Noter : Ved folketællingen 1787 boede hun hos datteren Maren Hemmingsdatter og svigersønnen husmand Claus Jørgensen i Nørre Mern, Mern sogn. Hun var da 80 år gammel, almisselem og i 1. enkestand.
Der må være noget galt med aldersangivelsen på hende. Hun skal udfra det ovenstående være født omkring 1707, og datteren Maren er født omkring 1760/61.
Hun er sandsynligvis den omtalte Catrine Hemming Nielsens i følgende artikel fra Årsskrift for Historisk Samfund, Præstø Amt 1929 i artikel side 90.
Præsten i Mern.
Ved Viceskoleinspektør V. Møller.
Magister Hans Vilhelm Clausen Arentz f. 1731 var en Toldersøn fra København. Han efterfulgte sin Svigerfader, Sognepræst i Mern og Provst i Baarse Herred Mag. Terpager, som Sognepræst i Mern. Hans første Ægteskab med Terpagers Datter var kortvarigt, da Hustruen snart efter døde, og han indgik da nyt Ægteskab med Abelone (Apollonia) Drewsen, en Forbindelse, der snart viste sig at være alt andet end lykkelig. En 14 Dages Tid efter Bryllupet var de rejst ned til Mern Præstegaard; paa Rejsen passerede dog intet ukærligt. Men paa en anden Rejse straks derefter til en af Præsterne der i Herredet: kneb han hende i Armen, saa snart hendes Arm rørte ved hans, og hun ikke sad ham tilpas i Vognen. Allerede en Maanedstid efter havde Provsten, Mag. Terpager, advaret hende, at hun skulde tage sig i Agt, da hendes Mand var ude i et ondt Rygte med en Bondekone, som han havde legemlig og syndig Omgang med. Hun mærkede tillige, at Manden hver Dag, to Gange om Dagen, undtagen Studeringsdagen, var hos denne Bonde- eller Fogedkone til Klokken 10 om Aftenen, somme Tider til 11 eller 12 slet. Ved et Trolovelsesgilde der i Sognet havde hun set, at Arentz ved Aftenstid havde fat paa denne Bondekone, sad med hende paa Skødet, karesserede hende - og hun ham igen - lod hende lugte til sit Hovedvandsæg etc. Det var to Bønder, der havde advaret hende, saa hun kom til at se det gennem en Dør ind i en anden Stue.
Ofte blev hun slaaet og ilde medhandlet af Manden. Især da hun første Gang lavede til Barsel og var over halvgaaen, da stødte Arentz hende med sin Albue i Livet, alene fordi han ikke kunde taale, at Barnet rørte sig - saa at hun besvimede deraf. En anden Gang slog han hende med knyttet Næve i Hovedet og Ansigtet, saa at Blodet flød, og hun anden Dagen var blaa og blodig. Og det begge Gange uden Grund. Og da hun var forløst og kommet i Barselseng, vilde han 2den eller 3die Dag nøde hende til at sy nogle Ting til ham, og da hun formedelst Skrøbelighed i Barselseng ikke kunde efterkomme hans Begæring, slog han hende med det stive af sin Kasket i Ansigtet, saa Blodet flød ned af hendes Ansigt, og ungefær 9 Dage derefter stødte eller sparkede han hende paa. det ene Ben med sin Støvle, saa at der blev en Knude deraf. Ammen, en gift Kone, Marie, slog han med sin Stok, fordi han fandt hende slumrende med Barnet paa Skødet. Kort efter denne Historie med Ammen havde hun selv faaet af Stokken i Hovedet og paa Kroppen, det var sket nede hos Hans Snedker i Mern. Engang fulgtes hun med Manden paa en Spadseretur fra Fogedkonen; da stødte kan hende op til et Tjørnegærde og sagde: Din Ugle, der er ikke en god Blodsdraabe i dig, og Bondekonens mindste Led i hendes mindste Finger er bedre end din hele Krop.
Han havde ogsaa sparket hende i hendes eget Hus og stødt hende ud af Døren, saa hun længe laa syg deraf, ja, han vilde have stødt hende til Døde, ligesom han nogen Tid efter slog hende meget stærkt under hendes Øre, alene fordi hun blev fulgt over Gaarden af en af Mag. Terpagers Piger med en Lygte. Dog havde hun ikke mærket noget til, at der var anvendt Rottekrudt paa at forgive hende - som Rygtet gik - men engang puttede han med Magt et Sukkerbrød med en Knappenaal, som sad paa tværs, i hendes Mund. Dog mærkede hun Naalen og fik ingen Skade deraf. Ved en Bryllupsgilde i Sognet nødte hendes Mand hende til at blive længer, end hun fandt Behag udi, ja, nødte hende ogsaa til at danse med Bønderkarle og Drenge, over hendes Evner i den stærkeste Hede, endogsaa i den Tilstand, at hun lavede til Barsel. Det vidste Manden godt. Ved denne Lejlighed havde hun set Arentz kysse Bondekonen. Det talte hun om, da de kom hjem fra Bryllupet, at det ikke var anstændigt. Han blev vred, kneb hende og stødte hende om i Sengen, rev derpaa Haaret af hendes Hoved og slog hende i Hovedet, saa Blodet sprang hende af Næsen, og han havde nær kvalt hende i hendes Kappebaand.
I Sengen havde han en anden Gang stødt hende med Knæene paa hendes Liv - mens hun var frugtsommelig - saa en Læge maatte gaa til hende i lang Tid, og da Lægen frygtede for hendes Liv, saa tog Mag. Terpager hende i Beskærmelse og forvarede hende for hendes Mand i 6 Uger, indtil hun var fuldstændig kommet til Kræfter.
Ved sin anden Barselfærd turde hun ikke blive hos ham i Mern af Frygt for en ond Behandling, men forføjede sig til sine Venner i Valkemøllen i Søllerød Sogn. Dog kom han derud til hende og bad Faddere til sit Barn. Heller ikke her kunde han holde sig i Skindet, men skældte ud, fordi hun havde givet en Snedker et Par Dukater for en Dragkiste til Barnet.
I Mern havde et vittigt Hoved lavet en Vise om Præsten og den omtalte Fogedkone. Og en velvillig Sjæl havde engang kastet den ind i Præstens Forstue, for at Præstegaardens Beboere ogsaa kunde have lidt Fornøjelse af den.
Flere Gange var hun rejst fra Manden, og nu (1770) var det 4½ Aar siden hun tog fra Mern. Siden havde hun ikke været hos ham, og han heller ikke hos hende. Hun var rejst fra ham paa hans Fødselsdag, og da hun lykønskede ved Afskeden, kneb han hende i Armen, saa at alle hans 5 Fingre sad kendt paa hendes Arm, og sagde: Farvel, Din Hore. Hendes to Brødre havde fulgt hende hjem til Forældrenes Hus.
Naar Arentz forrettede Kirketjeneste, havde han bestandig haft sine øjne rettet paa Bondekonen, ja endog naar han stod for Alteret, vendte han sig om og saa efter hende, der havde faaet 2 Børn med ham.
Baade hans Svigerfader, den gamle Provst Terpager i Mern, og dennes Svigersøn Provst Erik Colstrup, Sognepræst i Præstø og Skibbinge, havde advaret og formanet Præsten, at han skulde forbedre sit Levnet og holde sig fra Bondekonen og leve skikkelig med sin ægte Hustru. Det havde intet hjulpet - tværtimod blev han Dag for Dag værre.
I Mern boede dengang en aftakket Korporal Zacharias Hahn, der var gift med Karen Bloch. Med denne Kvinde kom Præsten ogsaa i Berygtelse. Præstekonen havde engang set Arentz sidde paa en Seng med Karen Bloch, han kyssede og klappede hende og gav hende adskillige søde Ord. Det maa siges, at han (de) ikke har generet sig, thi hans Kone laa syg i en anden Seng i Stuen.
Ofte havde Arentz givet Foræringer til de to Kvinder; navnlig da hans Fader døde, havde Karen Bloch faaet meget af et og andet. Fogedkonen havde ligeledes ofte faaet Gaver: Daabsklæder, Stadstøj og Levnedsmidler og engang maatte Præstens Kone - efter hans Begæring - levere et af sine Forklæder og en Del Børnetøj.
Han var ofte sent hos Karen Bloch, helst naar Korporalen ikke var hjemme. Naar han kom hjem derfra, brugte han sin sædvanlige Grovhed over for Konen. Korporalen var jo fortrydelig over disse Besøg og gav engang sin Kone et Livfuld Hug derfor.
Rygtet fortalte endog, Præsten skulde have tilbudt Hans Snedkers Hustru i Mern en Banco-Seddel paa 50 Rigsdaler, hvis hun vilde anvende et Middel over for Præstekonen, der laa i Barselseng hos Hans Snedkers, saa at han kunde miste hende.
Overstaaende Beretning afgav Præstens Kone ved en Provsteret, der blev holdt i Slagslunde Præstegaard, d. 29. Marts 1770. Hun opholdt sig nemlig dengang hos Sognepræst Pram der Hun aflagde Ed paa sine Udtalelser. Det vilde ikke være mærkeligt, om hun har været bitter, og at dette har farvet Fremstillingen.
Præsten var bleven suspenderet 1769. I April s. A. blev nedsat en Kommission, Etatsraad Munthe af Morgenstjerne og Præsten i Øster-Egesborg, Hans Ditzel; den skulde undersøge Arentz Forhold i hans Embede i Almindelighed og i Særdeleshed hans uanstændige og forargelige Omgang med afgangne Korporal Zacharias Hahns Hustru Karen Bloch, saavel i Mandens levende Liv som efter hans Død. . . "
Sagen var nemlig den, at nævnte Korporal var død under mistænkelige Omstændigheder. Man mente, at Præsten havde haft en Finger med i Spillet. Det medicinske Fakultet afgav sit Responsum, i hvilket det besvares, at Urten Bulmeurt, der bruges til Fremstilling af Bella Donna, er en af de allergiftigste, og at alle i Forhøret anførte Omstændigheder ved Hahns Sygdom og Død stemmer fuldstændig overens. med denne giftige Urts Maade at virke paa - og at han er død deraf. Amtmanden i Tryggevælde Amt (nu Præstø Amt), Geheimeraad Brockenhus, lod derover Hahns Enke, hendes forrige Pige og Cathrine Hemmings arrestere og sætte i Vordingborg Taarn.
Provst Colstrup i Præstø skriver 16. August 1769 til Biskoppen:
Af min Svigerfader (tidligere Provst Terpager i Mern) har jeg erfaret, at Mag. Arentz er i Søndags Eftermiddag rejst over til Lolland med det slette Kvindemenneske, for hvilket han er saa berygtet. Han vedbliver nu som før at hænge hos hende fra Morgen til Aften. Til Politiforhøret d. 17 juli er han rejst til og fra København med hende, og her siges for vist, at da han paa Hjemvejen logerede sig ind med hende i Værtshuset Printzen i Køge, har han af Værten Zuschlag forlangt et Kammer for dem begge, foregivende at hun var ham nær paarørende. Saa mange Forargelser tillige med Stiklen og Støjen fra Prækestolen, naar han kommer der, har foraarsaget, at min Svigerfader, der græmmer sig højligen over Menighedens daglige Forargelse og Klager, vilde gerne se Menigheden besørget, som han nu og selvet Par Gange har i sin høje Alderdom betjent Skriftestolen og Alteret og ladet andre prædike. Mag. Arentz vil de gerne udtyde dette til en egenmægtig Suspension. Men min Svigerfader, som vel kender sit Embedes Grænser, formener sig, uden engang at tænke paa nogen Suspension, at være berettiget, saa vidt muligt, at hindre Menighedens Forargelse, ja, at han gør Mag. Arentz en Tjeneste med at forebygge, at han ej videre skal besmitte sig, da han allerede er altfor meget besmittet. Vel har jeg raadet min Svigerfader at lade Mag. Arentz undertiden prædike for desto bedre at. betage hans Indvendinger nogen Vægt; imidlertid fik jeg, da jeg i Mandags var i Mern, en uformodentlig Prøve paa, hvor vel grundet min Svigerfaders Forhold er. En af Merns Sogns Koner kommer til mig og bevidner sin Glæde, at Mag. Arentz nu ikke mere prædikede for dem, thi nu fik de Guds Ord at høre i Stedet for Sladder og Skælden etc.
Jeg stillede mig an, som jeg faldt i Forundring herover, og svarede, at jeg havde raadet min Svigerfader at lade Mag. Arentz prædike næste Søndag. Hun studsede derved og begyndte at bede og formane paa det indstændigste, at det ikke maatte ske, thi saa maatte den største Del af Menigheden forlade Kirken og Mag. Arentz Kreaturer triumfere. Jeg svarede, at Menigheden havde sig selv at takke derfor, da man maatte forundre sig over, at for den kongelige Kommission saa mange, tværtimod deres forrige og disse Klager, tværtimod deres egen Samvittigheds Vidnesbyrd, fortiede Sandheden, da der var Tid til at tale, hvorfor de skulde være Gud ansvarlig. Herved har de fortjent ej alene, at deres Klage ikke vorder hørt, men og de tilbørligste Irettesættelser. Skulde Mag. Arentz Forargelse vedblive, hvilket de har fundet for godt ved at udsprede, men ikke for en lovlig Øvrighed at bevidne, saa kunde de nu skrive deres Forargelse tillige med deres egne Synder paa deres egen Regning. Nu sidder min Svigerfader, en 86 Aars gammel Mand, her og maa se paa, hvorledes hans lange og tro Tjeneste i Herren daglig ødelægges.
Uanset han vel ved Herrens Ord, har han dog Føje at beklage: Sandeligen, jeg har arbejdet her forgæves. Imidlertid tager den frækkeste Ugudelighed til, der ikke har lært at skamme sig. Kræfterne til at gøre det med Magt indtrængende Onde Modstand har Alderen borttaget, især hvis denne Tilstand endnu noget skal vedvare.
Colstrup appellerer videre til Bispen om at hjælpe paa Sagen og bringe Trøst til sin Ven, den gamle Terpager.
Desværre har Forhørsakterne fra Forhøret i København ikke været til at finde. Som anført var der Forhør i København hos Politimester Horn, efter dette indstillede Biskop Harboe Arentz til Suspension. Mandag den 25. Septbr. 1769 var Colstrup og et Par andre Præster i Mern, hvor de oplæste Suspensionsskrivelsen for Arentz, der lovede at holde sig den efterrettelig og skrev under derpaa. Hans Kone, der havde haft 3 Børn med ham, hvoraf 1. levede, reserverede sig og Børnene Andel i Boet, hvis han skulde blive sat fra Embedet. En Datter af første Ægteskab, Helvig Sofie, blev opdraget hos sin gamle Bestefader, Provst Terpager, der ogsaa varetog Barnets Krav paa Andel i Boet.
Imidlertid gik Retten sin Gang. Byfoged Sveistrup i Ringsted var Aktor og skrev 1770 til Biskop Harboe, om han vilde give Provst Colstrup Ordre til at udtage alle de Breve, der maatte findes i Magister Arentz forseglede Bo, og som var vekslet mellem Arentz og Korporal Hahns Enke, Karen Bloch. Provsten havde nemlig vægret sig derved, men Sveistrup mente, at det af Brevene kunde oplyses, hvorvidt Magisteren var impliceret i Drabet paa Korporalen. Karen Bloch havde nemlig bekendt for Kommissionen, at den saakaldte Bombister-Rod - paa Præstens Opfordring - var bleven hentet til hende. Sveistrup ønskede ogsaa at faa fat i de Breve, der var gaaet imellem Magisteren og Karen Bloch, siden hun kom til Vordingborg Arrest; et af disse - fra ham til hende - havde Sveistrup faaet i Hænde.
Endnu i Februar 1770 nød Mag. Arentz Kost og Kammer hos Svigerfaderen, "men da denne gamle Mand selv maa som tiest holde Sengen og bekoste fremmede til alt, hvad der i Embedet skal forrettes (foruden at denne Proces overmaade foruroliger hans høje Alderdom), saa kan han ikke taale at give Mag. Arentz noget".
Efter Biskoppens Ordre fandt Eftersynet i Præstens Bo Sted Onsdag d. 23. Maj 1770. Der fandtes i hans ubeseglede Chatol (Boet var ellers forseglet) 17 Breve og Sedler underskrevet dels Karen Bloch, dels K. A. (venteligt og efter Indholdet upaatvivleligt skal være Karen Arentz). Overskriften overalt er til "Hendes søde lille Mand", og expressiones i disse Breve saaledes, at selvom Ægteskab forudsættes, dog nogle fornærme Anstændigheden. Endnu fandtes et Gavebrev under Mag. Arentz Haand og Segl, skrevet i Aaret 1768, imedens Hahn endnu levede, i hvilket han legerer Konen, Karen Bloch, foruden det meste af sit Sølvtøj, 400 Rbd. og ved forefaldende Dødsfald foreskriver saadanne Forholdsregler, at det snarere maa anses for en Ægteskabskontrakt end et Gavebrev. Desuden blev fundet i hans Chatolskuffe 2 Stykker Opium, hvorover han ingen Forklaring gav, hvortil han vilde bruge det. Dette vil venteligt give Sagen en anden Anseelse og maaske meget forlænge den. Jeg beklager herved min gamle Svigerfader, hvis Byrde, da det begynder at se saa vidtløftigt ud, vil blive ham utaalelig", skriver Colstrup.
D. 8. August faldt Kommissionens Dom: Arentz blev dømt fra Embedet og anset uværdig til herefter at forestaa noget gejstligt Embede, samt forbudt at bære gejstlig Habit.
Terpager ønskede nu, at det blev forbudt Arentz at opholde sig i Mern Sogn - for ikke at lave mere Spektakel. Han (Terpager), hans Hus og Hjem havde i mange Aar lidt af Arentz Ondskab. Kunde han ikke forvises til et vist og sikkert Sted, f. Eks. til Christiansø?
Arentz tog til København, og kan man dømme efter hans Skrivelser til Biskoppen, har hans Tilværelse været kummerlig. Sandsynligst er det vel, at han har smurt lidt tykt paa. D. 25. Oktober 1771 skriver han: Da jeg nu i 3 Aar har været betrængt og uden levebrød og kun nydt lidt Renter af min Kapital, saa kan jeg i denne dyre Tid ej leve i min kummerlige, brødløse og betrængte Tilstand, altsaa bønfalder jeg herved vemodigt og underdanigt, at naadige Biskop vilde bifalde, at jeg dog til mit usle Livs nødtørftige Ophold snart maa nyde enten min retmæssige fædrene Arvelod eller i det mindste, indtil Separationens endelige Dom mellem Abelone Drewsen og mig, 200 Rdl. til Føde og Klæder, da jeg nu er i en arm og elendig Tilstand og mig er berøvet mit fornødne Livs Ophold, og jeg er syg af Nød og tilstødende Chikaneri, hjælp mig i min miserable Tilstand, inden jeg skal rent krepere i Armod, som jeg nu maa, om ingen snart rækker mig en hjælpende Haand. Arentz: slutter med at bede om, at Svogeren, Colstrup, skal betale ham noget af Konvents-Kassen, som han har givet til i de 14 Aar, han var i Mern. Imidlertid skriver Colstrup til Bispen: Arentz er sig selv lig. Hans Nød er uden Tvivl stor, nok fornemmelig den indvortes Elendighed, af hvilken jeg meget frygter, han endnu liden Følelse haver - og den udvortes er maaske større, end den burde være.
Senere søgte Arentz om 1000 Rdl. af Boet til at begynde en eller anden "borgerlig Hantering" for.
Aaret efter, 22. Marts 1772, afgik Provst Terpager ved Døden, 88 Aar gl.
- Hvorledes gik det nu Korporalens Enke, Karen Bloch? Af Forhørene i Vordingborg fremgik det, at en Kone, Catrine Hemmings fra Mern, samt Korporalens Tjenestepige, Kirsten Christensdatter, blev sat i Vordingborg Taarn i Februar 1769. Karen Bloch var ikke mødt til Forhør d. 5. Maj, skønt Stævningsmændene erklærede, at hun var frisk og sund, da de stævnede hende. Catrine havde ofte hørt Hahn og Karen skændes, ja, undertiden sloges de. Hun kendte ikke Grunden, men havde hørt Korporalen kalde Konen for en Hore med Tilføjelse, at hun var Magisterens Hore. Karen havde lovet Catrine en Dukat, hvis hun kunde skaffe hende den saakaldte Bombister-Rod, thi hendes Moder havde ondt i Maven og Benene. Catrine kendte en Kone i Bahl, som havde Roden, der var god for Vattersot og Hævelse. Efter Folks Sigende kunde den sættes paa Øl og Brændevin og da forvolde Raseri. Baade Karen og Præsten havde paaskyndet Sagen, og hun forhørte sig da hos Lars Rasmussens Hustru i Bahl, om Roden kunde gøre Skade. Nej, lød Svaret, den har hjulpet saa mange. Dukaten havde hun dog ikke faaet, og da hun efter Hahns Død begærede noget Arvegods, fik hun kun en gammel Brystdug. Præsten havde sagt, at han ikke kunde give hende noget glimrende, for der gik saa stor Spargement deraf, men naar han fik vekslet, skulde han betale hende. Hun havde ogsaa brugt noget af Roden til Peder Willumsen i Nørre-Mern, som vilde bruge det for Vattersot. Her havde hun nok sagt, at hun ikke vilde tilstaa, om det skulde komme til noget om den Bombister-Rod der var brugt til Hahn. Hun vilde da tage sit Barn og styrte det og sig selv i Aaen. Da Fogeden kom og forkyndte hende, at hun skulde i Taarnet, spurgte hun, om der ikke var flere, der skulde med. Nej, havde Fogeden svaret. Da maa der nødvendigvis flere med, ifald jeg skal i Taarnet svarede hun. Paa Vejen mellem Mern og Stavreby havde hun bemærket: Denne Vej kommer jeg kanske ikke tilbage.
Hun havde faaet 2 Stykker Rod - saa stor som en lille Finger - den ene fik Peder Willumsen, den anden Karen Bloch. Fra en sort Flaske med Brændevin i, hvori Roden blev lagt, var denne sidste bleven hældt ud paa Møddingen. Hun var ikke tilstede, da Hahn døde. Han havde bestandig - efter at han havde faaet af Bombister-Rod Brændevinen - raset stærkt og ofte brugt sig. Han havde dog ikke beklaget sig over, at han fik noget, som kunde foraarsage hans Død!
Kirsten Christensdatter, Hahns Tjenestepige, havde ofte set Enken og Magisteren tale hemmeligt sammen. Naar Enken havde været saa velfornøjet med Hahns Død, mente hun, det var siden hun havde faaet saa mange Hug af ham.
Ugen efter, 11 Maj, var Karen Bloch i Forhør. Hun oplyste, at i de 4 Aar hun havde været gift med Korporalen havde denne i Drikfældighed forvoldt idelig Kiv og Strid. Hug og Slag havde der vanket, saa ofte han var beskænket - og det var sjældent, han var ædru. Ofte havde hun ønsket, at Vorherre vilde omvende ham! Hun havde brugt Bombaster-Roden i Brændevinen til ham - ikke for at blive ham kvit - langtfra. Han havde faaet hver Gang en Pægl eller noget over. Selv havde hun taget et Spidsglas deraf - paa hans Begæring. Catrine Hemmings og Tjenestepigen Kristine gav ham ogsaa deraf, naar de vaagede hos ham, og de fortalte da, at han havde været noget urolig og havde fantaseret noget om Natten. Hun havde haft Besøg af en Skibskarl fra Bogø - han var nu ved Flaaden. Onsdagen før Hahn døde (om Lørdagen), var han løbet efter hende ud paa Gaden og hen paa Broen, som gaar over Aaen. Uenigheden var opstaaet over en lille Hund, som han vilde tage med sig i Byen, men hun tog den fra ham ved Døren, fordi hun ikke vilde, at den skulde skidnes om Benene. Han gik derpaa efter sin Sædvane hen til Flasken, og da hun talte til ham, at han begyndte paa sin gamle Vane, tog han i Bitterhed sin Stok og slog hende, saa hun maatte løbe ud paa Gaden. Da hun kom tilbage i Køkkenet, havde han sat Krogen paa og vilde ikke lukke hende ind. Pludselig kom han ud med en Brystdug paa og en Kæp i Haanden, bandede hende og forfulgte hende med Hug og Slag ud paa Gaden - over Fjællebroen. Han havde ogsaa trakteret hende med Skældsord som Hore, fordrukken Mær etc. Om Torsdagen havde Catrine bragt hende Roden nede fra Bahl.
Lars Rasmussen, Gaardmand i Bahl, hos hvem Roden var hentet, meddelte, at mange havde faaet af den hos ham. Han havde hørt, at naar Hahn og Konen var i Klammeri, saa kaldte han hende for "Magisterens Canaille" - og hun kaldte ham igen en Horegase. Han havde ogsaa hørt Hahn fantasere i sin Sygdom, og Karen havde da sagt: Jeg faar lade bede for ham af Prædikestolen, ellers tænker Folk, jeg har forgivet ham - hvorpaa Præsten kom derind og talte med hende.
Engang da Karen Bloch var paa Bogø, hvor hendes Fader laa syg, rejste Arentz dertil, idet han foregav, at han skulde besøge Præsten der. Men Hahn sagde: Han besøger Fanden ikke Præsten, men han besøger min Kone! Præsten havde ogsaa været nede hos Lars Rasmussen og vilde have Datteren der sendt et Ærinde til Bogø til Hahns Kone; da var der paa Skæmt blevet sagt til Præsten: Hvem der dog havde 1/2 Pund Rottekrudt til Hahn, at man kunde blive af med ham. Præsten lo og sagde: Gud bevare os, nej, da kan man faa noget i København at købe, som Folk kan sove hen efter.
Jens Skomager fra Mern havde ofte været ved Hahns Hus, naar Præsten og Hahns Kone var ene der. Der var tillukket inde fra, og der blev kun lukket op længe efter, naar der skete større Tilløb af Folk!
Monsieur Swella, Skoleholderen i Mern, havde været til Stede hos Hahns, da Karen Bloch stod med en Bylt i Haanden og vilde rejse til Bogø (se foran). Hahn vilde ikke tillade det og tog Bylten fra hende, saa den løsnedes, hvorpaa hun i Vrede sagde til ham: Maaske du tænker, at der er stjaalne Koster gemt. Hun tog nu det ene Stykke frem efter det andet og viste frem og slog ham det sidste Stykke i øjnene. Engang havde Hahn laant et Spanskrør hos ham med den Motivering: Det passer sig bedre til min Kones Ryg end alle de Kæppe, jeg forhen har brugt, de er blot gaaet i Stykker.
Hans Snedker i Mern havde Karen sagt til: I kommer nok snart til at gøre en Kiste til min Mand. Han havde ogsaa set Magisteren og Karen kysses paa Haand og Mund i hans Hus.
Catrine Hemmings var anmodet af Enken om at hente Rottekrudt paa Vordingborg Apotek. Hun havde indvendt, at det fik hun ikke udleveret uden Seddel. Men Karen sagde: I kan jo sige, I vil have det til at to Hænderne deri for at drive Fnat bort. Hun fik de 2 Mark og gik bort. Senere paa Dagen, da hun gik ned ad Mern Gade, blev der pikket paa Ruden efter hende fra Hahns Hus. Hun gik da derind - og da var Præsten der og bad hende ogsaa gaa det forlangte Ærinde. Han havde endvidere sagt, at Saften af Roden skulde hældes i Øllet og koges sammen. Efter den Drik havde Hahn ofte vomeret og raset om Natten.
Karen Bloch, Catrine Hemmings (gift med Husmand Hemming Nielsen) og Tjenestepigen Kirsten Christensdatter var ofte i Forhør, samt Præsten og talrige Vidner. Karen var da (1770) 30 Aar gammel, født i Skindergade i København, hvor Faderen var Garnisons-Skoleholder og Kateket, senere blev han Præst paa Bogø, hvor hun ofte aflagde Besøg. Husmandskvinden Catrine Hemmings var 40 Aar og Kirsten Christensdatter 36 Aar.
Forhørene strakte sig over halvandet Aar. Karen Bloch fastholdt, at Roden ikke var bleven brugt, for at hendes Mand skulde dø! Hvorfor hun dog vilde hjælpe ham med den, da der var saa ond Forligelse mellem dem? Jo, hun havde Kærlighed til ham uagtet hans uordentlige Levemaade.
Præsten benægtede rent ud, at han havde anmodet Catrine om at hente Roden - endsige lovet hende en Dukat for det. Han havde heller ikke opfordret hende til at hente Rottevand paa Apoteket. Men Catrine sagde, at hun talte Sandhed, og da hun begærede en Seddel dertil, vilde Arentz ikke give hende den. Ej heller havde Præsten begæret eller ladet begære Mercurius Suplimati eller Dulcis paa Vordingborg Apotek. Hvad Catrine fortalte, var Løgn erklærede han. Ej heller passede det, sagde Karen, at hun, Catrine og Præsten vilde illudere justitsen med, at Peder Willumsen ogsaa havde faaet Roden og derfor kunde sværge, at det var ham, den var hentet til og ikke til Hahn.
Men nu oplyste Peder Willumsen og hans Kone, at Catrine havde været hos dem og brugt mange onde Ord for at overtale Peder Willumsen, da hun ellers kom i Ulykke, og at han kunde frelse hende, hvis han vilde (altsaa ved at sige, at Roden var hentet til ham alene). Endvidere forklarede en 12 Aars Dreng, Jens Jacobsen, der tjente hos Gaardmand Peder Svendsen i Nørre-Mern, at Catrine Fastelavnsmandag spurgte ham - da han havde Ærinde til Vordingborg - om han vilde købe Rottevand paa Apoteket for 2 Mark, hvorpaa hun gav ham Pengene og en Hovedvandsflaske. Han kom op paa Apoteket, men fik til Svar, at han fik intet uden Seddel fra Præsten. Da han kom hjem, leverede han Catrine Flasken og Pengene igen. Catrine maatte indrømme, at det var i alle Maader rigtigt, som Drengen havde forklaret.
Et af Vidnerne - Niels Waagen fra Græsbjerg - havde i sin Tid haft Tjeneste hos Apoteker Smith i Vordingborg.
Flere Gange havde Magisteren været hos ham og spurgt efter giftige Ting som Mercurius Sublimatus, Walliske Obstruktions-Piller, Walliske Bezoar Pulver, men han havde ikke spurgt, hvorledes saadanne Pulvere skulde bruges.
Catrine havde sagt til sin Moder, Marthe Povl Thomasens: Nu er Hahn død. Nej, han er vel ikke, svarede Marthe. Jo, for jeg har haft Potten paa Ilden efter ham, tilføjede Catrine. Man gik hende nu paa Klingen for dette Udtryk, og efterhaanden løsnedes Tungerne, saa Dommen kunde afsiges d. 11. Oktober 1770. Af denne skal anføres enkelte Ting. "Det er klart og upaatvivleligt, at Zakarias Hahn i hans Dødssygdom, nemlig Natten mellem Torsdag og Fredag, om han døde Lørdag Morgen, er givet en temmelig Portion Brændevin som beskrives at have været en Pægl og saa meget som for 2 Skill. derover, efterhaanden at drikke, som var sat og i 4 å 6 Timer havde staaet paa sønderskaaret Rod af en Urt, der blandt Almuen her i Egnen almindelig kaldes Bombisterurt. Det er ligeledes klart af de 3 Personers egen Tilstaaelse, at de alle har været delagtige i den Handel: Karen Bloch ved at foranstalte Roden afhentet, Catrine Hemmings ved at hente, sønderskære og sætte den paa Øl og Brændevin, Kirsten Christensdatter ligeledes ved at sønderskære og sætte den paa Brændevin - og alle 3 ved at præsentere denne Drik for den syge, efterhaanden som han forlangte Brændevin, indtil det alt var uddrukket.
Fremdeles er det bevist, at Catrine har hentet Rod 2 Gange hos Lars Rasmussen i Bahl. Desuden beviser Responsa Facultatis Medicinæ Hafniensis (Erklæringen fra det medicinske Fakultet i København), at den samme Rod, som Catrine har hentet og givet Zakarias Hahn paa Brændevin, den samme Rod er det, hvoraf d. 10. Marts 1769 adskillige Stykker blev opgravet og af Birkedommeren og medhafte Mænd taget under Forsegling for at indsendes til det medicinske Fakultet. Heraf er et Stykke blevet nedlagt i den medicinske Have og har baaret der baade Blomster og Bær, som siden fra Fakultetet under Forsegling er hidsendt og ved Forevisning for Lars Rasmussen og Hustru af dem er kendt og ved Ed stadfæstet at være selvsamme Urt, som vokser i deres Have af Bombasti - og som Catrine har slaaet Rod af at bruge til Hahn i hans Sygdom. Fakultetet oplyser, at denne saakaldte Bombasterurt er af Botanicis bekendt under Navnet Atropa Belladonna eller Salamum lethala og for lang Tid siden er holdt for en af de stærkeste Gifte i Planteriget. Det kom dog ikke i Betænkning at sige, at Hahn var ombragt ved denne Gift. Vel havde Obduktions-Forretningen over Hahn sagt, at den afdøde ikke var omkommen af Gift, men af Sygdom. Men da Giften efter Fakultetets Oplysninger mere udøver sin Virkning paa Hjernen og Nerverne end paa de grove Kødtrevler, saa har den vel ikke kunnet efterlade kendelige Spor nok til, at det kunde opdages ved Obduktionen.
Efter saadan denne besynderlige og saa vanskelige som betydelige Sags Beskaffenhed vides ikke rettere at kende, end at Karen Bloch, Catrine Hemmings og Kirsten Christensdatter bør for deres uforsvarlige, dumdristige og hele mistænkelige Forhold - hver for sig at arbejde i Københavns Tugthus i tvende Aar".
Naar Præsten ikke dømtes her - siger Dommen - var det, fordi der ikke var udstedt Aktionsordre mod ham.
De tre Kvinder erklærede sig "fornøjet" med Dommen, der altsaa ikke gik til en højere Instans. Den 5te Novbr. samme Aar blev der givet Ordre til at indsætte dem i Tugthuset paa Christianshavn.
De blev ikke dømt for overlagt Mord, da Straffen i saa Fald vilde være bleven langt strengere. Øjensynligt er det Fakultetets Erklæring, der har fældet dem. Givet er det, at Sagen har vakt megen Opsigt med Præstens Afsættelse og Anklagen mod de fængslede; den har sikkert i lange Tider været Genstand for Drøftelse Mand imellem paa hele Egnen.
Over halvandet Hundrede Aar er henrundet siden, og Tildragelsen forlængst glemt. Her er gjort et Forsøg paa at løfte Fortidens Slør, saa at man kan danne sig et nogenlunde klart Billede af, hvad der foregik i Mern Sogn i hine Tider. Historien er ikke uden dramatisk Effekt og spændende Enkeltheder.
Kilder:
1) Gejstlig Justitsprotokol for Smørum Herred.
2) Indkomne Breve til Bispekontoret fra Baarse Provsti.
3) Vordingborg Rytterdistrikts Justitsprotokol.
4) Udskrift af Dom i Christianshavns Tugthus. |