdatter blev fuldbyrdet den 8. august 1837 (kl. 6 om morgenen). Vordingborg nordre Birks Fogedprotokol oplyser herom:
Aar 1837 den 8' August var den i Justitsraad Byfoged og Birkedommer Møllers Fraværelse constituerede Foged for Wordingborg nordre Birkedistrict, Fuldmægtig Hjort mødt paa Districtets Rettersted paa Ugledige Banke, med Widnerne Chr: Hansen og H: Thomsen, for, ifølge Amtets Order af 2' dennes, at exeqvere en i Høiestereet den 14d Juni d:A: Arrestanten Jens Ulriksen og Arrestantinden Barbara Hansdatter for begaaet Mord og Deelagtighed deri m:m: overgaaet Dom, og et Kongl: allernaadigst Rescript af 19d f:M: hvorved bemeldte Dom tildeels er formildet. - Arrestanten Jens Ulriksen og Arrestantinden Barbara Hansdatter, som med den ergangne Høiesteretsdom ere tilfundne at have deres Liv forbrudt og lægges paa Steil og Hjul, vare derhen transporterede. - Fogden oplæste for Delinqventerne de dem overgangne Dom samt Hans Majestæts Allerhøieste Rescript til Amtmanden over Præstøe Amt af 19d f:M:, hvorefter det forsaavidt Jens Ulriksen angaaer, skal have sit Forblivende ved forbemeldte allernaadigste Høiesteretsdom af 19d d:A: og den deri fastsatte Straf paa ham exeqveres, dog saaledes at hans Legeme efter 3 Gange 24 Timers Forløb nedtages af Steilen, hvorimod Dommen med Hensyn til Barbara Hansdatter formildes derhen, at hun istedet for at lide efter samme Kagstryges og hensættes til Arbeide i Kjøbenhanvs Tugthuus for Livstid under streng Bevogtning. - Bemeldte Dom og Kongl: Allerhøieste Rescript blev derpaa, efterat Jens Ulriksen af Pastor P. Brøchner til Everdrup Menighed, der paa sit geistlige Kalds Vegne fulgte ham til Retterstedet, var bleven formanet og forberedt, af vedkommende Skarpretter, Døring, exeqveret ved Justitiens Henrettelse og hans Legemes Henlæggelse paa Steile og Hjul. - Hvorefter Kagstrygningen af Barbara Hansdatter fandt Sted og hun igien transporteret til sin Arrest i Præstøe for derfra at afsendes til Kjøbenhavns Tugthuus. - Derefter begav Fogden sig fra Retterstedet. - Det Passerede bekræftes med Underskrivt. - Datum ut supra.- .. Hjort Vidnerne: C:Hansen H: Thorsen
Vordingborg nordre Birks Fogedprotokoller oplyser videre, at
Aar 1837 den 11 Augst var Fogede for Wordingborg nordre Birk i sit Forfald ved C....rforretningen mødt med constitueret Fuldmægtig P. Møller paa Ugledige Banke. - Den : d: 8' d:M: henrettede Jens Ulriksens Legeme havde nu henlagt i 3 Gange 24 Timer paa Steile og Hjul, hvorfor have af Skarpretter Dørring og Fols som vare tilstæde, blev nedtaget og begravet paa Retterstedet i Overensstemmelse med det ergangne [stadfæstede] Kong. allernaadigst Rescript af 19d f:M: hvilket saaledes tilligemed Høiesteretsdommen af 14 Juni d:A: er fuldbyrdet, forsaavidt Jens Ulriksen betræffer.-
Forretningen blev derpaa sluttet. - Datum ut supra. Møller
Skarpretter Dørings regning for eksekvering af straffene samt for diverse dermed forbundne udgifter lød på 69 Rbd.
Everdrup sogns kirkebog oplyser under 8.8.1837, at tjenestekarl fra Taageskov og tidligere væversvend Jens Ulriksen er død og under Anmærkninger er noteret, at "Han henrettedes for at have morderisk overfaldet sin Stedfader Ole Nielsen Væver af Engelstrup og saaledes været Deeltager i at dræbe ham, vid: pag: 118 No5 [henvisning til Ole Nielsens død i kirkebogen]. Efter Henrettelse blev hs Hoved paa Stage, hs Krop paa Steile i 3d gange 24 Timer, hvorpaa han Begraves paa Retterpladsen ved Ugledie".
Barbara Hansdatter blev som kagstrøget livsfange indsat i Christianshavns Straffeanstalt 10.8.1837. Af hendes stamblad i straffeanstaltens protokol fremgår, at hun er indsat efter "Dom No 786/1837 til Straffearbeide i Tugthuset paa Livstid under streng Bevogtning" og at hun er "Kagstrøgen Tugthuus Livs Fange No. 95".
Kagstrygning var en Legemsstraf, bestaaende i, at Forbryderen, bundet til en Pæl (Kag), offentlig piskedes af Bøddelen paa den blottede Ryg med 27 Slag af 9 Ris, 3 Slag med hvert Ris. Det var en vanærende straf, som medførte, at delinkventen mistede sin ære og blev betegnet som uærlig fange. Straffen blev afskaffet 1866.
Barbara Hansdatter er kendt i FT 1840, 1845 og 1850 som fange i Christianshavns Straffeanstalt. Af benådningsindstillinger fra 1850 fremgår, at hun har været indstillet til at få æresoprejsning flere gange. Første gang efter 7 år, derefter efter 8, 9, 10 og 12 år, men først efter 13 års fængselsophold blev benådningen godkendt og æresoprejsning fik hun 6.10.1850 ved Kgl. Resolution af 3.9.1850. Hun døde dog som en ærlig fange kun en måned senere, den 8.11.1850. Om hun er begravet på den såkaldte Slavekirkegård, som hørte under Vor Frelser Kirke, vides ikke, da der i fængslets kirkebog ikke er noteret en begravelsesdato. Det er derfor muligt, at liget er udleveret til anatomiske studier, hvilket er noteret for mange afdøde indtil 1845, hvor noteringer om begravelse eller andet er ophørt til om med 1857.
Lars Jensen Hammer blev indsat i Københavns Stokhus 10.8.1837 og her er han opført som ærlig slave nr. 1091. I Signalementsprotokol er han opført som 62¾ tommer høj (= 164 cm), middel af vækst, stærk legemsbygning, blå øjne, brunt kruset hår og rødligt skæg. Iflg. Slaverulle 1824-1843 har han 5 børn, 2 drenge og 3 piger. Han er kendt i FT 1840 i Stokhuset og blev løsladt 10.8.1840. De 15 måneder, hvor han var indsat i arresten i Præstø, medens sagen blev behandlet ved rettet, blev ikke modregnet i straffens længde, hvilket var efter gældende lov. Efter løsladelsen flyttede han tilbage til Tågeskov, hvor han er kendt ved FT 1845 som husmand og daglejer. Han døde 7.9.1850.
Boskifte efter Ole Nielsen.
Da Ole Nielsen var fæstehusmand, fandt skiftebehandlingen sted ved Bækkeskov gods med skiftedato 1.5.1836. Skiftet nævner bl.a. oplysning om, at enken Barbara Hansdatter og hendes søn Jens Ulriksen er sigtet for mordet og indsat i Præstø Købstads arrest. Det er i øvrigt forvalter Voss på Bækkeskov gods, der er skifteforvalter, samme person som blev actor i justitssagen mod de sigtede for mordet.
Ole Nielsens arvingerne er:
· hans enke Barbara Hansdatter, der sidder i arrest.
· hans mor, Sidse Nielsdatter, der er gift med Niels Olsen, aftægtsmand i Leestrup.
· en halvbror Peder Nielsen, 50 år, indsidder i Gunderup i Kongsted sogn.
· en halvbror Jens Nielsen, 46 år, husmand i Hyllede i Kongsted sogn.
· en halvbror Christopher Christiansen, 40 år, husmand i Hammer Torup, Hammer sogn.
· en halvsøster Johanne Nielsdatter. Enke efter Peder Laursen i Kongens Lyngby.
Barbara Hansdatter sad som nævnt i arresten og der skiftes derfor også for hende. Hendes arvinger er:
· Jens Ulriksen, 23 år, der sidder i arrest
· Grethe Bendixdatter (Ane Margrethe, datter af første ægteskab), gift.
· Trine Ulriksdatter, (Ane Cathrine, datter af andet ægteskab), tjener i Tebstrup.
Der er i første del af skiftet ikke taget stilling til om hendes arvinger vil komme i betragtning ved arven.
Ved skifteopgørelsen 1.5.1836 er aktiver opgjort til 118 rigsdaler, 3 mark og 4 skilling (118-3-4), medens passiver ikke er opgjort samlet. Det blev noteret, at den efterlevende enke og den afdødes mor havde konstateret, at intet af det garn, der var i væverstuen, tilhørte dødsboet.
Der bliver afsat beløb til barnet Frederik Ferdinand og Ole Nielsens barn med Lisbeth Nielsdatter, hvilket indgår under slutopgørelsens passiver. Den 16.6.1836 bliver der holdt skiftemøde vedr. Ole Nielsens skyld til herskabet på Bækkeskov, og det blev opgjort til 38-4-10. Ved slutopgørelsen 9.8.1837, efter at der er afholdt aktion over boet, udgør aktiver 153-4-0 og passiver 116-1-6. Efter fradrag af diverse skifteomkostninger 6-4-4, blev der arv i alt 33 rigsdaler, 4 mark og 6 skilling, der blev fordelt således:
Til enken halvdelen, nemlig 16 rd., 5 mark, 3 sk., der dog blev tilbageholdt af dommeren til dækning af retssagens omkostninger (en for alle og alle for en).
Ole Nielsens mor og hans halvbrødre, Peder Nielsen, Jens Nielsen og Christopher Christiansen, fik hver 3 rd., 4 mark, 77/9 sk., medens halvsøsteren fik halvdelen heraf, nemlig 1 rd, 5 mark, 38/9 sk.
Der blev som sagt sørget for den omtalte plejebarn, Frederik Ferdinand, der i lægdsrullen er opført med Ole Nielsen som plejefar og "Skuffebarn" som "Far". Han optræder sidste gang i lægdsrullen 1842 i Everdrup sogn, hvor det oplyses, at han iflg. amtets skrivelse af 21.11.1843 er ansat som hornblæser ved 9. Infanteri Bataljons 3. kompagni og efter Kgl. Reskript af 17.3.1845 er ansat ved de vestindiske Tropper. Ved FT 1845 opholder han sig ved regimentet i København og dette er det sidste spor, der er fundet om ham.
Vedr. Lisbeth Nielsdatter og hendes datter.
I boet efter Ole Nielsen er der under udgifter en post til betaling af rest af alimentationsbidrag. Beløbet er på 1 rd. og 3 mark og det var hvad der kom ud af det årlige bidrag på 10 rd.
Af Fattigkommissionens Forhandlingsprotokol 1826-1847 for Everdrup sogn fremgår, at Lisbeth Nielsdatter har boet sammen med sin mor i et hus på gårdmand Jørgen Hansens mark. Ved møde 6.7.1837 behandler man hjælp til Lisbeth Nielsdatter og det fremgår af referatet, at Jørgen Hansen har ønsket at overtage huset, men at de ved fattigkommis-sionens mellemkomst har fået lov at bo sammen der indtil videre. I forsørgelsesplan for 1838 er der til Lisbeth Nielsdatters barn bevilliget hjælp bestående af 8 sk. rug, 8 sk. byg og 6 rd i penge.
Ved FT 1840 bor Lisbeth Nielsdatter og hendes mor hver for sig. Moderen døde 2.7.1840. Lisbeth Nielsdatter døde af tuberkulose 16.1.1846 på Everdrup Fattighus. Datteren Karen Marie Olesdatter blev gift i Everdrup 1866 og døde samme sted 1899.
Afslutning
Det kan undre, at Barbara Hansdatter, der selv var blevet separeret og skilt fra sin første mand, kun kunne se mord som løsning på sin mands ægteskabsbrud. Iflg. hendes egne oplysninger ved politiforhør 7.5.1836, var årsagen til skilsmissen netop ægtemandens mistanke om hendes ægteskabelige troskab.
Jens Ulriksen opleves som en søn, der var lidt enfoldig og tydeligvis let påvirkelig for sin mors pres, også selv om hans søstre forsøgte at tale ham fra vold mod stedfaderen.
I lokalsamfundet må mordet have været en voldsom begivenhed. Mange personer fra Engelstrup by og Everdrup sogn var indstævnede og har afgivet vidneudsagn. Selv om mordet fik en retslig afslutning i sensommeren 1837, må det have præget lokalsamfundet i mange år. Dette må ikke mindst have været gældende for pårørende til de dømte, der havde været gennem indgående afhøringer og følelsesmæssige påvirkninger. Det gælder Barbara Hansdatters andre børn samt Lars Jensen Hammers kone og børn, der i perioden, hvor manden var indsat, levede af fattighjælp fra sognet.
|