Noter : Blandt kilderne: Per Nermo, 2008.
Han og Olava blev sandsynligvis viet af hans far, der var præst i Slagslunde.
Ved folketællingen 1801 boede han og konen i København, Vester kvarter, matr.nr. 220. De havde da antaget et 9 årigt faderløst barn Anne Sophie til pleje og opdragelse.
Fra Personalhistorisk Tidsskrift 1881, side 138
2015:
(Brev) Fra Chr. H. Pram til Etatsraad Collin.
Saare höit hædrede Ven.
Mundtligen har jeg, sandeligen af oprigtigen takfulde Hierte, takket Dem for den saare vigtige Tieneste, De beviiste mig, ved at skaffe mig det Laan af et Aars Pension, som jeg forhen saa indstændigen forgiæves havde ansøgt. - Ieg betaler dermed den større og meest trykkende Deel af den Gield, de henrundne Aar paadroge mig. Ieg forstyrres ikke længer i de Arbeider, til hvilke jeg saa inderligen ønsker at anvende Resten af mit Liv, ved de ideligen gienkommende kummerfulde Nag over ej at kunne opfylde det, jeg skyldte dem, som stode mig bi, Venner, som selv maaskee savnede det, de betroede mig med en Tillid, som de erfore skuffet; ej ved Angsten for, om jeg døer førend min elendige Kone, at efterlade hende Creditorers maaskee allerede udtømte Medlidenhed. - De modtage nu, skriftligen, denne min Taknemmeligheds Bevidnelse.
Efterat have været, jeg erkiender det, en, i mange, i de vigtigste Henseender, sand Lykkens Yndling, saae jeg denne troløse Gudinde, i mit 60de Aar, med eet saa aldeles vende mig Ryggen.
Som Literat, skiøndt ved min Stilling indskrænket til at behandle videnskabelig Syssel som blot Bisag, havde jeg den Lykke, i næsten 40 Aar, at vinde om ikke støyende, end mindre udeelt Bifald, dog umiskiendelige Tegn paa megen Agtelse, ved Arbeider i meget forskiællige Literaturens Fag. Ieg blev i literar Conflict fem Gange Præmievinder; de to Gange, da Dysten var meget alvorlig (Opgaverne - om Dragten - og om Høyskole i Norge) i Kappen med et stort Antal meget betydelige Medkiæmpere, Mænd som A. Hennings, Eggers o. fl. - Ej alene indenlandske og fremmede liter. Dommere udbasunede min Roes, uden nogensinde at behandle mig uærbødigen, end ej da engang en Mand bedømte mig, med hvilken jeg var geraaden i den eeneste offentlige Fejde, jeg har havt at udkiæmpe; - men jeg vandt og bevarede uafbrudt samtlige vore Ypperstes Bevaagenhed, hvorom Suhm og Luxdorf have efterladt uforgiængelige Vidnesbyrd.
Som Embedsmand havde jeg den Lykke, i at jeg gik min Vej frem, uden nogensinde at foretrækkes noget Menneske - selv dragende for mig mange - derfor og selv skridende meget langsomt frem - at erfare mig agtet med Tillid af Foresatte, med Venskab af Sidemænd. - Som Secrétaire ved Postpensions-Kassen i 23 (som fungerende dog kun i 18) Aar, med den Indflydelse, som efter Organisationen saa naturligen maatte gives den med Sagerne bekiendte, ei uduelig eller uværdig anseete, Secrétaire, havde jeg den Lykke, at see den Fond, ved hvis Administration jeg - med saare saare megen Anvendelse af Tid, Flid og Besvær - arbeidede, at voxe fra 0 til mere end en Million Rdl. C. medens den udredede over dobbelt det forrige Annuum. - Som Medlem af Oecon. Collegio havde jeg den Lykke, at vort af dette Collegio administrerede Manufacturvæsen i den Periode, da jeg havde Deel i Administrationen, giorde større Fremskridt end forhen nogensinde.
Efter saadanne 35 Aars Embedstid og Embedsførelse faar jeg 1816 uventet Afsked, og det just saa, som om jeg, om ej greben i Forbrydelse, dog havde paadraget mig en, Evidencen nærpaagrændsende, Mistanke om Udaad. - Af samtlige Colleger er jeg den eeneste brugbare Mand, som ved en Organisations-Forandring sættes ud af Virksomhed, altsaa som uværdig, skiøndt som var det Medlidenhed, med beholden Gehalt. - Og nu, i saadanne Kaar, som den Embedsmands maae være, der, skiøndt spillende en i Henseende til Depensen neppe for hans Stilling passende Rolle, beladt med en Gieid, som dog med lidt mere end et Aars Gehalt kan betales, ansøger om et Laan af dette Beløb, paa hvadsomhelst Vilkaar, derpaa at faae Afslag - og da forgiæves at maatte forsøge en Udvej, som man vel, med Trækken paa Skuldrene maa have anseet for den Fortvivledes, men maaskee just derfor ej holdt det værdt saa meget at undersøge, at man derpaa vilde indlade sig - tilstaae mig, værdigste Ven, at det var for den Olding, der havdre vandret en - paa Formuevæsenet nær - hidtil saa lykkelig og hæderlig Bane, paa een Gang i sit 60de Aar, at være dybt falden.
I Sandhed jeg behøvede dog ikke megen Besindelse, for at komme efter, at, naar jeg kun kunde faae mit Pengevæsen retableret, var dog Faldet, skiøndt unægteligt og dybt, saa langt fra knusende, at jeg heller havde Aarsag til dermed at lykønske mig, end til at klage.
Ved Deres gode Forsorg seer jeg [mig] nu ej alene i Henseende til hin Punct hiulpen, men paa saadan Maade hiulpen, som jeg aldrig havde ventet, aldrig vovet at yttre Ønske om, og saa - at jeg vover at antage, at den mig saaledes beviiste - af Dem mig bevirkede Naade er en Frikiendelse fra den Dom, min Afsættelse syntes at forkynde. - Ieg haaber nu og, - helst dersom den til vort Pengevæsens Gienoprettelse lagte Plan faaer Fremgang - højt efter faae Aars lidt knebne Indskrænkning en for Sorg-for-Udkomme befriet Alderdom imøde, i hvilken jeg skal kunne, og vil, anvende min Rest af Kraft - (den jeg, Gud skee Lov! hidtil føler usvækket) - til at fuldende det ej lidet, jeg i mit foregaaende Liv har maattet lade hengaae ufuldendt.
At jeg saaledes, med gjenoprettet Mod kan igien begynde at leve og virke - denne Lykke - derved alt hvad der staaer mig tilbage at nyde af Lykke i Livet - i det mindste den Udsigt dertil, som jeg nu nyder, og Befrielsen fra den modsatte mørke, dødende, Udsigt - modtag ædle høythædrede Ven, et erkiendtligt Hiertes Bevidnelse, at det erkiender i Dem Manden, hvilken det skylder dette Alt; og forsmaae ej derfor dette Hiertes oprigtige Tak.
Kiøbenhavn d. 7 Febr. 1817. Pram.
Til Höyvelbaarne
Hr. Etatsraad Collin Ridder af Dannebrog
Deputeret for Financerne.
---
Fra Dansk biografisk Lexikon:
Pram, Christen Henriksen, 1756-1821, Digter og social-økonomisk Forfatter. P. er født 4. Sept. 1756 i Lesje Præstegjæld i Gudbrandsdalen i Norge, hvor hans Fader, Henrik Frederik P., der var af dansk Æt, den Gang var personel Kapellan; hans Moder, Olava Maria f. de Stockfleth, en Præstedatter fra Faaberg i Gudbrandsdalen, var af norsk Slægt. 1765 blev Faderen forflyttet til Slagslunde i Nordsjælland, og Sønnen blev, efter i nogen Tid at have faaet Undervisning i Hjemmet, privat dimitteret til Examen artium (1772). Han valgte Jura som Brødstudium, men det blev ikke til noget med Examenslæsningen; der var saa meget, som fængslede hans Interesse og spredte hans Kræfter. Han lagde sig efter de økonomisk-kameralistiske Videnskaber, men syslede samtidig med Græsk og de nyere Sprog samt deres Skjønlitteratur. Disse Studier afspejle det dobbeltsidige i P.s Natur og Virksomhed; hans Liv blev delt mellem den røde Ministeriumsbygning og Parnas. Vi følge først hans Løbebane som Embedsmand.
Fra 1776-79 var P. Huslærer hos Etatsraad Bornemann, men saa aabnede Embedsbanen sig for ham. Hans Fader stod i Venskabsforhold til fremragende Mænd som Kofod Ancher, Luxdorph og Suhm, hvorved Sønnen fik Adgang til Hovedstadens dannede Kredse og bl. a. kom i Forbindelse med Grev E. Schimmelmann. Denne indflydelsesrige Mand skaffede ham (1781) Plads som Fuldmægtig i Økonomi- og Kommercekollegiet, hvor han 1786 blev Arkivar, 1797 Kommitteret og 1812 Deputeret. I 1816, da dette Kollegium forenedes med det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, fik han Afsked i Naade og med Ventepenge. I Medfør af sin Embedsstilling besøgte han i 1798 og 1799 Bornholm for at undersøge de derværende Kullejer; i 1804-6 gjorde han flere Rejser til Norge og gav en Indberetning paa 10 Bind (ikke udgivne) om Landets forskjellige Næringskilder. Samtidig havde han, i kortere eller længere Tidsrum, haft forskjellige andre Hverv; han havde været Søpasskriver (1786-1808), Sekretær ved Postkassepensionsdirektionen (1786-1809) og en af Landhusholdningsselskabets Præsidenter (1803-6). 1802 blev han udnævnt til virkelig Justitsraad, 1810 til virkelig Etatsraad.
En Del af P.s litterære Virksomhed staar i Forbindelse med hans forskellige Embedsstillinger, i det den nærmest behandler Æmner af socialøkonomisk Art, f. Ex. «Om en Husmoders Pligter» (1787), «Forsøg om Dragten, især for Danmark og Norge» (1791) og «Forsøg om en Højskoles Anlæg i Norge» (1795), alle 3 Prisskrifter, for hvilke han vandt den udsatte Pris. Desuden har han skrevet en Række mindre Skrifter og Afhandlinger over Æmner af lignende Art: «Undersøgelse om den kjøbenhavnske Waisenhusstiftelse» (1796), «Om Forbrugningen af Tobak i Danmark», «Om Uldproduktionen» m. m.
Som et Mellemled mellem P.s videnskabelige og digteriske Frembringelser staar hans Virksomhed som Udgiver af periodiske Skrifter. Han var Redaktør eller Medudgiver af «Efterretninger om den inden- og udenlandske Handel, Skibsfart osv.» (1782-87), af Maanedsskriftet «Minerva» (1785-93) og af «Borgervennen» (1796-1804 og 1818-19). Til disse Tidsskrifter leverede han en Række Bidrag af socialøkonomisk, historisk, moralfilosofisk og æsthe-tisk Art, f. Ex. «Om Kilderne til Rigdom », «Om Opdragelse», «Om Bogskriveri» m. m. Det vigtigste af de ovennævnte periodiske Skrifter er «Minerva», hvis Udgivelse han, sammen med Rahbek, begyndte i Juli 1785. Rahbeks Tanke var, at Indholdet væsentlig skulde være skjønlitterært, men P. vilde drage hele Samfundslivet ind under Tidsskriftets Behandling, saa det kom til at omfatte baade Skjønlitteraturen, de religiøse Bevægelser, den økonomiske Udvikling, Undervisningen, Politikken m. m. P. fik sin Plan sat igjennem -- heldigvis; thi han kom derved til at skabe et Tidsskrift, der vel nok er enestaaende i dansk Litteratur. I det have, siger R. Nyerup, «næsten alle Landets bogskrivende Mennesker taget Del, lige fra ham af, hvis Plads er ved Siden af Tronen, og indtil Bonden bag Ploven, og de have heri henlagt hver sit Kontingent til Massen af de Ideer, som i de sidste 16 Aar have sysselsat alle tænkende Hoveder i tvende Kongeriger». P.s egne Bidrag til «Minerva» ere af meget forskjellig Art; foruden nogle Digte har han skrevet Artikler over Æmner fra Socialøkonomien, Historien, Æsthetikken, Moralfilosofien m. m., f. Ex.: «Om Negerhandelen», «Om Bygselvæsenet i Norge», «Om Kongen af Preussen», «Det filosofiske Seculum» (18. Aarhundrede), «Om Selskabelighed» m, m. Vigtigere end disse Bidrag er den maanedlige historiske Artikel, som ledsagede hvert Hefte, og som P. stadig skrev, saa længe han deltog i Tidsskriftets Redaktion (dog undtagen 1. Kvartal af 1793). Det var gjennem denne Artikel, at de fleste dannede Mennesker paa den Tid fulgte den store franske Revolutions skæbnesvangre Optrin; P. søgte at gjøre sin Fremstilling saa objektiv som muligt, men alligevel blev den noget farvet af hans egen fremskridts-venlige Anskuelse.
Den videnskabelige Forfatter var imidlertid ikke den hele P. Med sin klare, praktiske Forstand forbandt han et ildfuldt, let bevægeligt Følelsesliv. Hans Ungdom faldt til Dels sammen med det Ewald-Wesselske Tidsrum og det Opsving i dansk Poesi, som det betegner. «Selskabet for de skjønne og nyttige Videnskaber» søgte med sine Prisopgaver at lokke de unge Talenter frem, og P. fulgte dets Kalden. Han havde i 1778 i «Alm. dansk Bibliothek» offentliggjort nogle Idyller og Sange og fik saa i 1779 sm Heroide «Philippa til Erik» antaget af det nævnte Selskab. I 1782 skrev han det Digt, som har gjort ham mest bekjendt, «Emilies Kilde», et naturbeskrivende Digt, der giver et Rundskue fra det bekjendte Punkt ved Schimmelmanns Landsted Sølyst paa Strandvejen. Det har samme Præg som Tidens øvrige naturbeskrivende Digtning: den methodiske Opregning af en Række Enkeltheder, i hvilke som Regel Stemningen drukner.
I Begyndelsen af Firserne var der over vort Aandsliv noget vist frisk, forventningsfuldt. Bevægelsen for Bondestandens Frigjørelse tog Fart, og Digterne gjorde sig til Ordførere for den. I 1783 blev der rejst en Mindesten for den ældre Bernstorff til Tak for hans Virksomhed for Bondesagen, og P. skrev i den Anledning sit bekjendte Digt: «Omtrent en Mil fra Kjøbenhavn -- paa høje Gjentofts Bakke». Da Kronprinsen i 1784 selv overtog Regeringen, ventede man, der vilde komme en ny Tid, med Frihed og Fremskridt som sit Løsen. P. blev greben af Tidens Stemning og udgav «Stærkodder, et Digt i 15 Sange» (Jan. 1785). Af Oldtidens Aand er der intet i dette store Epos; det historiske Sagn er kun en allegorisk Ramme omkring en Række moralfilosofiske Betragtninger. Indholdet er følgende: Stærkodder har myrdet en norsk Konge; «Midlerne, hvorved han paa én Gang skal forsone Guderne og redde Ingilds forfaldne Rige, ere Opdagelsen af 3 Klenodier: Skirners Sværd, et Symbolum paa Krigsstyrken, Skibladner, der ligger nedsænket i et fejt og balstyrigt Folks ubrugte Havn, et Billed paa den da forsømte Sømagt og Handel, og Mimers Brønd eller Kundskab og Klogskab, af hvis Vand han skal bringe Kong Ingild en Flaske». Det er altsaa det «til Borgerheld sigtende», som P. synger om i denne versificerede moralfilosofiske Afhandling. Digtet er utrolig tungt at arbejde sig igjennem; digterisk Flugt er der saa godt som intet af; men Forfatteren har da ogsaa i Indledningen anraabt «den simple Forstand» om at være hans inspirerende Muse. Man havde i sin Tid spurgt, om P. ikke var den Digter, der bedst kunde indtage den ved Ewalds Død ledigblevne Plads paa Parnas. «Stærkodder» afgjorde det Spørgsmaal: P. var ikke Manden.
Det var ikke lykkedes for P. at blive Skaberen af et nationalt Epos; i de følgende Aar vender han sig til Dramet. Men hans mislykkede historiske Dramer «Lagertha» (1789), «Damon og Pythias» (1790) og «Frode og Fingal» (1790) godtgjorde til fulde, at han ikke kunde fortsætte, hvad Ewald havde begyndt med «Rolf Krage» og «Balders Død». Saa forsøgte han sig i Syngestykket og Skuespillet, med Æmner fra Hverdagslivet: «Negeren» (1791), «Ægteskabsskolen» (1795), «Serenaden eller de sorte Næser» (1795), «Brønden» (1800), «Frokosten i Bellevue» (1803) o. a. Replikskiftet i disse Stykker falder ofte ret naturligt, men for øvrigt hæve de sig ikke over det middelmaadige; intet af dem har kunnet holde sig paa Theatret eller i Læseverdenen. Det bedste af dem er «Ægteskabsskolen», der opnaaede 15 Forestillinger (sidste Gang 1822 ved en Mindefest for Forfatteren). -- Rahbek udgav P.s «Udvalgte digteriske Arbejder» (I-VI, 1824-29).
P. har altsaa som Digter intet frembragt, der har haft Levedygtighed i sig, og heller ikke i litteraturhistorisk Henseende betegne hans Arbejder noget nyt. Ikke desto mindre nød han, vel nærmest paa Grund af sin travle, mangeartede Forfattervirksomhed, et betydeligt Ry som Skribent, og da han i 1819 af økonomiske Grunde søgte og fik Embedet som Toldforvalter paa St. Thomas, indbød en Kreds af bekjendte Mænd, Baggesen, Rahbek, Thorvaldsen o. fl., til en Afskedsfest for ham (10. April 1820); Oehlenschläger og Ingemann skreve Sange i Dagens Anledning, og Provst Gutfeldt holdt Festtalen. Oehlenschläger spaar i sit Digt, at Hr. Christen snart «la'r sin Snække stande» tilbage til Danmark. Det skete dog ikke. P. kunde ikke taale det vestindiske Klima; han døde Aaret efter sin Ankomst til St. Thomas (28. Nov. 1821).
P. havde et paa én Gang tungt og lidenskabeligt Sind. Oehlenschläger fortæller, at han ingen Ven havde, «som han ikke havde vist Døren eller truet med Prygl». Efter sin egen Beretning var han fra Barndommen til hen i sin modnere Alder plaget af de græsseligste religiøse Anfægtelser. «Tid, Beskæftigelse og Vellyst svækkede, sløvede hine Ængstelsers Brod.» Hvad han læste, greb ham saa dybt, at de fleste andre Mennesker, f. Ex. Rahbek, forekom ham kolde i Sammenligning dermed. «Jeg er», skriver han et Sted, «umaadeligen destitueret for alt det, der er vittigt, yndigt, behageligt, en tvær, treven, langsom Figur, hvis udvortes og indvortes ligner højt Mængden af de sjællandske Bønder, Fortrædelighed, underkuet, forkert; en slavisk Stræben efter at opnaa, hvad han en Gang foresætter sig, er hans eneste Fortjeneste.» Og dette vanskelige Sind havde saa at kæmpe med økonomiske Bekymringer og ægteskabelige Sorger. Medens P. var Huslærer hos Bornemann, blev han forelsket i Husets Lærerinde, Maria Magdalene Erichsen (f. 30. Juli 1754), en Datter af Stadsfysikus J. G. E. i Bergen (IV, 533); i Maj 1782 blev han i Slagslunde Kirke viet til sin 28aarige Brud. Ægteskabet blev ulykkeligt; allerede et halvt Aar efter Brylluppet klager P. derover i et Brev til Rahbek. Af og til forefaldt der voldsomme Scener mellem Ægtefællerne, der en Tid endogsaa levede næsten afsondrede fra hinanden. Hans Hustru søgte Trøst derfor i Baggesens Sværmeri for hende. Hun døde før P.s Afrejse til St. Thomas, 30. Sept. 1819.
Øst, Archiv f. Psychologie, Hist. osv. I. J. K. Høst, C. H. P. (1820). F. Rønning, Rationalismens Tidsalder II, 198; III, 1. 12. 99. 111 247. Erslew, Forf. Lex. F. Rønning.
Fra Illustreret dansk Literaturhistorie:
Christen Henriksen Pram blev født 1756 i Norge, hvor Faderen for en Tid havde Præstekald; han kom dog allerede som Barn til Danmark, blev 1772 Student, studerede de gamle Sprog og Statsvidenskab og vandt sig samtidig ved sine poetiske Forsøg Velyndere, der skaffede ham Ansættelse i Kommercekollegiet. I denne Stilling delte han sin Tid mellem økonomisk Forfatterskab og poetisk Produktion og Udgivervirksomhed. Sammen med Rahbek stiftede han i 1785 Maanedsskriftet "Minerva", som Rahbek dog fra 1789 overtog alene. Til dette Tidsskrift, der udbredt og yndet som intet andet vedblev at udkomme til 1807, har Pram leveret talrige Bidrag af den mest forskellige Art: sociale og kritiske Afhandlinger, Kroniker, Satirer, Fortællinger (f. Ex. "Jørgen, en Dosmers Levnedsbeskrivelse", "Lystrejsen eller Sminken") og Digte. Det mest bekjendte af hans Digte: "Emilias Kilde" stammer dog allerede fra en tidligere Tid. Fra 1785 er det allegorisk-fortællende Digt: "Stærkodder", der som det første egentlige Helteepos paa Dansk vandt megen Anerkjendelse hos Samtiden, men nu har mistet al Interesse. Ogsaa som Dramatiker var Pram en flittig Skribent; nogle af hans Skuespil blev opførte paa Teatret, saaledes "Fingal og Frode" (1790), der tjente som Festspil ved Kronprins Frederiks Formæling, og "Ægteskabsskolen" (1795), som var et ret virkningsfuldt Teaterstykke.
Sammen med sin smukke Hustru, Maria Magdalene, f. Eriksen, der var Gjenstand for den letbevægelige Baggesens Sværmeri, levede Pram i Kjøbenhavn som Centrum for en udstrakt Selskabelighed, men i usikre økonomiske Forhold. I Aaret 1816 blev han afskediget fra Kommercekollegiet, og tre Aar senere drog han som Toldforvalter til Vestindien, hvor han kort efter døde (25de Novbr. 1821). Prams udvalgte digteriske Arbejder er udgivne af Rahbek i sex Bind, 1824-29.
Fra Illustreret Dansk Konvesationsleksikon, Gyldendal 1937, bind 17, side 303. Artiklen er illustreret med et portræt i profil:
Pram, Christen Henriksen, Forf. og Socialøkonom (1756-1821), f. i Norge, tidligt til Danmark. Student 1772, derefter socialøkonomiske Studier, Fuldm. i Kommercekollegiet, senere Arkivar, Kommitteret og Deputeret, nogle Aar Toldforvalter paa Sct. Thomas; gift med Maria Magdalene Erichsen, som Baggesen var heftigt forelsket i og besang under navnet Seline. P.s Produktion er dels af socialøkonomisk og handelsplitisk Art, dels rent poetisk. Var Medudg. af Handelstidenden og Borgervennen, sammen med Rahbek Stifter af Minerva. Hans i Tiden mest ansete Værk er det nationale Helteepos i 15 Sange Stærkodder (1785); hans bedste er det naturbeskrivende Digt Emilias Kilde (1782), der er det fineste Udtruk for Periodens Naturstemningsdigtning. Han var meget produktiv og har skrevet i alle Oplysningstidens Genrer, f. Eks. Tragedier, Lystspil, Oder, Heroider etc.
Sv. K-J.
Mail til Per Nermo 14. marts 2008:
Hej Per
Jeg har kikket på Christen Henriksen Pram - 1756-1821.
Jeg kan se at du ikke er helt sikker på at han er søn af Henrich Fredrich Praem og Olava Maria Stockfleth.
Jeg har i eftermiddag søgt på kryds og tværs på internettet og har bl.a. fundet følgende:
Uddrag af skrivelse om Skien:
I slutningen av 1805 fik Skien besøk av en av datidens mest bekjendte mænd, digteren og statsøkonomen (en besynderlig og for den tid meget karakteristisk kombination!) Christen Pram. I det 18de aarh.s sidste dage optraadte han som utgiver av det velrenommerede tidsskrift "Minerva" og forfatter av baade skuespil, episke og lyriske digte. Hans store fortællende digt "Stærkodder" er vel omtrent ulæselig for nutiden; men han hadde en lyrisk aare og har f. ex. leveret en fri omdigtning av Horats's "Integer vitæ", som godt kan læses og nydes den dag idag, ikke mindst paa grund av den flothet, hvormed han har henlagt scenen til sin fødeegn Gudbrandsdalen og omgjort den romerske digters "sødtsmilende Lalage" til en likesaa søt norsk Sigrid! Han skrev ogsaa (1794) et prisskrift om et vordende norsk universitet, et av de mange utslag av hans forkjærlighet for sit fødeland. Pram var nemlig født i Lesje, av gammel norsk slægt (paa fædrene side i nogle, paa mødrene side i mer end tyve slægtled, siger han selv) . . .
. . . Utstyret med et "aabent brev" (dat. 12/6 1804) fra ovennævnte collegium reiste Pram i det nordenfjeldske i 1804 og gjorde i januar 1805, da han besøkte Grevskaberne, en avstikker fra Larvik over Eidanger forbi Skien og op til Saude, hvorfra han over Kongsberg vendte tilbake til Kristiania. Utpaa sommeren kom han igjen. Denne gang gik reisen over Kongsberg til Saude (hvor han yndet at opholde sig, da prestefruen var hans tante), derfra gjennem Telemarken og Sætersdalen til Kristianssand og Stavanger, . . . .
Af denne hjemmeside fremgår det at Graves døde som præst i Saude i 1820.
Oplysninger om præsten m.m. Immanuel Christian Grave - bl.a. at han var gift med Isabella Christine Stockfleth.
Grave, Immanuel Christian, 1739-1820. Præst, Søn af Ovenstaaende Christian G. i hans første Ægteskab, født i Rygge 4. Jan. 1739, deponerede efter privat Undervisning 1758, tog 1759 Examen philosophicum og 1760 theologicum. 1762 rejste han efter Faderens Ønske udenlands og opholdt sig en Tid ved Universitetet i Tiibingen, men maatte vende tilbage til Hjemmet, da hans Fader var død (1763). Hans Tid gik nu hen med Undervisning, Prædiken og en Smule Forfatterskab. Han tilbragte Trykkefrihedstiden i Kjøbenhavn og blev en af de Skribenter, der benyttede Anledningen til at udtale sig om det norske Folks Ønsker i Retningen af Universitet og en bedre Ledelse af Landets Anliggender («En norsk Hyrdes Indtagelse i Bjærg»), hvorhos han efter Struensees Fald ydede Bidrag til den Del af vor Litteratur, der helst bør glemmes («Frøkenkontorernes udødelige Navnes ynkelige Ruin»). Efter dette blev han 1772 udnævnt til residerende Kapellan til Gavsdal, hvor han blev en ivrig Landmand, men desuagtet levede i smaa Kaar.
1778 blev han forflyttet til samme Stilling i Frederiksstad, men da hans Stilling fremdeles var trykket, fik han 1779 det residerende Kapellani paa Frederikshald. 1783 blev han Sognepræst til Savde og senere Provst i Nedre Telemarken. Her døde han 31. Dec. 1820.
Mest bekjendt er han bleven ved sine «Nationale Fortællinger for den norske Bondestand» (1811, 2. Opl. 1817, 3. Opl. 1858), i hvilke han i et let og behageligt Sprog heldig har løst den Opgave at levere moraliserende Skildringer uden at blive kjedsommelig. Som ægte Landspræst har han meget imod Bylivet, og med hin Tids fremtrædende norske Selvfølelse anstiller han Sammenligning mellem danske og norske Bønders Kaar. At han ved denne Bog har øvet en ikke ringe Indflydelse -- maaske mere i national end i moralsk Retning --, tør anses for sikkert. Gift 28. Febr. 1775 med Isabella Christine Stockfleth (f. 2. Maj 1750 i Faaberg, d. 6. Febr. 1825 paa Gaarden Faret ved Skien), Datter af Sognepræst Niels S. (f. 1701 d. 1760) og Elisabeth Antoinette f. Rosing (f. 1714 d. 1755).
Halvorsen, Norsk Forf. Lex. D. Thrap.
For mig at se må konklusionen være at Christen Henriksen Pram uden tvivl var søn af Henrich Fredrich Praem og Olava Maria Stockfleth.
Den omtalte præstefrue i Saude - hans tante, gift med præsten Immanurel Christian Grave - var hans moster Isabella Christine Stockfleth.
Jeg kan ikke se at du har Isabella Christine Stockfleth med på din hjemmeside?!
Hvad mener du?
MVH Lars
(2014 - Per Nemo enig i ovenstående).
Digt skrevet af C. Pram. Udgivet i bogen "Leopardlængen - Fortællinger fra det gamel Nyboder", Gustav Kragh, 1943:
Linieskibet Sælland
"Dit "Sælland", Harboe, Fjendens ild
Fra Tov og Retning river,
Trods Mod og Kraft den raser vild
Og tabt og knust det driver.
Men Dig og "Rensborg"s, "Kronborg"s, Mænd
Og lille "Elven"s - hver og én
Vort Fædreland, mens det er til,
Sin tak og Hæder giver!" |