Noter : Ved trolovelsen 1703 var han fra Skaverup, Sværdborg sogn.
Han er begravet inde i Allerslev kirke.
I 1724 var han lavværge for Hans Hendrik Smeds enke Karen Jensdatter i Allerslev. Det er da oplyst at han var hendes stedfar.
Ført med forældre - gårdmand Jens Ibsen og Maren Andersdatter i Skaverup - i ny fil i 2016.
Uddrag fra Holger Munks "Rytterbonden, side 250 (i kapitel om Skovfogeder og ulovlig skovhugst):
. . . Et noget lignende tilfælde ser vi i Kragevig. - I 1715 d. 25. juli havde skovrider Carl Schrøder saaledes ladet skovfogeden i Kragevig, Niels Jensen, indstævne for ulovlig »Skovhug i Hans Majst. Skove«. Det drejede sig om »en Risbøg som fornylig var flakt, og som laa paa Kragevig Mark«, men som imidlertid var blevet bortført. Skovrideren havde selv været nede hos Niels Jensen og her talt med dennes kone om risbøgen, ligesom han ogsaa havde forhørt hos skovløber Hans Købmand af Reckende, om han vidste noget, uden derved at have faaet noget sikkert spor at gaa efter.
Nu var Niels Jensen vel nok den vanskeligste skovfoged paa det ganske distrikt at bide skeer med. Dels kunde han baade læse og skrive, dels var han efter tidens maal meget velhavende og tilmed af en kværulerende og ret haard natur. Havde han æsket sit skudsmaal af Ugledige mænd »saa mange, som saa og pløjer«, hvis kongetiende og krigsstyr-skat han havde forpagtet omk. 1720 og opkrævet med for stort beløb, da vilde det ikke have været en gunstigere dom, og havde man spurgt Hr. Hans Zeier af Reckende præstegaard, hvilke »nærgaaende og ærerørende Skelsord« han af Niels Jensen var blevet tiltalt med, da han lige før jul 1727 »indkom i sin Embedsforretning« for at trøste skovfogedens syge kone, saa havde man vel ogsaa her faaet artige ting at høre. Endelig kunde vi have lyttet til tyven Ole Nielsens »velsignelser«, da han laa 8 dage »i det nederste Hul« i Gaasetaarnet, »lagt med Kløer« og »det store Tyvejern,« men det havde vel nok været en for ensidig dom, der her var blevet fældet, eftersom det var paa Niels Jensens anmeldelse, at han var blevet »indsat«. Men Niels Jensen havde midler, og det var alt nok til at sikre ham anseelse - ogsaa efter hans død, idet han i 1732 blev »begravet i Kirken«, Allerslev Kirke.
Det var noget om Niels Jensens vita, der vel viser os en skovfoged af et ret usædvanligt format, men ellers hvad midler og myndighed angaar udmærket kan staa som type paa en del af sin tids skovfogeder. Men tilbage til den forsvundne ris bøg.
Denne blev vel ikke fundet, men »fremstod Hemming Nielsen af Kragevig, at sidstafvigte Vor Frue Dags Aften indkom Niels Jensen samme Steds til ham og spurgte ham ad, om han ikke enten Aften eller Morgen tilforn, da Vidne var ude paa Stranden at røgte sine Kroge, havde set nogen Baade i Kragevig Havn, saasom han savnede noget dobbelt Egefavnved.« Det kunde Hemming kun benægte. Tiltrods herfor var Niels Jensen med vidner taget over til Nyord for at ransage og havde ogsaa her i Jens Hansens stald fundet nogle egestykker af »dobbelt Favnved«. Men da Jens Hansen kunde paavise, at han havde disse fra sin lovlige udvisning i selveste Niels Jensens skov, følte han sig saa fortrædiget over den skete ransagning, at han indstævnede skovfogeden for retten. Skønt man her vel nok skønnede, at Niels Jensens ransagning paa Nyord maatte anses for ulovlig og »ubillig« mod Jens Hansen, som jo ingen havde set i Kragevig Havn, selv ikke Hemming Fisker, som var »paa Søen baade tidlig og sildig«, saa slap skovfogeden dog, sagens omkostninger ophævedes, og Nyord-manden blev kendt »fri at være« for Niels Jensens tiltale. Men skovfogeden slap ogsaa for, at der blev spurgt mere om den risbøg, da sagen vel imidlertid var gaaet i glemme, - og det havde sikkert ogsaa været formaalet.
Niels Jensen er ligeledes nævnt på side 112:
. . . Det var i de tider, vi her er ved, meget svært at få sin likvide kapital anbragt til forrentning, ja, endda bare at faa den opbevaret i sikerhed. Vi ser saaledes et eksempel herpaa, da den rige Niels Jensen i Kragevig havde forsøgt at gemme sine penge ved at indmure dem "i den lille Skorsten". Men da han "i Foraaret (1718) brød Skorstenen op og vilde se til sine Penge, var de borte".
- - -
Niels Jensen er nævnt i det følgende:
Artikkel i Vordingborg Dagblad den 1. november 1975
Bønderne og ødegården
Ryttergodset havde meget besvær med at få pløjet sin ødegårdsjord i Nørre Mern
Regimentsskriver Hans Madsen, der boede i Næstved, og som derfor ikke i tilstrækkelig grad kunne have indseende med ryttergodset, blev den 17. maj 1722 suspenderet fra sin stilling og afløst af Hans Svane. Årsagen til suspensionen var den, at hans regnskaber vedrørende oppebørsler o.lign. ikke tålte et nøjere eftersyn, og han havde pådraget sig en ret betydelig gæld til den kongelige kasse, som han endnu i 1730 ikke var færdig med at betale. De sidste 160 rdl. blev dette år afskrevet som uerholdelige.
Men også på anden måde måtte Hans Madsen stå til regnskab for, hvad han i sin embedstid havde forsømt. Den 10. september 1722 fremlagde "kongl. maj´ts forrige regimentsskiver Hans Madsen ved Sr. Niels Pillemark velbem´te regimentsskrifvers ordre" om at erhverve tingsvidne "af hvad årsag den øde gårds jord i Nørre Mær anno 1721 ej blev sået og høstet". Niels Pillemark, der som Hans Madsens fuldmægtig var den, der i realiteten havde taget sig af godsstyrelsen, angav, at han havde ladet "hidkalde ladefogden på Leckende gård, Jacob Wrang, bondefogderne i Ulledie, Niels Staffensen, i Rødstofte Ebbe Ipsen, i Sagebye Olle Poulsen, i Videmose Niels Skonning, Poul Nielsen og Rasmus Michelsen, i Kragevig Niels Jensen, Henrich Ladefoged i tinghuused i Jungshoveds sogn, så og Olle Banche, Hans Jensen og Olle Christenen i Nørre Mæer, hvilcket den ene kaldsmand Jens Madsen i Synder Mæer ved æd her i retten bekræftede". Den anden kaldsmand var forhindret, men mødte senere og bekræftede stævnemålet. Det var Hans Jensen "udi Lechinge".
UVILLIGE BØNDER
Først fremstod Jacob Wrang fra Lechendegaard og vandt, at anno 1720 ved Mikkelsdags tider, da rug skulle såes, tilsagde han efter befaling fra regimentsskriver Hans Madsen og hans fuldmægtig Niels Pillemark "Mæhren fogderie, som er Sønder og Nørre Mæhr, at de skulde pløye den øde gårds jord, som præsten hafde haft i brug, og som det var et vanskeligt våt veierlig, var bønderne u-villige til at giøre det arbeid". Jacob Wrang pantede dem så, "men dog icke med ald hans flid kunne formåe dem til at pløye til rug, ti de undskyldede dem med det våde veierlig, somm påfalt, og en deel med ded, at de icke vilde pløye for Pillemark, huor udofver hand icke kunde formåe bønderne til at giøre sådan hofgierning".
I foråret 1721 havde Jacob Wrang tilsagt Lechendgaards bønder at pløje og tilså jorden til de øde gårde på godset, "nemlig Viemose treding til ommelte øde gårds jord, Saugebye treding til Hans Boesens i Nørremæhr, som hand frarømte, Mæhren treding til Rasmus Odders gård i Nørremehr, som han formedelst sine bæsters frafald og armod icke kunde pløye, Ugledie treding og en deel af Ebbe Ibsens treding i Rødstofte var tilsagt at pløye til Olle Knudsens gård ibid., så og til Hans Mortensens gård i Østeregitsborg", alt sammen efter ordre fra regimentsskriveren og Niels Pillemark.
VAR ALLEREDE SAT I ARBEJDE
Det viste sig imidlertid, at den ene hånd åbenbart ikke havde vidst, hvad den anden gjorde, idet der fra skriverstuen var kommet ordre til Viemose treding om at pløje til en gård i Kallehave, hvorfor Jacob Wrang ikke kunne formå dem til også at pløje i Nr. Mern. Det blev så for skriverstuen anordnet, at bondefogeden Niels Jensen i Kragevig ved sit fogderi skulle pløje til den øde gård i Mern, men "hand undskuldede sig, at de icke kunde, formedelst foertrang og bæsters frafald (hestes død)", og derfor havde Jacob Wrang ikke fået pløjet eller sået det år, men i indeværende år havde han fået Mern og Sageby tredinger til at pløje og så jorden, "så vit som tienlig er, og hand kunde formåe dem til at drifve". Han oplyste videre, at Pillemark "aldtider har været overbødig med alle slags sædekorn til samme øde gårds sæd", ligesom han havde skaffet alt det korn, der var sået i år.
Bondefogeden Poul Nielsen fra Viemose erklærede, "at som han icke har været bondefoged i dend tid 1720, ved hand intet videre, end han har hørt sige, at hans formand Niels Skonning i Viemose har sagt for ham, at hand var tilsagt af ladefogden Jacob Wrang, at hans fogderie skulde pløye til den øde gårds jord i Nørre Mæhr i forårit 1721. Men formedelst der kom contraordre, at fogderiet skulde pløye til Giliuses gård i Callehaug, skeede det icke".
Ebbe Ibsen fra Rødstofte forklarede, at i foråret 1721 "pløyede hans fogderies bønder, nogle til dend halfve øde gård i Ugledige, nogle til Olle Knudsens gård og nogle til Hans Mortensens i Eigitsborg" - men de var ikke tilsagt til gården i Mern. Henrik Hansen, ladefoged ved Jungshoved, forklarede ligesom Jacob Wrang, at Niels Jensens fogderi i Kragevig skulle have pløjet og sået i Nr. Mern, men at de "formedelst foertrang neppe kunde pløye deris egen jord, og foruden måtte de og pløye til Hemming Piils gård i Allersløf". Bondefogeden kunne derfor ikke overtale dem til også at pløje og så i Mern.
ET BESVÆRLIGT ÅR
For øvrigt synes året 1721 at have været et besværligt år, thi samtlige de vidner, der havde givet møde på tinge svarede på spørgsmål, "at forleden forår 1721 var sådan en foertrang her i einen, at bønderne i forårit ved påske tiden måtte lade deris bæster og qvæg gåe ud og icke hafde noget foeder at gifve dem".
En række af de indstævnede bondefogeder var imidlertid ikke mødt, så der kunne ikke den dag føres flere vidner. Det drejede sig om Niels Jensen i Kragevig, Niels Staffensen i Ugledige, Ole Povlesen i Sageby, og de tre tredingsfogeder i Mern, Ole Banche, Ole Christensen og Hans Jensen, og de fik nu alle pålæg om at møde to uger senere for at aflægge vidnesbyrd i sagen, som i øvrigt ikke ses omtalt mere i den omgang.
Men besvær havde man stadig med at få ødegården i Mern pløjet og tilsået, siden sognepræsten, Hr. Jens Karleby, i efteråret 1720 frasagde sig den. Først i 1724 fik man en ende på fortrædelighederne, da man tvang de fire Taageby-bønder til at dele gårdens jorder, der stod for hartkorn 6 tdr. 6 skp. 3 fdk 1 alb. De vægrede sig længe, men måtte dog give køb.
- - -
|