Noter : Forlovet med Christoffer Hvid.
Dansk Biografisk Lexikon, side 241 ff:
Heiberg, Johanne Luise, 1812-90, Skuespillerinde og Forfatterinde.
Hendes Fader hed Christian Heinrich Pätges, var født 1777 i Landsbyen Honnef i Hertugdømmet Berg ved Rhinen, lærte Bødker- og Vinkyperprofessionen i den rhinske By Linz, udvandrede, for at undgaa Militærtjenesten, til Danmark og nedsatte sig i Begyndelsen af Aarhundredet som Vinhandler i Kjøbenhavn. Her gjorde han Bekjendtskab med Henriette Hartwig eller Hirschborn, hvis jødiske Forfædre vare komne fra Holland til Byen Friedberg ved Frankfurt; fra sin Fødestad flygtede hun i en meget ung Alder, efter Sigende med en fransk Officer, kom til Hamborg, hvor hun fik Tjeneste hos et jødisk Herskab, og fulgte dette til Kjøbenhavn.
I sit Ægteskab med H. Pätges fødte hun 9 Børn, af hvilke Johanne, der kom til Verden 22. Nov. 1812, var det næstyngste. I Bombardementet (1807) mistede Familien alt, hvad den ejede, og levede i en Aarrække under de trangeste Kaar, trods den energiske Husmoders ihærdige Bestræbelser for at holde sammen paa Stumperne. Hun drev Værtshushold og havde Middagsabonnement, bl. a. for Officererne ved 2. jyske Regiment. Da det 1816 fik Garnison i Aalborg, flyttede hun med, og her modtog den lille Johanne sin første Danseundervisning hos en af Regimentets Underofficerer. Han medgav hende, da Familien 4 Aar efter vendte tilbage til Kjøbenhavn, et Anbefalingsbrev til Solodanser Dahlén, og efter aflagt Prøve blev hun optagen i Theatrets Danseskole. Her kom hun snart til at høre blandt de fremmeligste; der blev komponeret et Par smaa Entréer for hende og en anden flink Elev, den senere Solodanserinde Mad. Kretzschmer, og de to unge Piger fulgte med deres Lærer, P. J. Larcher, paa en Kunstrejse til Lybek og Hamborg.
Allerede forinden var Johanne P. bleven tagen i Tjeneste af Talescenen, som benyttede de mest opvakte Danseelever til Udførelsen af Børneroller. 13. Maj 1823 havde hun været det ene af Cathrina Juuls Børn i «Christian IV's Dom», og Aftenen efter spillede hun Giovanni i «Correggio», i den nærmest følgende Tid bl. a. Fritz i «Den lille Hyrdedreng», andet Syn i «Macbeth» og Adonia i «Salomons Dom». Ved Nielsens Aftenunderholdning 8. Jan. 1826 fremsagde hun paa Tysk Castellis Digt «Lob der kleinen» og gjorde saa megen Lykke, at Frydendahl sikrede sig hendes Medvirkning ved sit Deklamatorium Maaneden efter (12. Febr.), ved hvilken Lejlighed hun sammen med Rosenkilde udførte Poul Møllers Dialog «Hans og Trine». Den modtoges med stormende Bifald, og J. L. Heiberg, som var tilstede, lod sig forestille for den unge Pige, takkede hende for hendes Udførelse og skrev med det juvenile Elskerpar som Centrumsfigurer Vaudevillen «Aprilsnarrene», i hvilken Jfr. Pätges spillede Trine Rar første Gang 22. April 1826.
Ved Sæsonens Begyndelse var hun bleven Elev ved Theatret med 25 Rdl. Sølv i aarlig Gage, og efter den store Succes med «Aprilsnarrene» udnævntes hun til «dramatisk Elev», hvorved hun fritoges for Dansetjeneste og fik sin Løn sat op til 100 Rdl. om Aaret.
Fra nu af tog Udviklingen af hendes lige saa ejendommelige som smidige Talent en Fart, der satte hendes Samtid i den største Forbavselse og omgav hende med en stedse voxende Beundring. Heiberg lagde i «Et Æventyr i Rosenborg Have», «De uadskillelige» og «Prinsesse Isabella» Roller til rette for hende, Hertz byggede paa hende til Udførelsen af Julie i «Flyttedagen», Johanne i «Kjærlighed og Politi», Marie i «Arvingerne» og Lotte i «Amors Genistreger», Overskou beregnede Esperance i «Østergade og Vestergade» paa hende, og for det nye franske Repertoire, særlig Scribes Lystspil, kom hun just i det mest belejlige Øjeblik for at stemple dets Udførelse med den rette Stils Præg; hun spillede Maria i «Kjærligheds Drømme», Constance i «Braun & Comp.», Fanny i «Ustadighed og Kjærlighed», Isabella i «Gesandten», Agathe i «Den fortræffelige Onkel», Emmeline i «Den første Kjærlighed», Georgina i «Kvækeren og Danserinden» o. fl. Roller; ej heller maa glemmes Fruen i Tøpfers lille Spøg «Ser jer i Spejl», end mindre de større Skikkelser, hvormed hun gjorde det stærkeste Indtryk: Preciosa i Wolffs og Webers lyriske Drama, Julie i Shakspeares Tragedie, Fenella i «Den stumme» og Agnete i «Elverhøj».
Under denne blændende kunstneriske Udvikling var der naturligvis ogsaa foregaaet en Forandring i den unge Skuespillerindes sociale Stilling. Medens Barndomshjemmet sank dybere og dybere ned i Armod, mest paa Grund af Faderens ligeglade Energiløshed, aabnede den store og dannede Verden sine Døre for den beundrede Kunstnerinde, hvis Ungdom og interessante Personlighed gave hendes Spil forøget Interesse og Omgangen med hende en egen Charme. Kort efter «Aprilsnarrenes» Opførelse havde Heiberg indført hende hos sin Moder, Fru Gyllembourg, og i den lige saa fintdannede som elegante Kreds, der samledes hos Søkadetakademiets Chef, Shakspeares Oversætter, Kommandør Wulff, blev hun en velset og feteret Gjæst. Den unge Piges naturlige Takt erstattede hendes Mangel paa selskabelig Opdragelse, hun greb instinktmæssig det rette i Holdning og Udtryksmaade og blev, trods sin beskedne Tilbageholdenhed og sit tarvelige Toilette, Gjenstand for manges Hyldest, ja sværmeriske Tilbedelse. Til dette lette Liv paa Samfundets Højder, til Fantasiens lyse Verden paa Scenen stod Fattigdommen og Ufreden i Hjemmet i en grel Modsætning, saa meget mere som ogsaa andre og vanskeligere Forhold tyngede paa den unge Pige. En 13 Aar ældre Mand, Joh. Gebhard Harboe, Assistent ved det kongl. Klædeoplag, havde ved et Tilfælde gjort hendes Bekjendtskab i hendes tidlige Barndom, taget sig af hendes Undervisning og efterhaanden hildet sig i en heftig Forelskelse, som, da han mente at turde gjøre Regning paa Forældrenes Samtykke, lod ham optræde som en Slags skinsyg Mentor for hende; han bevogtede hendes Veje, plagede hende med sin Mistanke og sine Mistydninger og søgte samtidig at vinde hende ved de oprigtigste Hengivenhedsbeviser, alt imedens han selv led ved at se hende inddragen i større og rigere Kredse, hvortil hans Indflydelse ikke strakte sig, og gjorde hende, som det andet Offer for dette uklare Forhold, den hjemlige Tilværelse til en Kval. I denne mislige Situation kom det til hende som en stor og uventet Lykke, at hendes faderlige Ven i Theaterstyrelsen, Jonas Collin, tilbød hende Optagelse i Ægteparret Wexschalls Hjem paa Theatrets Regning. Nytaarsdag 1829 flyttede hun til dette Kunstnerhus - kun om Hjørnet, fra Vingaardsstræde til Laxegade, men alligevel ind i en anden Verden. Den store Skuespillerinde Anna Wexschall, f. Brenøe, var et elskeligt Menneske, som tog sig af sin Myndling med moderlig Ømhed og den dannede Kvindes Forstand paa hendes Tarv, Violinisten Wexschall var Virtuos paa sit Instrument, en gjennemmusikalsk Personlighed og en livfuld Natur med stor Sans for Humor og Komik; i deres Hjem samledes en munter og opvakt Kreds af Forfattere, Kunstnere og aandfuldt interesserede Mennesker. Under disse Forhold brød den saa længe kuede Livsglæde med dobbelt Magt frem hos den unge Pige, og hendes Væsen undergik en fuldstændig Forvandling; Efterretningen om, at hendes lidenskabelige Tilbeder havde taget sig af Dage, eftersøgt af Politiet som mistænkt for Underslæb, kastede kun en forbigaaende Skygge over hendes Tilværelse: den var jo paa samme Tid Budskab om Ophøret af et knugende Tryk. Med Kunstnerparret Wexschall, Nielsen og nogle andre af Theatrets Kunstnere gjæstede hun i Sommeren 1829 Christiania, hvor det mest levende Bifald blev hende til Del; under Opholdet her erfarede hun, at hun (under 18. Juli) var bleven udnævnt til kongl. Skuespillerinde med 300 Rdl. i aarlig Gage.
Af hendes mange Tilbedere havde adskillige haft Frierhandskerne paa. Heiberg havde bejlet til hende, men faaet et skaansomt Afslag; ligeledes hans Ven, den ædle og aandfulde Dr. Møhl. Hos Wexschalls forestillede man hende, at lige Børn lege bedst, og raadede hende til at forlove sig med en Skuespiller. Den unge Christoffer Hvid, som havde debuteret i Marts 1829, kom meget der i Huset, og hans Kurmageri begunstigedes af dets Værtinde. Under denne daglige Paavirkning kom Forlovelsen omsider i Stand, men hvorvel han var en dannet og nobel Personlighed, gik det snart op for hende, at hun havde begaaet et Misgreb, og hun led meget derunder. Imidlertid stundede det Wexschallske Ægteskab sin Opløsning i Møde, og J. P. maatte se sig om efter et andetHjem. Fru Gyllembourg tilbød hende sit, og Udsigten til jævnlig at se og tale med Heiberg var vel ikke det mindst virksomme af de Motiver, der dreve hende til at modtage det venlige Tilbud. Han vedblev at have den første Plads i hendes Beundring og, uden at det altid stod klart for hende, ogsaa i hendes Hjærte; hans usvækkede Virken for hendes Vel, hans uforandrede Finhed og Ridderlighed i Samkvemmet med hende afsatte et stærkere og stærkere Indtryk af dyb Hengivenhed. Under Opholdet hos Fru Gyllembourg blev Forbindelsen med Hvid løsnet og opløst, stilfærdig og harmonisk fra begge Sider, og lige saa stilfærdigforegik der mellem J. P. og Heiberg en Tilnærmelse, der umærkelig gled over til en fast Pagt imellem dem - en Forlovelse, som de ikke meddelte til noget Menneske, end ikke til Fru Gyllembourg.
Først Sommeren efter bleve hun, gamle Heiberg i Paris og Johannes Forældre indviede i Hemmeligheden, og 31. Juli 1831 fandt Vielsen Sted i Slangerup Kirke, forrettet af Heibergs gamle Lærer Pastor P. Hansen. Hvedebrødsdagene tilbragtes i Lyngby, og ved Theaterprøvernes Begyndelse flyttede de nygifte til deres Hjem paa Christianshavn, i Brogade Nr. 3, hvor Fru Gyllembourg sluttede sig tilden unge Husholdning.
Den 19aarige Fru H. fortsatte det glimrende Løb, som Jfr. Pätges havde begyndt, og hendes Navn blev under en lang Kunstnerbane det berømteste, vor Scene har ejet. Som Barn og som pur ung Pige havde hun fejret Triumfer i Roller, der fordrede barnlig Uskyld, komisk Air og ungdommelig Livsglæde; til dem føjede hun nu, paavirket af urbane Omgangsformer og modnet af den høje Intelligens, der omgav hende, sit store Repertoire af det franske Konversationsstykkes elegante, aandfulde Damer, men tillige en Række kvindelige Karakterer af stærkt Følelsesliv og lidenskabelig Sindsbevægethed. Af de o. 180 nye Roller, hun udførte i Tiden fra Sept. 1831 til Juni 1856, da hendes Theaterliv foreløbig blev afbrudt, fremhæve vi i kronologisk Orden: Prinsesse Eboli i Schillers «Don Carlos», Lise i «Kjøge Huskors» af Heiberg, Grevinde
Clara Villier i «Et Fejltrin» og Camilla i «Frierens Besøg» af Scribe, Juliette i «De danske i Paris» af Heiberg, Christine i «Dronningen paa 16 Aar» af Bayard, Lady Teazle i «Bagtalelsens Skole» af Sheridan, Titelrollen i «Donna Diana» af Moreto, Susanne i «Figaros Giftermaal» af Beaumarchais, Marie i «Alferne» af Heiberg, Delphine i «Advokatens Kone» af Mélesville, Petrine i «Den eneste Fejl» og Petrea i «Debatten i Politivennen» af Hertz, Charlotte i «Guldkorset» af Mélesville, Antonie i « Sparekassen» af Hertz, Sophie i «Nej» af Heiberg, Fru Vertpré i «Enkens Mand» af Dumas, Ragnhild i «Svend Dyrings Hus» af Hertz, Hertuginden af Langeais i «Frieren og hans Ven» af Ancelot, Preciosa i «Farinelli» af de Forge m. fl., Nancy Hardcastle i «Fejltagelserne» af Goldsmith, Rosaura i «Livet en Drøm» af Calderon, Ernestine i «Kjærligheds Drømme» af Scribe, Zoë i «Kammeraterne» af Scribe, Cæcilie i «Mulatten» af H. C. Andersen, den kvindelige Titelrolle i «Dorotea og Gomez Arias» af Calderon, Anna i «Syvsoverdag» af Heiberg, Helene i «Svanehammen» og Louise i «Indkvarteringen» af Hertz, Abigael i «Et Glas Vand» og Aline i «En Lænke» af Scribe, Titelrollen i «Dina» af Oehlenschläger, Parthenia i «Ørkenens Søn» af Halm, Titelrollen i «Amanda» af Hertz, Denise i «Møllen i Marly» af Mélesville, Jolanthe i «Kong Renes Datter» af Hertz, Maritana i «Don Cæsar de Bazan» af Dennery, Judita i «Valgerda» af Heiberg, Rose i «Fruentimmerskolen» af Moliére, Titelrollen i «Viola» af Shakspeare, Karine i «Trolddom» af P. V. Jacobsen, Titelrollen i «Ninon» af Hertz, Emilie i «Hr. og Fru Møller» i Høedts Bearbejdelse af Bayards Lystspil, Titelrollen i «Tonietta» af Hertz, Myrrha i «Sardanapal» af Byron, Marguerite i «Dronning Marguerites Noveller» og Grevinde d'Autreval i «Kvindens Vaaben» af Scribe og Legouvé, Titelrollen i «Ruth» af Athalia Schwartz, Fiorella i «Den yngste» af Hertz, Hanna i «Tilfældet har Ret» af Goldoni.
Dette Repertoire omfatter saa at sige den hele Skala af kvindelige Karakterer og menneskelige Sindsretninger - fra Ragnhilds dæmoniske Lidenskab og Grevinde Villiers Fortvivlelse («Et Fejltrin») over Verdensdamens sikre Selvbevidsthed og spillende Vid til den pureste Uskyldigheds uberørte Væsen i Skikkelser som Molières Agnes, Hertz' Amanda og Heibergs Marie (i «Alferne»). Barnet begyndte med Fremstillingen af Ingenuer, hvis Alder og Udvikling stemmede med dets egen, men ej heller den unge Kone glemte det paalidelige Tonefald og den ægte Naivitet, der skal præge Jomfrueligheden hos en Antonie i «Sparekassen» eller en Petrine i «Den eneste Fejl». Og medens allerede det unge Talent aabenbarede sin sjældne Dybde i en Rolle som Shakspeares Julie, voxede i Aarenes Løb dets Udtryk for den flammende Kjærlighed, den dybe Lidenskab, den haabløse Fortvivlelse, paa samme Tid som den selskabelige Konversations aandfulde Replik og spillende Skjæmt beherskedes med den mest fuldendte Kunst. At Scribes og overhovedet det nyere franske Lystspils Indtrædelse i vort Repertoire faldt sammen med Tilstedeværelsen af et saa rigt og mangfoldigt, paa én Gang saa frodig voxende og saa sikkert behersket Fremstillingstalent som Fru H.s, blev af uberegnelig Betydning for Arten af Theatrets Kunst i en lang Aarrække og hævede, hvad Udførelsen angaar, Scenen op i Rang med Udlandets bedste. Men endnu større Betydning for Aandslivet i det hele fik det andet Sammentræf, at den fremblomstrende nationale Skuespildigtning kunde regne med en saa fint forstaaende og saa fantasifuldt opfindende Kunstnerpersonlighed som hendes. Hun virkede inspirerende paa Digterne og derigjennem frugtbargjørende paa Litteraturen. Hendes Ægtefælle, der med «Aprilsnarrene» havde gjort hende «sin første Kjærlighedserklæring», modtog fra Indtrykket af hendes Talent den ene Impuls efter den anden, og for Hertz var hun ligefrem den tilskyndende Genius, hvis Væsen han har belyst fra de forskjelligste Sider i det rigt vexlende Galleri af kvindelige Naturer, som hans dramatiske Digtning indeholder. Kun til to af vore Klassikere stod hendes Kunst i et løsere Forhold. I det Holbergske Repertoire var hun en sjælden Gjæst, skjønt hendes Lune ingenlunde behøvede at nægte sig det bredere Udtryk, hvor et saadant gjordes fornødent; hun havde en Tid lang Lyst til at overtage Leonorerne og forsøge paa at give den Holbergske Elskerinde en noget stærkere karakteriseret Personlighed, end hun sædvanlig har, men hendes Ønske blev uopfyldt, hvorimod hun saa at sige gjenfødte et Par andre Holbergroller og gjorde dem fra oversete eller vragede Opgaver til Fremstillinger af den mest fængslende Interesse: 1831 den stumme Engelke Hattemagers i «Barselstuen» og 1850 Lucretia i «Den vægelsindede». De store Linjer i Oehlenschlägers tragiske Pathos, det lidet sammensatte i hans Karakterskildring fandt ikke Sangbund i Fru H.s kunstneriske Naturel; hun indrømmer selv, at hun ligesom manglede Ballast til at føre slige oldnordiske Snækker i Havn. Selvfølgelig, da Oehlenschläger beherskede det tragiske Repertoire, var hun en og anden Gang med i hans Dramer: Bertha i «Carl den store», Dæmonen i «Sokrates», Tym i «Knud den store»; men først da Oehlenschläger for hendes - og sin egen - Skyld, for at tage hendes altovervindende Talent ogsaa i sin Digtnings Tjeneste, skrev «Dina», vandt han derved en Triumf og skaffede sit Drama en Fremgang paa Bræderne, som intet af hans andre Skuespil kunde opvise Magen til. Det var efter Fru H.s 7. Udførelse af denne Rolle - 17. Nov. 1842 -, at begejstrede Tilskuere spændte sig for hendes Vogn og trak hende fra Theatret hjem til hendes Bolig i Bredgade, hvor der 5 Dage efter, paa hendes 30 Aars Fødselsdag, blev bragt hende et Fakkeltog af Studenter og afsunget en henrivende Notturno af Hertz, i hvilken hun hilstes som den, der lig «Titania paa Tronen til Sandhed hæver Illusionen».
Hvad en Mand som J. L. Heiberg i intellektuel Henseende maatte være for en Kvinde som sin med saa mange Udviklingsmuligheder udrustede Hustru, behøver ingen nærmere Paavisning. Ikke mindst paavirkedes hun af den Omgangskreds, som i dette exklusive Hjem, der var lukket for al efemer Indrykning, fik Lov til at samles om det af Ægteparret og Fru Gyllembourg dannede Focus. Her vare i de tidligere Dage Poul Møller, Weyse, H. C. Ørsted, Andræ og Tscherning stadige Gjæster, senere Martensen, Madvig og Hall. Fra den første til den sidste Tid var Henrik Hertz, den med Heibergs Aandsretning mest kongeniale Digternatur, Husets trofaste Ven; hans yndefulde Hirschholmdigte male det sommerlige Samliv mellem ham og det Heibergske Trekløver. Hvor langt deres aandelige Baner end strakte sig, vare Heibergerne dog
overvejende Hjemmemennesker. Fremmed Skuespilkunst havde Fru H. kun set lidet af. Med sin Mand besøgte hun 1836 Paris, levede der meget sammen med gamle P. A. Heiberg og vandt hans Fortrolighed; hun saa, hvad der var at se af Komedie i Sommertiden, og beundrede højlig den allerede da aldrende Mile.
Mars. 1839 var hun for sin Helbreds Skyld i Ems, paa hvilken Rejse Bekjendtskabet indlededes med den store kjøbenhavnske Kjøbmand Th. Suhr, hvis Landsted «Sølyst» blev hendes og hendes Mands Sommerhjem i mange Aar. Stockholm gjæstede hun 1852, og 1854 gjennemgik hun en Badekur i Marienbad for at forvinde Følgerne af en langvarig og livsfarlig Sygdom, som havde holdt hende borte fra Theatret i største Delen af Sæsonen 1852-53. Havde Fru H. i Løbet af sit Theaterliv været omgiven af en Hyldest, som næsten ikke kjendte Grænser, saa viste det sig om muligt endnu mere under hendes Sygdom, hvilken enestaaende Plads hun indtog i Nationens eller i alt Fald i Hovedstadens Bevidsthed. Der udstedtes daglige Bulletiner om hendes Befindende, som om hun havde været en fyrstelig Person, og da hun optraadte paa ny 30. Marts i den lille Vaudeville «En Sommeraften» - hvis anonyme Forfatter hun selv var -, blev hun Gjenstand for Ovationer, hvis Lige Skuespilhuset aldrig havde set.
Hun havde i Begyndelsen af Halvtredserne været ikke saa lidet opreven af de Stridigheder, som herskede ved Theatret under hendes Mands Direktorat, og især i den Sæson, da de udvandredes Konkurrence gjorde Forholdene dobbelt vanskelige, havde hun med en forbavsende Kraftanspændelse baaret saa at sige hele Repertoiret. Da Heiberg tog sin Afsked 1856, fik hun - efter at hun 20. Juni for 7. Gang havde spillet Mamsel Hanna i «Tilfældet har Ret» - Permission for største Delen af den følgende Sæson og rejste til Udlandet sammen med sin Mand. 18. April 1857 optraadte hun paa ny som Ninon, modtagen med stormende Hyldest af det tæt besatte Hus; men hun fandt snart Samarbejdet med den nye konstituerede Direktør (Christensen) umuligt og søgte under 16. Okt. 1857 sin Afsked. Kultusministeriet (Hall) prøvede ved Forhandlinger paa at rokke hendes Beslutning, men den stod fast, og 3. Marts 1858 modtog hun sin Afskedigelse med Pension og sagde 8 Dage senere Publikum og sine Kunstfæller Farvel i en varm Henvendelse, som indrykkedes i Bladene.
Fru H.s Theaterbane var dog ikke afsluttet dermed. Da Tillisch i Juni 1859 var bleven Theaterchef, bestemte hun sig for at give efter for Kultusminister Monrads indtrængende Anmodninger om at vende tilbage til Scenen, og 5. Okt. optraadte hun paa ny som Lady Teazle i «Bagtalelsens Skole», overvældet med Blomster og hilst med uendelig Jubel. Indtil Udgangen af Sæsonen 1863-64 udførte hun af mere betydningsfulde nye Roller Lady Macbeth, Maria Stuart i Schillers Tragedie, Fru Thompson i «En Kurmethode» af Hertz og Thusnelda i «Fægteren fra Ravenna» af Halm. Hendes sidste Optræden fandt Sted 2. Juni 1864 som Elisabeth Munk i «Elverhøj». Under Linde-Berners Direktion overtog hun 1867 Sceneinstruktionen og satte i de 7 Aar, hun udøvede denne Virksomhed, adskillige store og vanskelige Stykker i Scene, deriblandt Bjørnsons «Maria Stuart», Ibsens «Kongsæmnerne» og «De unges Forbund», «Syvsoverdag» o. fl.
Fru H., der efter sin Mands Død (25. Avg. 1860) havde adopteret 3 forældreløse Pigebørn, rejste i Foraaret 1874 med disse til Schweits og Italien; en Del Sygelighed hjemsøgte hende paa denne Rejse, men hun kom dog styrket tilbage og bevarede fra nu af til højt op i Aarene en mærkelig kraftig Helbred, som hun styrkede ved aarlige Rejser til norske og svenske Badesteder; især i Norge var hun en jævnlig Gjæst, kjendt som faa andre danske, og befandt sig vel i den skjønne Natur og blandt en Befolkning, hvis «Saltvandspræg» tiltalte hende. Sin sidste Sommer tilbragte hun i Hornbæk og døde efter nogen Tids Svagelighed i Kjøbenhavn 21. Dec. 1890. 4. Jan. gav Theatret en Mindefest for hende; til Fantasus' Rolle i «Syvsoverdag» havde C. Ploug som Prolog og Epilog knyttet de Ord, der fremhævede den afdødes Betydning for den danske Scene.
Det er dog ikke med denne alene, at hendes Navn er fast forbundet. Ogsaa i Litteraturen har J. L. Heibergs Hustru sat sig Spor. Halvt for Spøg betraadte hun Journalistikkens Bane, da hun 1844 skrev «En Modeartikel» i sin Mands «Intelligensblade», og endnu samme Aar leverede hun, ligeledes under Anonymitetens strængeste Skjul, en Anmeldelse af «Barselstuens» Opførelse til «Fædrelandet», Aaret efter en rosende Fremhævelse af Foersoms Spil i «Debatten i Politivennen». Tanken om dramatisk Produktion vaagnede hos hende, da hun paa sin Opfordring til Heiberg om at skrive et nyt Skuespil fik Svaret: «Skriv selv!» Denne Tilskyndelse modnede hos hende, langsomt og besindig, et Par Lystspilideer, som vare udsprungne af de Person- og Naturiagttagelser, som hun jævnlig havde Lejlighed til at anstille. De to Smaastykker «En Søndag paa Amager» (opført 1848) og «Abekatten» (opført 1849), til hvilke Musikken var komponeret af Forfatterinden, stempledes af strængere Dommere, der fandt deres idylliske Stemning alt for sødladen, som «Duftvaudeviller», men vandt - med Fru H., M. Wiehe, Rosenkilde, Phister og Fru Sødring i Hovedrollerne - en lige saa afgjort som vedvarende Tilslutning hos det store Publikum og ere tilsammen blevne opførte 231 Gange paa det kongelige og dertil endnu 122 Gange paa de andre kjøbenhavnske Theatre. Den ovfr. nævnte Vaudeville «En Sommeraften» er derimod kun spillet 8 Gange. Den fine Karakteristik af Fru Gyllembourg, der indleder 2. Udgave af de samlede «Hverdagshistorier» (1866), skyldes uden Tvivl ogsaa Fru H.s Pen, og 1882 udgav hun den opsigtvækkende, i flere Oplag udkomne Bog «Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, en Beretning, støttet paa efterladte Breve». Paa sine Erindringer var hun begyndt at skrive allerede 1855, og mange Aar inden hendes Død laa det voluminøse Manuskript færdigt. Hun ønskede dog ikke selv at opleve dets Offentliggjørelse, og først 1891 udgav Rigsarkivar A. D. Jørgensen de 2 første, Aaret efter de 2 sidste Bind: «Et Liv, gjenoplevet i Erindringen». Faa Skrifter ere her hjemme blevne imødesete med saa megen Forventning og læste med saa stor Ivrighed, endnu færre have vakt saa megen Debat. Naar denne er forstummet, vil der blive tilbage et Memoireværk, som vilde være en Mærkelighed i enhver Litteratur og i lange Tider vil hævde en fremragende Plads i vor paa Grund af Fortællerindens interessante Livsløb, hendes Skildring af de betydelige Mænd og Kvinder, hun har staaet nær, og hendes Ræsonnementer om den Kunst, hun øvede som en af sin Samtids ypperste Skuespillerinder.
Overskou, Den danske Skueplads IV-VII.
Johanne Luise Heiberg, Et Liv, gjenoplevet i Erindringen, I-IV, 1891-92.
A. Aumont, J.L.Heiberg og hans Slægt paa den danske Skueplads.
P. Hansen. |